Bamseline og hendes killinger

…er et godt eksempel på, hvorfor Inges Katteambulance er så vigtig.

For nylig besøgte vi et sødt ældre ægtepar på Lolland, som havde fået flere og flere katte gennem årene. Det, der begyndte med få katte, var langsomt vokset dem over hovedet, og de havde nu brug for hjælp.

Da vi blev inviteret indenfor, fandt vi Bamseline liggende tæt sammen med sine to små killinger. Familien lå trygt og sov, men da vi kiggede nærmere på killingerne, kunne vi hurtigt se, at den ene havde alvorlige problemer med det ene øje.

Efter en god snak med ægteparret blev vi enige om, at kattene havde brug for hjælp. Derfor tog vi Bamseline og hendes killinger med tilbage til Inges Kattehjem i Næstved, hvor vores dyrlæge straks tilså dem.

Den ene killing havde en kraftig øjenbetændelse og er nu i intensiv behandling. Vi håber, at det lykkes at redde øjet.

Men historien stopper ikke her

 

Hos ægteparret er der stadig mange katte tilbage. Faktisk vurderer vi, at der lever mellem 30 og 40 katte på adressen, og flere killinger er allerede kommet til verden.

Derfor kommer Inges Katteambulanc snart forbi. Næste skridt er at hjælpe med neutralisering af de voksne katte, så bestanden ikke fortsætter med at vokse, og endnu flere killinger fødes til en usikker fremtid.

Det er netop den slags indsatser, Katteambulancen gør mulig. Vi hjælper ikke kun de katte, der har akut brug for hjælp her og nu. Vi hjælper også med at forebygge, at problemerne vokser sig endnu større.

For Bamseline og hendes killinger kom hjælpen i tide.

Med din støtte til Inges Katteambulance kan vi hjælpe den næste kattefamilie, der har brug for os.