Kære Katteven
Lige nu er der stille ude i vores 3 afdelinger, men det er bare stilhed før stormen. Vi går nu ind i højsæsonen for hunkatte i løbetid, da deres fertilitet påvirkes af årstiden. Når dagene bliver længere og lysere, vil lysstimulussen stimulere hunkatten til at gå i løbetid. Katte går ikke i løbetid i de mørke måneder fra oktober til januar. Så om lidt vil vi se en masse hunkatte der bliver drægtige og derefter begynder der at blive født killinger rundt omkring. Medmindre der altså aktivt gøres en aktiv indsats derude, for at minimere det, ved hjælp af neutraliseringer. Vi kan kun håbe. Kærlig hilsen
Inges Kattehjem
Flot donation
Trioens Potehjælp har doneret en masse skønne senge til vores katte. Tænk, de er håndsyet af frivillige der ønsker at hjælpe de hjemløse katte hos os. Det kan man da kalde ægte kærlighed og omsorg for dyrene.
Tusind tak ❤️
Demonstration
Den 28. januar 2022 trådte en ny EU-forordning om behandlingen af dyr i kraft. Den nye forordning har stor betydning for dyrlægernes arbejde og den har skabt stor debat og har været grundlag for meget kritik, også af vores dyrlæger. Der har været lavet en underskriftindsamling som på få dage fik over 50.000 underskrifter og så blev der hurtigt arrangeret en demonstration foran Christiansborg tirsdag d 8 februar og den valgte vi selvfølgelig at deltage i.
Den nye EU-forordning for dyr kommer til at påvirke behandlingen af dyr i Danmark – både produktions- og kæledyr. Forordningen kommer til at påvirke reglerne for medicinering af dyr, og den er kommet på baggrund af et ønske om at nedsætte mængden af antibiotikaforbruget. Dette for at nedsætte risikoen for resistensudvikling og for at ensrette brugen af veterinærmedicin i EU-landene . Dyrlægerne bliver derved begrænset i deres muligheder i at give medicinsk behandling af dyr, herunder katte som jo er vores daglige arbejde. Indtil nu har dyrlægen kunne tilpasse behandlingen til netop dit dyr ud fra dyrlægens faglige vurdering, men efter den nye EU-forordning skal dyrelægen behandle nøjagtigt efter producentens angivelser og kan ikke tilpasse behandlingens længde eller dosis til det enkelte sygdomstilfælde. Dette til trods for at produktresumeer kan være mere end 10 år gamle og at nyere forskning, indikerer at anden dosis eller anden behandlingslængde, er mere optimal for dyret. Som eksempel, må vi efter den nye forordning kun smertebehandle en hunkat 4 dage efter vi har neutraliseret hende også selvom det har været en større operation, hvor vi har været nødsaget til at fjerne hele livmoderen. Før d 28 januar ville vi have smertebehandlet i længere tid, alt efter behov. Vi ville altså som dyrlæger selv have haft muligheden for at vurdere længden, ud fra kattens behov.
Det andet store problem med den nye forordning er også at meget af den medicin vi bruger til vores katte, er udviklet til mennesker. Tidligere måtte disse produkter anvendes, hvis der ikke i forvejen fandtes et tilsvarende produkt godkendt til dyr i Danmark. Nu skal dyrlægen først undersøge om der er et tilsvarende produkt der allerede er godkendt til dyr, i et af de andre 26 medlemslande i EU. Er dette tilfældet, skal dyrlægen først søge om udleveringstilladelse hos Lægemiddelstyrelsen og dernæst bestille medicinen hjem. Dette tager tid og i mellemtiden kan vi ikke behandle katten.
Flere politikere, blandet andet Anders Kronborg (S) og Morten Messerschmidt (DF) holdt taler ved demonstrationen og bakkede op om vores bekymringer.
Vores Fødevareminister Rasmus Prehn (S), har efter protesterne lovet, at han nu vil gå til EU sundhedskommissæren med denne problemstilling. Vi håber at der snart sker en ændring.
Vi søger en Dyrepasser
Brænder du for dyreværn og katte?
Til vores afdeling i Glostrup søger vi en Dyrepasser til daglig pasning af katte i pension- og formidlings afdeling. Det vil sige rengøring, fodring og medicinering. Ekspedition og rådgivning af kunder i forbindelse med formidling af katte til nye hjem herunder fodersalg m.m.
Du skal altså være noget af en blæksprutte og kunne arbejde selvstændigt.
Daglig arbejdstid i mellem kl. 8 – 18, fast ugentlig vagtplan, og så skal du være parat til at arbejde hver 3. weekend fra 8-14.
Lige til sidst, du skal kunne lide katte og ikke være bange for at håndtere dem.
Du kan læse mere om stillingen lige her:
[stillingen er besat].
Vi glæder os til at høre fra dig