Therese Glahn: “Vi skal adoptere – ikke avle”

Af Heidi Brygger

Therese Glahn er skuespiller, danser og underviser med mere end 30 års erfaring som scenekunstner. Hun startede sin karriere som international danser og har siden arbejdet på tværs af teater, film og tv, blandt andet i Festen, Klassefesten og serien Nikolaj og Julie. For Therese handler scenekunst ikke kun om roller, men om at være menneske og fortælle historier med både krop og nærvær. Hun er samtidig stærkt samfundsorienteret og har et stort engagement i, at både mennesker og dyr skal behandles ordentligt. I dag deler hun sit hjem med sin datter og katten Nemo, som de adopterede fra Inges Kattehjem for 11 år siden.

Vi har besøgt Therese Glahn for at få hendes besyv på adoption og dyrevelfærd, og derfor er jeg inviteret hjem til hende. Men det er ikke Therese, der tager imod først. På vej op ad trappen til hendes lejlighed møder jeg Nemo. Han kommer én i møde med ro og nysgerrighed, som om han allerede ved, hvem man er, og hvorfor man er der. Han følger med op, næsten som en lille vært, der lige skal sikre sig, at gæsten finder det rigtige sted.

For Therese er kærligheden til dyr ikke bare noget, man taler om. Det er noget, man lever efter. Noget, man tager ansvar for. Og noget, man ikke kan vælge til og fra, når det passer ind i ens liv.

En kærlighed, der starter tidligt

Kærligheden til katte begyndte tidligt i Thereses liv. Som barn havde hun en kat, der blev hele 22 år gammel. En trofast følgesvend gennem mange år, som satte et tydeligt aftryk. Men barndommen bød også på en vigtig erkendelse. Da familien flyttede fra Hellerup til en lejlighed på Nørrebro, stod det hurtigt klart, at katten ikke trivedes uden mulighed for at komme ud. Derfor traf hendes mor det valg, der var bedst for katten. Ninus kom ud til hendes onkel på en gård på Fyn, hvor han kunne få det liv, der passede bedre til hans behov. Det blev en tidlig erfaring med, at kærlighed til dyr også handler om at tage ansvar, også når det er svært.

Når et dyr ikke bare er et dyr

Senere i voksenlivet oplevede hun igen at miste en kat. Det gjorde voldsomt ondt, og hun græd hver dag i flere måneder. For hende var det aldrig bare et dyr, men en særlig relation og en del af familien.

Hun oplevede også, hvordan omgivelserne ikke altid forstod det. En veninde kunne ikke forstå sorgen, før hun selv fik en kat.

“Så ændrede det hele sig.”

For Therese er dyr levende væsener med behov, følelser og personlighed. De er ikke noget, vi bare kan eje uden samtidig at tage et fuldt ansvar. Hun har på sine rejser, især i Grækenland, set mange hjemløse katte, der lever på gaden og i containere uden omsorg fra mennesker. Det har gjort stort indtryk.

“Der bliver først rigtig fred i verden, den dag vi lærer at behandle dyr med respekt,” siger hun.

En relation, der går tilbage

Da hun mange år senere stod hos Inges Kattehjem med sin datter, var det ikke et tilfældigt valg. Hun havde faktisk været der før uden at vide det. Som ung søgte hun ind på en stor danseskole i London og havde brug for hjælp til at printe sine ansøgninger. Gennem sin far kom hun i kontakt med et par i Glostrup, som hjalp hende. De boede i et hus fyldt med katte.

Først mange år senere gik det op for hende, at det faktisk var starten på det, der i dag er Inges Kattehjem, og at hun allerede dengang havde mødt Inge selv.

Nemo vælger selv

Planen var egentlig, at den nye kat ikke skulle ligne den, de havde mistet. Men sådan gik det ikke. Da hendes datter fik en lille sort killing i armene, var hun ikke i tvivl.

“Mor, det skal være ham her.”

De prøvede at kigge videre, men da de vendte tilbage, stak killingen poterne ud gennem tremmerne og kaldte. Så var beslutningen taget.

