Min kat er væk – hvad kan jeg gøre?
Tankerne suser rundt – er katten kommet til skade, blevet skræmt – eller hvad er der sket?
Det værste er uvisheden og man håber blot, at få vished!
Dette kan du selv gøre:
Kontakt de nærmeste dyreinternater og dyrehospitaler
Hæng sedler op eller smid en seddel ind hos naboer – helst med foto, da det kan være svært at kende forskel på katten for andre. Beskriv katten så godt du kan, er katten tam, sky – kan fremmede f.eks. lokke den til sig med bestemte godbidder.
Du kan her downloade en skabelon med forslag til hvordan sedlen kan se ud.
Facebook – her er der også forskellige efterlysningssider – generelle og lokale grupper
Andre organisationer såsom Kattens Værn, Dyrenes beskyttelse har også deciderede efterlysnings-sider, som oftest er det dog de lokale tiltag, som giver pote og bringer din kat sikkert hjem igen.
Hvor længe og hvor langt – giv ikke op!
Der kan gå dage, uger, måneder og sågar år – og lige pludselig kan din kat dukke op et helt andet sted.
Er katten ikke stedkendt, dvs. har du lige fået den (for et par uger siden og/eller dage), så kan du ikke regne med, at katten finder hjem af sig selv. Er katten yderligere blevet skræmt, og det gælder uanset hvor længe du har haft katten, ja, så stikker de af! – de vil bare væk fra det farlige og finder bagefter ud af, at de ikke kan kende området.
Så husk at gå mange mange runder i dit lokal område, kald på katten, hav det mad med som du plejer at lokke katten med. Det kan være en pose godbidder du ryster, en dåse kattemad du slår med en gaffel på eller hvad det måtte være.
Og ja, du kommer til at føle dig som en klovn, når du vandrer rundt med diverse remedier! – men bare rolig, så er vi mange klovne som er ansvarsbevidste og omsorgsfulde kæledyrsejere.
En mærket kat er nemmere at finde
HUSK det er altid nemmere at finde en kat som er mærket – enten øre- eller chipmærket. Skulle din kat blive indleveret til et internat eller dyrlæge, så kan de hurtigt slå mærkningen op og finde frem til dig som ejer.