Råd og vejledning

For plejefamilier

Socialisering mellem killinger

En stor del af det der foregår i en killings første levetid, er med til at afgøre, hvordan den bliver som voksen kat. Det er derfor vigtigt, at killingerne får så mange positive oplevelser som muligt, mens de endnu er små.

Når en killing vokser op blandt sin mor og søskende, gennemgår den to primære socialiseringsfaser.

2-7 uger gamle

Fra de er 2 til 7 uger gamle, lærer de nogle basale sociale færdigheder i forhold til at interagere med omgivelserne; såsom hvad den korrekte respons er, når en anden kat hvæser, lægger ørerne ned eller slår med halen. Det er også i denne periode, killinger er mest åbne for at blive trygge ved mennesker og andre dyr.

Killingerne lærer også at spise selv, soignere sig, gå på bakken og markere sig ved hjælp af duft og kradsemærker, og når de er 8 uger gamle, er den grundlæggende socialisering overstået.

 

8-12 uger gamle

Fra de er 8 til 12 uger gamle udbygges disse sociale færdigheder betragteligt. Killingerne lærer i højere grad at begå sig socialt, og at handlinger har konsekvenser. Hvis man bider en anden killing, bliver man selv bidt, og gennem leg med søskende og under vejledning af moren, lærer killingen efterhånden at tale kattesprog.

Dine socialiseringsopgaver

 OBS – hvis du har fået vilde killinger i pleje, så se først afsnittet ”Tæmning af killinger”. Når killingen er tam, kan du vende tilbage til dette afsnit.

Tving aldrig killinger til noget der er uoverskueligt, men væn dem langsomt til det – fx. at få gæster i huset (gerne børn), der kan lege og tage dem op. Væn dem gerne til andre dyr, både katte, hunde, kaniner og lign. som ikke er til fare for dem.

Kig dem også gerne i ørerne og munden, børst dem, kig dem på poterne og rør dem generelt over det hele.

Tag killingerne med på gå- og køretur i transportkassen, så de vænner sig til at blive transporteret. Spil musik, støvsug, tænd vaskemaskinen, snak, lav mad, gør rent og bevæg dig rundt som du plejer, så killingerne lærer at almindelige omgivelser i hjemmet ikke er farlige.

Vaner tillæres hurtigt

Husk at gode vaner tillæres meget hurtigt i killingernes første uger – det samme gælder dårlige vaner. Vær opmærksom på, som tidligere beskrevet, at de lærer at bruge kattebakken og lær dem, hvor de ikke må færdes.

Brug legetøj og distraktion

Det kan være sjovt at lade killingerne lege med dine hænder og fødder mens de er helt små, men når de bliver voksne katte, er det ikke så sjovt længere.

Afstraf aldrig killinger hverken fysisk eller verbalt. Distraher hellere killingen med den ønskede adfærd, som fx at give den noget legetøj at bide i, hvis den tygger i noget den ikke må.

Liste med socialiseringsøvelser

Ved afhentning af killingerne får du et afkrydsningsskema med, vedrørende socialisering af killingerne og hvad de er blevet trænet i. Du kan derfor bruge skemaet til at se, hvad du skal træne dem i under plejeopholdet.

Tæmning af killinger

Det kræver stor tålmodighed at tæmme en vild killing og jo ældre den er, jo længere tid tager det. En vild killing vil sige en killing, der ikke har været i menneskehænder fra den var helt lille og derfor ikke er vant til mennesker. Her er opgaven at gøre den fortrolig med kontakt.

OBS der bliver ikke sendt vilde kattemødre i pleje, da disse ikke kan tæmmes.

Allerede når en killing er en time gammel, vil den hvæse af den fremmede duft af ​​et menneske. Gennem killingens tidlige erfaringer, bliver den socialiseret til mennesker. Jo flere positive interaktioner en killing derfor har med mennesker mens den er lille, jo hurtigere vil den varme op og blive social, venlig og legesyg.

Vilde killinger er killinger, der ikke er socialiseret til mennesker, fordi de ikke har haft nok positive interaktioner med os i en ung alder. De lever typisk udendørs, hvor de ofte fødes af fælleskatte, men en indendørs killing kan også udvise vild adfærd, hvis den ikke håndteres af mennesker i de første uger af livet.

