Råd og vejledning
For plejefamilierSocialisering mellem killinger
En stor del af det der foregår i en killings første levetid, er med til at afgøre, hvordan den bliver som voksen kat. Det er derfor vigtigt, at killingerne får så mange positive oplevelser som muligt, mens de endnu er små.
Når en killing vokser op blandt sin mor og søskende, gennemgår den to primære socialiseringsfaser.
2-7 uger gamle
Fra de er 2 til 7 uger gamle, lærer de nogle basale sociale færdigheder i forhold til at interagere med omgivelserne; såsom hvad den korrekte respons er, når en anden kat hvæser, lægger ørerne ned eller slår med halen. Det er også i denne periode, killinger er mest åbne for at blive trygge ved mennesker og andre dyr.
Killingerne lærer også at spise selv, soignere sig, gå på bakken og markere sig ved hjælp af duft og kradsemærker, og når de er 8 uger gamle, er den grundlæggende socialisering overstået.
8-12 uger gamle
Fra de er 8 til 12 uger gamle udbygges disse sociale færdigheder betragteligt. Killingerne lærer i højere grad at begå sig socialt, og at handlinger har konsekvenser. Hvis man bider en anden killing, bliver man selv bidt, og gennem leg med søskende og under vejledning af moren, lærer killingen efterhånden at tale kattesprog.
Dine socialiseringsopgaver
OBS – hvis du har fået vilde killinger i pleje, så se først afsnittet ”Tæmning af killinger”. Når killingen er tam, kan du vende tilbage til dette afsnit.
Tving aldrig killinger til noget der er uoverskueligt, men væn dem langsomt til det – fx. at få gæster i huset (gerne børn), der kan lege og tage dem op. Væn dem gerne til andre dyr, både katte, hunde, kaniner og lign. som ikke er til fare for dem.
Kig dem også gerne i ørerne og munden, børst dem, kig dem på poterne og rør dem generelt over det hele.
Tag killingerne med på gå- og køretur i transportkassen, så de vænner sig til at blive transporteret. Spil musik, støvsug, tænd vaskemaskinen, snak, lav mad, gør rent og bevæg dig rundt som du plejer, så killingerne lærer at almindelige omgivelser i hjemmet ikke er farlige.
Vaner tillæres hurtigt
Husk at gode vaner tillæres meget hurtigt i killingernes første uger – det samme gælder dårlige vaner. Vær opmærksom på, som tidligere beskrevet, at de lærer at bruge kattebakken og lær dem, hvor de ikke må færdes.
Brug legetøj og distraktion
Det kan være sjovt at lade killingerne lege med dine hænder og fødder mens de er helt små, men når de bliver voksne katte, er det ikke så sjovt længere.
Afstraf aldrig killinger hverken fysisk eller verbalt. Distraher hellere killingen med den ønskede adfærd, som fx at give den noget legetøj at bide i, hvis den tygger i noget den ikke må.
Liste med socialiseringsøvelser
Ved afhentning af killingerne får du et afkrydsningsskema med, vedrørende socialisering af killingerne og hvad de er blevet trænet i. Du kan derfor bruge skemaet til at se, hvad du skal træne dem i under plejeopholdet.