Når en hjemløs kat kommer ind til Inges Kattehjem, ser de fleste kun slutningen på historien.
De ser den søde, sunde kat, der er blevet tryg og klar til at flytte ind hos sin nye familie. Men alt det, der sker inden katten er nået hertil, er det de færreste, der ser. Når en kat er klar til adoption fra Inges Kattehjem, er den som minimum sundhedstjekket, neutraliseret, vaccineret og chippet. Men ofte har de også fået yderligere behandling.
Når hjælpen begynder
Vi indfanger ikke selv kattene. Det er godhjertede, ansvarsbevidste mennesker som dig, der finder dem – syge, efterladte, sultne eller alene – og vælger at hjælpe dem, ved at bringe dem ind til os. Og dér begynder arbejdet.
Hver eneste kat bliver grundigt undersøgt. Mange har brug for behandling, fordi de har levet længe uden den nødvendige pleje. Nogle er underernærede, andre har infektioner eller smertefulde tandsygdomme, som kræver behandling eller operation. Alle katte bliver tilset af en dyrlæge og får den pleje, de har brug for, før de kan blive klar til adoption.
Killinger uden deres mor kræver ekstra pleje
Kommer der killinger ind uden deres mor, kræver det døgnpleje, og det er her, at vores plejefamilier er helt uundværlige. De åbner deres hjem og giver killingerne den omsorg, varme og modermælkserstatning, de har brug for flere gange i døgnet, indtil de er stærke nok til at klare sig selv.
Pleje og omsorg hver eneste dag
Vores dedikerede medarbejdere på kattehjemmene sørger hver eneste dag for foder, rent kattegrus, rengøring, aktivering og omsorg, så kattene får de bedst mulige rammer, mens de venter på deres nye hjem.
Alt dette sker længe før katten overhovedet er klar til at møde sin kommende familie.
Adoptionsgebyret dækker kun en del af udgifterne
Mange bliver overraskede, når de hører, at det ofte koster betydeligt mere at hjælpe en kat, end vi tager i adoptionsgebyr. Gebyret dækker kun en del af udgifterne til behandling, pleje og pasning. Resten finansieres gennem donationer.
Derfor betyder hver eneste donation noget. Hver eneste krone er med til at give en kat behandling, tryghed og en reel chance for et nyt liv.
Det er her, du gør en forskel, for uden donationer kan vi ikke hjælpe dem.
Når du donerer, er du ikke bare med til at støtte et kattehjem – du er med til at redde liv.


