Aktuelle priser pr. 1. 3. 2022:
Killinger under 6 måneder: 1350 kr. inkl. neutralisering, øremærkning, chipmærkning, vaccination, sundhedstjek og hvis nødvendigt, orme- og loppebehandling.
Katte over 6 måneder: 1150 kr. inkl. neutralisering, øremærkning, chipmærkning, vaccination, sundhedstjek og hvis nødvendigt, orme- og loppebehandling.
Registreringen af øre- og chipmærkningen i Dansk Katteregister er naturligvis gratis og varetages af Inges Kattehjem.
Læs mere om at holde kat under Adfærd og vaner samt Sundhed og sygdom.
Åbningstider
Klik på din lokale afdeling for at få info om åbningstider, både på internatet og på telefonen. Ønsker du at adoptere en kat, kan du blot møde op i afdelingens åbningstider. Det er ikke nødvendigt at booke en tid.
DET FÅR DU MED
Det er en stor beslutning at tage en kat til sig, og når vi sammen har fundet den rigtige kat, tager vi os god tid til at tale med dig og din familie om kattens behov og pleje. Vi sørger for at du er grundigt klædt på inden du får katten med hjem. Du vil altid få grundig vejledning når du adopterer en kat. Desuden kan du altid sætte dig i forbindelse med os i vores åbningstid.
Du underskriver en kontrakt, som sikrer dig, at skjulte sygdomme i 30 dage fra adoptionstidspunktet behandles på vores klinikker, når dyrlægen er der, uden omkostninger for dig. Det betyder, at hvis vores dyrlæge ikke er på vagt eller katten i øvrigt behandles på en anden klinik, sker behandlingen på egen regning. Du vil i akutte tilfælde kunne ringe på vores vagttelefon.
Ydermere giver vi 30 dages returgaranti, hvis katten mod forventning ikke fungerer i hjemmet, og i så fald er det muligt i samråd med Inges Kattehjem at vælge en anden kat.
Alt udstyr til katten kan ved adoptionen erhverves i vores butik til fair priser. Vi fører naturligvis kun de bedste produkter, og kyndig rådgivning følger selvfølgelig med. Du støtter desuden vores arbejde, når du gør dine katteindkøb hos os – også fremover.
Det er ikke muligt at give en kat i gave, men vi sælger pæne gavekort, som kan benyttes i alle vores afdelinger.
GØR DIG FØLGENDE OVERVEJELSER, FØR DU BESØGER OS:
Inde- eller udekat
Kan katten komme ud og løbe frit, hvor du bor, eller må den kun være inden døre?
Rolig kat eller selskabspapegøje
Skal katten være fuld af spilopper, eller passer det bedre til din familie med en sofaløve?
Killing eller voksen kat
Har du tiden og tålmodigheden til en killing, eller vil du hellere have en kat, der allerede er velopdragen?
Tilladelse til kat
Tjek med din boligforening om der er tilladelse til at holde kat – og hvor mange.
En eller to
Nogle katte har bedst af at være to, og det giver visse fordele for ejeren. F.eks. kan man lade dem være alene hjemme længere.
Tid og penge
Hvor meget tid har du til katten, og er der luft i økonomien til behandling, hvis den bliver syg?
Små børn eller andre dyr i hjemmet
Ikke alle katte trives med små børn eller andre dyr.
HUSK AT DU SKAL HAVE GOD TÅLMODIGHED
Mange af vores internatskatte har været uønskede hos deres familier og er derfor smidt ud af hjemmet til en uvis skæbne. F.eks. har ejeren sat dem af i en skov eller sluppet dem løs på en rasteplads ved motorvejen. Nogen vælger simpelthen at flytte fra katten, der fortsat holder til ved huset og venter på at blive fodret. En del af disse „affaldskatte” er små killinger, som knap har fået øjne, og nogle af disse er smidt i containere, skraldespande og plasticposer.
Det tager tid for en kat at falde til i et nyt hjem, men stort set alle vores katte klarer det så godt. Du gør et stort stykke dyreværnsarbejde, når du åbner dit hjem for en hjemløs kat.