Råd og vejledning

For plejefamilier

Tæmning af killinger

Det kræver stor tålmodighed at tæmme en vild killing og jo ældre den er, jo længere tid tager det. En vild killing vil sige en killing, der ikke har været i menneskehænder fra den var helt lille og derfor ikke er vant til mennesker. Her er opgaven at gøre den fortrolig med kontakt.

OBS der bliver ikke sendt vilde kattemødre i pleje, da disse ikke kan tæmmes.

Allerede når en killing er en time gammel, vil den hvæse af den fremmede duft af ​​et menneske. Gennem killingens tidlige erfaringer, bliver den socialiseret til mennesker. Jo flere positive interaktioner en killing derfor har med mennesker mens den er lille, jo hurtigere vil den varme op og blive social, venlig og legesyg.

Vilde killinger er killinger, der ikke er socialiseret til mennesker, fordi de ikke har haft nok positive interaktioner med os i en ung alder. De lever typisk udendørs, hvor de ofte fødes af fælleskatte, men en indendørs killing kan også udvise vild adfærd, hvis den ikke håndteres af mennesker i de første uger af livet.

Med nok tålmodighed, vedholdenhed og den rigtige form for pleje, kan vilde killinger ofte varme op og blive venlige, kælne og legesyge katte. Det største arbejde ligger i tiden hos plejefamilien, men fortsætter også, når de kommer i deres nye hjem.

Giv killingerne begrænset plads

En skræmt killing, skal ikke have for meget plads at bo på de første par uger. Killingen vil føle sig mest tryg på et begrænset område, hvor den ikke skal forholde sig til for meget, og det er nemmere at komme til den. Undgå derfor stue eller soveværelse, hvor killingen kan gemme sig under sofa eller seng. Badeværelset er et oplagt sted, da der her ikke er mange gemmesteder. Husk at lukke toiletsædet og låger til vaskemaskine/tørretumbler.

Hvis den har et gemmested, hvor du har svært ved at komme til den, kan det udskyde tæmningsprocessen med uger. Desuden kan du ikke observere om den spiser, drikker og bruger kattebakken regelmæssigt. Giv killingen et gemmested hvor du stadig har adgang til den; en kattehule, en stol med et tæppe over, en papkasse eller lign. Gradvist kan du give killingen mere plads, efterhånden som den bliver mere tryg.

Sådan håndterer du killingen

Løft forsigtigt killingen op, hvis det er muligt og vikl den ind i et håndklæde, så den ikke kan slippe væk, mens du nusser og taler til den. Der skal nusses meget med killingen, mange gange om dagen.  Hvis du ikke kan tage killingen op, så se først afsnittet Trin for trin tam med mad.

Efterhånden som killingen begynder at vænne sig til din berøring og stemme, vil du kunne løsne håndklædet mere og mere. Til sidst vil killingen begynde at nyde det, ligesom alle andre killinger.

Brug maden til tæmning

Mad er et vigtigt redskab når man tæmmer killinger. Hvis du er eneste kilde til føde, vil det forbinde dig med noget behageligt og positivt. Undlad derfor at stille foder frem til fri afbenyttelse, men udnyt måltiderne til at socialisere killingerne.

Giv killingerne mindre måltider flere gange om dagen. Brug vådfoder til at starte med, da det oftest er bedst til at kunne lokke killingen frem, sammenlignet med tørfoder. Giv også tørfoder en gang i mellem, så de ikke udelukkende får vådfoder.

Når killingen bliver mere tryg ved dig og kommer frem af sig selv, kan du stille tørfoder frem til fri afbenyttelse, men fortsæt med at bruge vådfoder til at tæmme. Se næste afsnit; Tam med mad og følg trinene alt efter hvor vild killingen er.