Kattene var også en del af dyrevelfærdsaftalen – men de var ikke med, da borgerpanelet mødtes
Når man hører om det nye borgerpanel om dyrevelfærd, kunne man måske tro, at det handlede om dyrevelfærd for alle dyr. Men da panelets anbefalinger nu er blevet præsenteret for politikerne, handlede det udelukkende om grise. Det er værd at bemærke, for kattene var faktisk en helt konkret del af den politiske dyrevelfærdsaftale, som satte borgerpanelet i gang.
I 2024 indgik et bredt flertal i Folketinget aftalen ”Sammen om Dyrene”, som skulle sætte retningen for dansk dyrevelfærd i perioden 2024-2027. Aftalen indeholder en lang række initiativer på tværs af forskellige dyrearter – og ja, kattene er med.
Der er faktisk et helt særskilt initiativ i aftalen, der hedder ”Styrket indsats for katte”. Her anerkender politikerne blandt andet det store arbejde, som frivillige organisationer udfører for katte i nød, for kattevelfærden generelt og for katteejere. Derfor blev der afsat 2 millioner kroner i både 2025 og 2026 samt 700.000 kroner i 2027 til en styrket indsats for katte.
Det er positivt. Men der er en ting, som undrer os; Hvor blev kattene af?
Som en del af aftalen besluttede politikerne også at styrke den demokratiske inddragelse i dyrevelfærdsspørgsmål gennem et borgerpanel. Tanken var, at almindelige danskere skulle være med til at diskutere fremtidens dyrevelfærd og komme med anbefalinger til politikerne. Panelet bestod af 36 borgere, som blev udvalgt, så det så vidt muligt afspejlede den danske befolkning, og panelet mødtes fem gange i første halvdel af 2026.
Men borgerpanelets arbejde blev afgrænset til forholdene for danske grise. Fødevarestyrelsen beskriver selv panelets opgave som at komme med anbefalinger til politikerne med særligt fokus på danske grise, og panelets centrale spørgsmål handlede om fremtiden for dansk griseproduktion.
Det betyder, at selvom den overordnede dyrevelfærdsaftale også indeholder en konkret indsats for kattene, blev kattene ikke en del af borgerpanelets arbejde. Det er anbefalingerne om grise, som nu er blevet overdraget til ministeren og folketingspolitikerne.
Vi siger ikke, at grisene ikke skal diskuteres. Det skal de selvfølgelig. Alle dyr fortjener ordentlig velfærd. Men når man kalder det et borgerpanel om dyrevelfærd, synes vi også, det er naturligt at spørge: Hvor er kattene?
Hvor er de mange katte, der hvert år bliver efterladt? Hvor er de herreløse katte? Hvor er de katte, der går rundt med ubehandlede sygdomme og skader? Hvor er de mange killinger, der bliver født uden et hjem? Hvor er debatten om mærkning og registrering? Og hvor er diskussionen om, hvordan vi forebygger, at katte overhovedet ender på internater?
Det er problemer, som vi på Inges Kattehjem møder hver eneste dag.
Katte fylder måske ikke altid lige så meget i den politiske debat som grise, køer og andre produktionsdyr. Men det betyder ikke, at problemerne er små. På landets internater møder vi hvert år et stort antal katte, som har brug for hjælp. Nogle er kommet til skade. Nogle er syge. Nogle er blevet efterladt. Andre er født ind i hjemløse kattebestande, hvor der ikke er nogen, der tager ansvar for dem. Og mange af problemerne kunne være forebygget.
Det er netop derfor, vi mener, at kattevelfærd skal være en politisk prioritet, ikke kun gennem midlertidige puljer, men gennem en langsigtet indsats.
Vi er glade for, at politikerne med “Sammen om Dyrene” faktisk har anerkendt behovet for en styrket indsats for katte. Kattevelfærdspuljen har blandt andet gjort det muligt for organisationer at hjælpe syge, tilskadekomne, misrøgtede, herreløse og vildtlevende katte. Men vi mener, at vi skal længere.
Hvis vi vil gøre en reel forskel for kattene, skal vi ikke kun hjælpe dem, når problemerne allerede er opstået. Vi skal også se på årsagerne og forebygge.
Vi har brug for en langsigtet national indsats for kattevelfærd med fokus på blandt andet mærkning og registrering af katte, ansvarligt kattehold, neutralisering og forebyggelse af uønskede kuld, herreløse og vildtlevende katte, støtte til internater og dyreværnsorganisationer samt bedre kontrol og ansvar for katteejere.
De nye europæiske regler for hunde og katte viser samtidig, at der sker noget på området internationalt. Derfor er det oplagt, at Danmark også tager næste skridt.
Borgerpanelets arbejde er nu afsluttet, og anbefalingerne skal indgå i det videre politiske arbejde. Det betyder, at arbejdet med dyrevelfærd langt fra er slut. Og det håber vi heller ikke, at det er for kattene.
For kattene er allerede en del af den danske dyrevelfærdspolitik. Nu mangler vi bare, at de også får en plads ved bordet.
Hos Inges Kattehjem fortsætter vi derfor arbejdet for, at kattene bliver taget alvorligt i den politiske debat.
For kattevelfærd er også dyrevelfærd.
Hvad fik kattene ud af Sammen om Dyrene?
• Katte blev et selvstændigt punkt i den nationale dyrevelfærdsaftale med initiativet ”Styrket indsats for katte”.
• Der blev afsat 4,7 mio. kr. i alt i 2025-2027 til kattevelfærd.
• Midlerne skal bl.a. hjælpe syge, tilskadekomne, misrøgtede, herreløse og vildtlevende katte.
• Pengene kan blandt andet gå til transport, behandling og internatophold.
• 14 organisationer modtog støtte i 2025
• Aftalen anerkender samtidig, at frivillige organisationer spiller en vigtig rolle i indsatsen for kattene.
• Men aftalen løser ikke de grundlæggende problemer med kattehold i Danmark. Der blev eksempelvis ikke indført obligatorisk mærkning og registrering af katte som en del af aftalen.
Kort sagt: Kattene fik en konkret pulje og politisk anerkendelse, men ikke den gennemgribende løsning på de problemer, som hvert år sender tusindvis af katte ud i hjemløshed og ind på internaterne rundt om i landet.