DE FORSVUNDNE KATTE PÅ BORNHOLM
I flere måneder forsvandt kattene, i et boligkvarter i Rønne på Bornholm, sporløst en efter en. Man havde tidligere haft lignede problemer i området, hvor katte forsvandt ud i den blå luft og siden 1995 er mere end 120 katte meldt savnet på Bornholm og mere end halvdelen af disse fra det nordlige af Rønne (og med i denne optælling er ikke alle de katte der forsvinder uden at blive efterlyst).
HVOR BLIVER DE AF?
Der har i mange år været stor mystik omkring hvor alle disse katte blev af? – Var der en kattehader på spil? Forlod kattene frivilligt området? Eller var det måske Krølle Bølle der var på spil? Søger man på nettet kommer der mange artikler op om emnet og i 2017 lavede “Third Ear” for Politiken, en podcast serie der omhandlede emnet. Denne podcast hedder “Forsvundne katte”.
DE FORSVINDER IGEN
I starten af 2019 begyndte der igen at forsvinde katte og kattejere i Rønne kunne igen frygte at deres kat ville forsvinde. Men i Marts 2019 opklarede Bornholms politi endelig mysteriet. En mand var meget irriteret over at kattene kom og besørgede i hans have og han havde derfor anskaffet sig en kattefælde. Når katten gik i fælden tog han dem i en transportkasse og kørte dem ud i en nærliggende skov, hvor de blev sluppet løs. Ingen katte har lidt overlast i forbindelse med flytningen. Da kattene er blevet sluppet løs i naturen er det eneste ejerne kan gøre, at tage ud i det område hvor de er sluppet løs og håbe på at kunne finde deres pelsede ven igen. Manden vil få en straf for sin gerning, men samtidig gør Politiet opmærksom på at man, ifølge lovgivningen, er forpligtet til at holde sine kæledyr på egen matrikel.