Råd og vejledning
For plejefamilierKillingers udvikling
En vigtig del af at være plejefamilie, er at kunne følge med i killingernes udvikling. Du kan se milepælene i deres udvikling her. I de første mange uger, skal de have meget hjælp fra morkat og/eller plejer. Se afsnittet om Fodring i forhold til fodringsintervaller og mængder og afsnittet Vægt i forhold til, hvor meget de bør vokse. Se også afsnittet om Pottetræning i forbindelse med stimulering efter hvert måltid.
Fra nyfødt til 12 uger
Nyfødt
Navlestrengen hænger stadig fast på killingen, den vil falde af i løbet af ca. 3 dage.
Øjnene er lukkede, ørerne er foldede og de kan ikke selv regulere deres kropstemperatur.
De er meget skrøbelige og er afhængige af varme og korte intervaller mellem hver fodring med modermælk/modermælkserstatning.
Hvis de ikke har deres mor, skal de have varmepude eller varmedunk.
De skal fodres hver 2. time og stimuleres af plejer eller morkat til at komme af med afføring og urin efter hvert måltid.
1 uge
Navlestrengen er faldet af.
Øjnene er stadig lukkede. De åbner øjnene når de er 8-12 dage gamle.
Ørerne er foldede.
De skal fodres hver 2.-3. time med flaske/sprøjte hvis morkat ikke er med.
De skal stimuleres af plejer eller morkat til at komme af med afføring og urin efter hvert måltid.
De kan stadig ikke selv regulere deres kropstemperatur, så varme er meget vigtigt. De skal derfor stadig have varmepude eller varmedunk, hvis de ikke har deres mor.
2 uger
Øjnene er åbnet og er helt blå. Deres blivende øjenfarve får de i 6-8 ugers alderen.
De begynder at kravle mere rundt, men deres navigation og balance er dårlig.
Ørerne begynder så småt at folde sig ud, og de begynder at kunne høre mere.
De skal fodres med flaske hver 3.-4. time, og fortsat stimuleres af plejer eller morkat til at udskille afføring og urin.
De er også stadig meget afhængige af varme.
3 uger
Ørerne er foldet helt ud og de er mere spidse.
De begynder at tage deres første ustabile skridt.
De første par små fortænder begynder at komme frem.
De er begyndt at kunne spinde.
De skal fodres med flaske hver 4.-5. time og de skal stadig stimuleres af plejer eller morkat efter hvert måltid.
Ved 3 ugers alderen kan man begynde at stille kattebakke frem og stimulere dem over kattebakken.
De er stadig afhængig af varme, men det er mindre kritisk for dem.
4 uger
Deres hjørnetænder begynder for alvor at komme frem.
Fravænningsperioden starter og man kan begynde at sætte vådfoder frem – eller evt. blande det i modermælkserstatningen.
De begynder at kunne trække kløerne tilbage.
Hørelsen er blevet markant bedre.
De går mere sikkert på benene og kan bedre navigere i deres omgivelser og lege med hinanden.
De skal have flaske hver 5. time og bruger selv kattebakken. Dog skal man fortsætte med at stimulere, indtil man er helt sikker på at de bruger kattebakken.
De kan selv bedre regulere deres kropstemperatur og bruger kun varmedunk/pude eller morkats varme, når de skal sove.
5 uger
Kindtænderne begynder at komme frem, og de opsøger selv både tørfoder og vådfoder.
De skal have vand, vådfoder og tørfoder stående fremme hele tiden.
De skal have flaske hver 6. time, hvis de endnu ikke spiser fast føde.
Ved 5 uger leger de og klatrer mere selvsikkert.
Killingerne er afhængige af hinanden og spejler sig meget i deres søskendes adfærd.
Morkat begynder at trække sig fra killingerne. De er blevet mere selvstændige og undersøger deres omgivelser mere.
6 uger
Killingerne spiser udelukkende fast føde og skal ikke længere have flaske. Hvis de har deres mor, vil de dog fortsat die hos hende.
De er ikke længere afhængige af varmepude/dunk, men nyder det, når de skal sove.
7 uger
Alle deres killingetænder er kommet frem.
Deres øjenfarve begynder at skifte fra lyse blå til deres blivende øjenfarve.
Killingerne undersøger alt og leger meget med hinanden.
8-9 uger
Killingernes blivende øjenfarve er kommet frem.
De dier stadig hos mor 4-5 gange dagligt, hvis hun tillader det, men hun er også begyndt at afvise dem.
10-12 uger
Killingerne er næsten store nok til at blive skilt fra deres mor og komme ud til nye hjem.
De ligner voksne katte mere for hver uge der går.
Morkat lader dem die 1-2 gange dagligt, hvis hun stadig tillader det, men hun kan også godt afvise dem helt.
Kontaktinfo
Telefon: (+45) 44 85 35 55
Skriv til os her.
Ejbydalsvej 260
2600 Glostrup
CVR: 65694611
Bank: 4440-000 658 6600
Donér til Inges Kattehjem
©inges-kattehjem.dk 2023