Råd og vejledning

For plejefamilier

Morkat med killinger

Hvis morkat er med i pleje, skal hun fodres med killingefoder ad libitum. Hun spiser betydeligt mere end normalt, da der skal være rigeligt med fedt og næring til hendes mælkeproduktionen. Hun skal nok selv stoppe, når hun bliver mæt, så man skal ikke bekymre sig om overvægt hos diegivende katte.

 

Hold øje med killingernes vægt

Det er nemt at tro at når morkat er med, så behøver man som plejer ikke at gøre noget, for det gør morkatten. Det er dog ikke altid tilfældet.

Morkattens mælkeproduktion bliver nemt påvirket af ydre faktorer, og det varierer meget fra kat til kat, hvor meget mælk de producerer og hvor mange brystvorter, der har en aktiv mælkeproduktion.

Man kan komme ud for, at kun halvdelen af brystvorterne giver mælk eller, hvis kuldet er stort, der ikke er nok mælk til at mætte alle. Det er derfor vigtigt du holder øje med vægten, og supplerer med modermælkserstatning, hvis killingerne ikke tager nok på, eller begynder at tabe sig.

Der kan også være situationer hvor morkat er særlig glad for at være mor, og derfor undgår at lade killingerne die. Det er derfor vigtigt, du holder øje med at killingerne får lov at die regelmæssigt. Hvis ikke, skal du supplere med modermælkserstatning, så de får en stabil vægtøgning. Se afsnittet ”vægt” for den anbefalede vægt i fohold til alder.

 

Hvor længe dier killinger?

Når killinger er 0-4 uger gamle, dier de hos deres mor eller bliver flaskefodret. Når de er 4-5 uger gamle, starter de med at være nysgerrige på hvad deres mor spiser, og vil langsomt begynde at spise af hendes mad. Som plejer stiller du derfor mere og mere vådfoder og tørfoder frem til dem. Selvom killinger er over 5 uger, vil de stadig die hos deres mor.

Hvis morkat tillader det, kan de die helt indtil de er 12 uger gamle. Dog vil mange morkatte begynde at afvise deres killinger, når de er omkring de 8 uger. Hun kan godt finde på at knurre eller irettesætte dem med en svingende pote, hvis de prøver at die hos hende. Det er hendes måde at afvænne dem fra mælken og fra hende, så de bliver selvstændige katte.