Af Kaja Wagner
I Lviv i det nordlige Ukraine bor den tidligere model Tatiana Zaidena-Matviiv. Hun er en travl kvinde med et stort hjerte. Som direktør i et modelbureau, mor til to teenagere og indehaver af Rafinad Cattery med 18 Maine Coon katte, som alle bor i hendes eget hjem, har hun alligevel igennem flere år fundet tid til at hjælpe nødstedte katte fra en af krigszonerne.
Taitanas fascination af Maine Coon kattene startede med at en ven sendte hende et billede af en hvid blåøjet Main Coon. Hun var øjeblikkeligt draget og begyndte at drømme intenst om selv at få en Maine Coon og gik straks i gang med at søge efter sin fremtidige kat. Der skulle dog gå to år med mange og lange overvejelser, før hun endelig udlevede drømmen og købte sin første Maine Coon. Mest af alt var det den økonomiske del, som holdt hende tilbage.
“Jeg skulle lige igennem den der ‘oh my God, de er jo SÅ dyre, det er da helt vanvittigt’-fase, før jeg var klar til at sige: Hul i dét. Jeg fortjener at eje sådan en trofæ-kat. Og så købte jeg min første Maine Coon, Antares.” Fortæller Tatiana og siger videre: “Og da jeg endelig tillod mig selv at spendere de mange penge på at udleve denne vanvittige drøm, så sendte vor Herre mig faktisk en bonus. For Antares’ avler har siden introduceret mig til en veninde til hendes datter, som nu er model hos mig og hun er nu en verdensberømt topmodel, hvilket er min største karrieremæssige bedrift til dato.”
Tatiana kalder Antares for sin ‘magiske fortælling’ og hun har et håb om, at den slags held er arveligt. Det kunne synes sådan. I hvert fald har hun mange eksempler på, hvordan menneskers liv er forandret på en uforudset vidunderlig måde, efter at de har aftaget en af hendes Maine Coon katte.
344 bløde poter
Siden Tatianas karriere som katteavler startede i 2015, har præcis 86 katte trådt deres i alt 344 bløde poter i hendes hjem og i hendes hjerte. Det tal er der helt styr på. Ni af disse katte er udvalgt med stor omhu og købt hos andre avlere, resten har hun selv avlet, elsket og nurset hver og én, indtil hun har sendt dem videre ud i verden til nye gode hjem.
“Jeg havde absolut ingen idé om, hvad det ville kræve af mig at være avler, da jeg gik i gang. Jeg var bare fascineret af denne majestætiske race, hvor størrelse, skønhed og intelligens er kombineret så perfekt. I starten var jeg fuldkommen overbevist om, at alle familier i verden burde have deres egen Maine Coon. Jeg tænkte: Hvorfor ikke? De er da det bedste kæledyr, man kan have. De opfører sig lidt ligesom hunde, men man er fri for at skulle ud og gå tur med dem i regnvejr. De er meget snakkesalige, men er også kloge nok til ikke at forstyrre dig uden årsag. Det er som om at de instinktivt ved lige nøjagtigt, hvad din sjæl har brug for på ethvert givent tidspunkt. De er magiske!”
Den perfekte kat
Tatiana brugte i starten af sin avler karriere meget krudt på at undre sig over, hvordan så mange mennesker dog kunne modstå at bringe en Maine Coon ind i deres liv. I de første år satte hun sig ligeledes entusiastisk ind i alt, hvad hun kunne, for at avle den perfekte kat.
“Det er hårdt arbejde. Du læser tonsvis af materiale, tager kurser og overværer foredrag. Du studerer genetik, veterinær, psykologi og ledelse. Du gør dit bedste for at opdrætte en kat i din egen vision om perfektion og visualisere, hvad det er, du vil se i det øjeblik en killing bliver født… Du er besat af alle de punkter, som folk går op i – ører, kvaster, hage, profil, størrelse, farve, dette dyrebare hår på poterne, pelsen… Men efter alle dine gæt ved jo kun Gud, hvad der i enden kommer ud af det alt sammen. Så dit fornemmeste ansvar er egentlig bare at opdrage killingerne i et sundt og kærligt miljø og ønske for dem, at livet efter opvæksten må blive lige så trygt og fyldt med kærlighed og omsorg, som det har været hos dig.”
Den fluffy hverdag som kattemor
Til spørgsmålet om, hvordan Tatianas hverdag ser ud er svaret: “Ha-ha! Et dunk af en våd næse ind i min kind eller et krads på et ben, der stikker udenfor dynen, så er jeg oppe. Jeg kysser alle katte på min vej hen for at skylle og fylde vandskåle, give mad og rense kattetoiletter… Bagefter kan jeg få min velfortjente morgenkaffe. På det tidspunkt skriger min mail efter svar fra både modeller, agenter og kattefolk, mine børn gør sig klar til skole eller er bare lige oppe og har også brug for min opmærksomhed. Så jeg prøver at stå tidligt op. At være et “uglemenneske” gør det svært, men jeg nyder, når morgenkaffen foregår i stilhed.” Og Tatiana fortsætter:
“Herefter står den på rengøring. At have tyve katte i huset betyder rengøring mindst to gange om dagen. Og så arbejder jeg. En masse. I det meste af 2022 tog jeg også hver eneste dag hen til lejligheden med de katte, som blev reddet fra en krigszone. Det lettede enormt, da jeg havde fået dem hjem til os selv og de var faldet til mellem vores andre katte.
