Støt Inges Kattehjem

Sommerhuskatte og vildtlevende katte er to forskellige slags katte. En sommerhuskat er en kat, som er efterladt i et sommerhus- eller kolonihaveområde. Den er ofte tam overfor mennesker og har været vant til mennesker.

Ofte kommer sommerhuskattene fra en af de omkringliggende gårde, hvor bestanden af katte er blevet for stor, fordi gårdejeren ikke neutraliserer. Kattene søger derfor væk og tager ophold blandt feriegæsterne, som hygger sig med dem, til ferien er forbi. Derefter er kattene ladt alene tilbage og har svært ved at skaffe føde og finde læ, mens de føder en masse killinger, som vokser op til et liv som vildtlevende katte.

Hvordan hjælper du sommerhuskattene

Du kan hjælpe sommerhuskattene ved at printe vores folder ”Sommerhuskat” og dele den ud i dit nærmeste sommerhusområde. Desuden kan du aftale med det bureau, der lejer sommerhusene ud, at folderen må ligge til gæsterne, når de ankommer. Opslagstavler er ligeledes gode til at sætte fokus på problemet. Det er vigtigt, at du ikke bare rejser fra katten, når du tager hjem. Sæt sedler op og se, om den har en ejer, og får du ikke svar, skal du kontakte dit nærmeste internat. Katten kan IKKE klare sig selv, når det er vinter, og vil gå en langsom og pinefuld, sultedød i møde i kulden uden mulighed for læ.

Download folderen (Sommerhuskat) på dansk, engelsk, tysk, fransk og hollandsk.