Med nok tålmodighed, vedholdenhed og den rigtige form for pleje, kan vilde killinger ofte varme op og blive venlige, kælne og legesyge katte. Det største arbejde ligger i tiden hos plejefamilien, men fortsætter også, når de kommer i deres nye hjem.

Giv killingerne begrænset plads

En skræmt killing, skal ikke have for meget plads at bo på de første par uger. Killingen vil føle sig mest tryg på et begrænset område, hvor den ikke skal forholde sig til for meget, og det er nemmere at komme til den. Undgå derfor stue eller soveværelse, hvor killingen kan gemme sig under sofa eller seng. Badeværelset er et oplagt sted, da der her ikke er mange gemmesteder. Husk at lukke toiletsædet og låger til vaskemaskine/tørretumbler.

Hvis den har et gemmested, hvor du har svært ved at komme til den, kan det udskyde tæmningsprocessen med uger. Desuden kan du ikke observere om den spiser, drikker og bruger kattebakken regelmæssigt. Giv killingen et gemmested hvor du stadig har adgang til den; en kattehule, en stol med et tæppe over, en papkasse eller lign. Gradvist kan du give killingen mere plads, efterhånden som den bliver mere tryg.

Sådan håndterer du killingen

Løft forsigtigt killingen op, hvis det er muligt og vikl den ind i et håndklæde, så den ikke kan slippe væk, mens du nusser og taler til den. Der skal nusses meget med killingen, mange gange om dagen.  Hvis du ikke kan tage killingen op, så se først afsnittet Trin for trin tam med mad.

Efterhånden som killingen begynder at vænne sig til din berøring og stemme, vil du kunne løsne håndklædet mere og mere. Til sidst vil killingen begynde at nyde det, ligesom alle andre killinger.

Brug maden til tæmning

Mad er et vigtigt redskab når man tæmmer killinger. Hvis du er eneste kilde til føde, vil det forbinde dig med noget behageligt og positivt. Undlad derfor at stille foder frem til fri afbenyttelse, men udnyt måltiderne til at socialisere killingerne.

Giv killingerne mindre måltider flere gange om dagen. Brug vådfoder til at starte med, da det oftest er bedst til at kunne lokke killingen frem, sammenlignet med tørfoder. Giv også tørfoder en gang i mellem, så de ikke udelukkende får vådfoder.

Når killingen bliver mere tryg ved dig og kommer frem af sig selv, kan du stille tørfoder frem til fri afbenyttelse, men fortsæt med at bruge vådfoder til at tæmme. Se næste afsnit; Tam med mad og følg trinene alt efter hvor vild killingen er.

Flere råd til tæmning af killinger

  • Adskil de vildeste fra flokken. Det kan hjælpe med at fremskynde socialiseringen, ved at øge følelsen af ​​afhængighed. De tammeste i flokken bliver heller ikke negativt prægede af de vilde søskende. De kan genforenes når de er socialiseret.
  • Læs højt for killingerne, for at hjælpe dem med at vænne sig til din stemme.
  • Lad et tv, en radio eller en lydbog stå tændt, når du ikke er i nærheden, for at hjælpe dem med at vænne sig til menneskers lyde.
  • Tilskynd nye oplevelser ved hvert måltid – men skub ikke en killing så langt ud over dens grænser, at det forårsager traumer. Gå langsomt og stabilt frem.
  • Jo oftere du arbejder med killingerne, jo nemmere bliver det. Så arbejd med killingen mange gange om dagen.
  • Kig ikke en kat i øjnene, da de kan føle sig truede, når man stirrer dem i øjnene. Kig derfor hellere væk når du opsøger dem og sidder med dem, så de ikke føler du er en trussel. Når du kigger katten i øjnene, så sørg for at missemed øjnene – afbryde øjenkontakten med langsomme blink.
  • Du kan smaske lidt – det replikerer lyden af at de dier hos mor, hvilket også vil skabe tillid.
  • Du kan smøre vådfoder eller andet lækkert på dine fingre, når du arbejder med at gøre dem trygge ved dine hænder. Bevæg dem langsomt, så de ikke blive skræmt.