Vikinger og katte – en gammel alliance
Når vi tænker på vikingetiden, er det ofte billeder af langskibe, sværd og dramatiske togter, der dukker op. Men midt i fortællingen om krigere og opdagelsesrejsende fandtes også et dyr, som spillede en mere stille – men vigtig – rolle i hverdagen.
Nutidens kat
I dag forbinder vi katten med sofaer, vindueskarme og lune tæpper. Men i vikingetiden var katten først og fremmest en arbejdsfælle. Et dyr, der levede tæt sammen med mennesker og gjorde en forskel i dagligdagen.
Katten på gården
Arkæologiske fund fra vikingetiden viser, at katte fandtes på mange gårde i Skandinavien. Der er fundet katteknogler ved bopladser, og flere steder tyder sporene på, at kattene har levet tæt sammen med mennesker.
Det giver god mening.
På en gård, hvor korn, tørret fisk og andre fødevarer skulle gemmes gennem lange vintre, kunne mus og rotter hurtigt blive et problem. Her var katten en effektiv hjælper.
Den holdt gnaverne nede og beskyttede de værdifulde forråd. Man kan derfor forestille sig katten bevæge sig rundt mellem stalde, lader og langhuse – altid på jagt, altid på arbejde. Samtidig har katten formentlig også været mere end bare en jæger. Dyr, der lever tæt på mennesker, får hurtigt en plads i hverdagen. Det gjaldt sandsynligvis også i vikingetiden.
Frejas katte
I den nordiske mytologi dukker katten også op.
Kærligheds- og frugtbarhedsgudinden Freja siges nemlig at have haft en vogn, der blev trukket af to store katte. Når hun rejste gennem verden, var det kattene, der trak vognen frem.
Hvilken slags katte der var tale om, ved ingen. Nogle forestiller sig store skovkatte, andre noget mere mytisk. Men historien siger noget om kattens status. Den blev ikke kun set som et nyttedyr. Den havde også en plads i fortællingerne.
Og måske har vikingerne set noget særligt i katten – dens uafhængighed, dens styrke og dens evne til at klare sig selv.
Katte på langfart
Vikingernes skibe var små, tætpakkede og fyldt med udstyr, mad og varer. Og hvor der er mad, er der næsten altid også gnavere.
Derfor giver det god mening, at katte også fandt vej om bord på skibene. En kat på et skib kunne holde bestanden af rotter og mus nede – noget der var afgørende, når provianten skulle holde i ugevis. Når vikingerne sejlede mod England, Frankrig eller længere mod øst, rejste kattene altså med. På den måde var de med til at sprede huskatten til nye områder, ja selv helt til Grønland. Katten var måske ikke søfarer af natur. Men den blev det alligevel.
Katten der var alt for tung
En anden nordisk myte handler om guden Thor og en meget mærkelig kat.
Thor besøger engang jætten Udgårdsloke, som udfordrer ham til en række prøver. En af dem virker næsten fornærmende simpel: Thor skal bare løfte en kat fra gulvet. Men uanset hvor stærk Thor er, lykkes det ham ikke rigtigt. Han kan kun få kattens pote en smule op fra jorden. Senere viser det sig, at katten slet ikke var en almindelig kat. Det var i virkeligheden Midgårdsormen – verdensslangen – forklædt som kat.
Historien er selvfølgelig en myte. Men den viser også noget interessant: selv i gudernes verden havde katten et strejf af noget uforudsigeligt og mystisk.
Katten gennem tiden
Fra vikingetiden og frem til i dag har katten fulgt mennesker gennem historien. Først som jæger og nyttedyr. Senere også som selskab og familiemedlem. Måske er det netop den kombination, der gør katten så særlig. Den er både selvstændig og nærværende. Både jæger og sofakammerat.
Og selv om der er gået mere end tusind år siden vikingernes tid, er der noget ved katten, der stadig føles næsten uforandret. Den bevæger sig stadig lydløst gennem haven. Den holder stadig øje med verden fra vindueskarmen.
Og indimellem virker det næsten, som om den stadig ved noget om gamle historier, som vi andre for længst har glemt.