Killingen fik navnet Nemo. Han var blevet fundet i et lyskryds, muligvis smidt ud af en bil. En hård start på livet, som gør det endnu mere meningsfuldt for Therese at kunne give ham et trygt hjem. I dag er han en elsket del af familien, både af Therese, hendes datter og alle omkring dem. 

At lære undervejs

Livet med Nemo har ikke kun været nemt. Therese lægger ikke skjul på, at hun ikke vidste alt fra starten. Meget måtte hun lære undervejs. Hun har måttet finde ud af, hvordan han fungerer, hvad han har brug for, og hvordan hun bedst tager hensyn til hans personlighed.

Nemo vil for eksempel kun drikke vand fra en vandkande, som står i stuen. Så løsningen blev en skål i vandkanden.

Han har også været igennem perioder med sygdom og ændret adfærd. På et tidspunkt blev han syg efter at have spist af en plante på en naboterrasse. Efterfølgende blev han mere ængstelig og urolig. Senere begyndte han at blive urenlig. Therese prøvede alt. Flere bakker, ændret foder, nyt grus og besøg hos dyrlægen. Til sidst blev løsningen medicin.

Det var ikke en nem beslutning.

“Jeg havde det svært med at give ham medicin, fordi han jo ellers er sund og rask. Men det gjorde ondt at se hans uro.”

I dag har medicinen hjulpet, og Nemo er igen tryg og bruger sine bakker.

Når det ikke går som planlagt

Therese overvejede på et tidspunkt, om Nemo skulle have en katteven. Men mødet med en anden kat viste hurtigt, at det ikke var den rigtige løsning. Den anden kat var meget dominerende og tog både hans plads og hans tryghed. Nemo trak sig og blev utryg.

Derfor er Nemo i dag enekat.

Et klart standpunkt

Når Therese taler om dyr, bliver det tydeligt, at hendes engagement rækker langt ud over hendes egen kat.

“Så længe der sidder dyr uden hjem, skal vi ikke avle. Vi skal adoptere.”

Hun forstår godt ønsket om killinger, men hun valgte ikke at handle på det. Hun peger også på tiden efter corona, hvor mange dyr blev afleveret eller dumpet igen. For hende viser det, at mange stadig ikke ser dyr som levende væsener på linje med os.

Det hele hænger sammen

Dyrevelfærd handler ikke kun om katte. Det handler om alle dyr. Hun taler om landbrug, forbrug og ansvar. Hun er ikke vegetar, men hun spiser mindre kød og vælger økologisk. Hun tænker over, hvor hendes mad kommer fra.

For hende hænger det hele sammen. Hvordan vi behandler dyr. Hvordan vi lever. Hvordan vi behandler hinanden.

Et samfund, der har glemt noget

Hun er bekymret for den måde, vores samfund udvikler sig på. Et samfund, hvor effektivitet og profit fylder mere og mere. Hun mener, det påvirker vores evne til at tage ansvar. Også for dyr.

Hun oplever også en stigende intolerance over for katte i nabolag. Små ting bliver til store konflikter. For hende er det svært at forstå. Hun bliver glad, når hun ser en kat, der løber frit rundt. Hun ville ønske, Nemo kunne det samme uden bekymringer, men hun er også blevet mere forsigtig. Ikke på grund af katten, men på grund af mennesker.

Et valg med betydning

For Therese er det enkelt. Hvis man ønsker et dyr, skal man tage ansvar. For hele livet.

Der sidder dyr derude, som mangler et hjem. Dyr, der allerede findes. Dyr, der venter.

Derfor er hendes budskab klart. Man skal adoptere.

Vi skal gøre os umage

Ingen er perfekte. Det handler ikke om at gøre alting rigtigt. Det handler om at gøre sig umage. Om at tænke sig om. Om at vælge med både hjerte og ansvar.

Og nogle gange starter det hele med en lille kat, der stikker poterne ud gennem tremmerne og minder os om, at vi faktisk har et valg.