Mine aftener er fulde af kram. Mine halede børn har brug for at lege, søge opmærksomhed og omsorg. Der bliver børstet lidt, tjekket ører, snakket – ja, jeg taler selvfølgelig med kattene. Jeg spørger dem endda om råd. Så poster jeg lidt historier på Instagram. Det er alt sammen en del af hverdagen. Ret fluffy.”
Dårlig stemning forbudt
Ifølge Tatiana holder kattene hende forbundet med både det virkelige liv og hendes følelsesmæssige tilstand. “De afspejler bare alt. Mine øjne funkler, når jeg ser på dem – så meget ynde, skønhed, kraft, visdom og ømhed i én skabning! De er som mine børn for mig – jeg er ansvarlig for alle aspekter af deres liv. Jeg forsøger at sikre, at intet skræmmer dem, så jeg tillader ikke, at dårlig stemning cirkulerer i mit hjem. Jeg sørger for, at de er trygge og glade. Og det bedste er, at alt hvad jeg giver kattene, giver de tilbage til mig. Jeg ved ikke, hvordan det virker, men f.eks. hvis jeg har en dårlig drøm, så vækker de mig fra den – hvordan skulle de vide det? De bringer så meget kærlighed. De elsker dig bare. Som alle kæledyr sandsynligvis elsker deres ejere.”
Der er også bekymringer og sorger, som følger med at være katteavler. For Tatiana er det sværeste at håndtere, når en af hendes katte dør. “Jeg har lært at acceptere døden, men jeg bliver aldrig klar til den. Når en gammel kat rejser over regnbuen, går der altid et stykke af mit hjerte.”
Og så er der krigen. Lviv ligger så tæt på den polske grænse, at livet, trods alt, føles mere sikkert her, end så mange andre steder i landet. Dog er byen på anden vis meget påvirket af krigen, idet mange sydfra har søgt hertil efter et mere trygt sted at bo.
“Byen er ikke den samme længere.” Konstaterer Tatiana. “Mennesker, som er traumatiserede af krig, er overalt rundt omkring, og vi skal selvfølgelig være opmærksomme og forstående over for, hvad de har været igennem. Men det er som om traume og fortvivlelse er i luften hele tiden. Og du prøver bare på at overdøve det.”
”Værdsæt fred og frihed i jeres land, kære danske kattefolk. Og glæd jer over hver eneste kats spinden, når de trækker jer ind i deres cirkel af kærlighed og nærer hele det indre og ydre rum med jer. Når du skal vælge mellem godt og ondt, så vælg altid kærlighed.”
Avl sat på pause
Krigen har tvunget Tatiana til at sætte katteavlen på pause. Hun var i starten af krigen nødt til at få kastreret og omplaceret nogle af kattene, da den lagde et tungt låg på salget af racekatte. “Måske ville det være den klogeste beslutning at lukke katteriet helt ned, men du ved, vi opdrættere er lidt skøre mennesker… Så jeg har bare sat avlen på pause og har nu skåret ned til det antal katte, som er følelsesmæssigt tåleligt for mig.”
For øjeblikket er det følelsesmæssigt tålelige to avlshanner, otte avlsdamer samt otte kastrater, som alle skal blive hos Tatiana for evigt. Derudover har hun også to flygtninge-katte boende, som hun har reddet fra en krigszone. Udover at tage sig af sine egne katte, så tog Tatiana nemlig for et par år siden også fem katte fra en af krigszonerne under sin vinge. Hun installerede dem i en lejlighed, som hun havde lånt ude i byen, hvor hun hver dag tog over til dem og tog sig af dem, mens hun forsøgte at finde nogen, der kunne og ville tage dem til sig. Det lykkedes hende kun at finde hjem til én. ”Det er jo nærmest en umulig opgave”, fortæller hun og fortsætter: ”Alt for mange dyr er blevet evakueret her. Folk tøver med at tage dyr til sig, og de, der er klar til at gøre det, har allerede så mange dyr i forvejen, som de overhovedet kan klare.”
Så de sidste fire katte flyttede altså til sidst ind hos Tatiana, hendes to teenagebørn og deres atten Maine Coon katte. To af kattene har Tatiana desværre måtte sende over regnbuen sidste år. Den ene, som hun da også meget passende havde kaldt Granpa, døde af alderdom, mens den anden, en smuk sort, fluffy pige med hvidt bryst, desværre blev syg og måtte aflives. De sidste to flygtninge-katte er i super topform og er nu sikret et forevigt hjem på lige fod med deres 18 majestætelige artsfæller.
Som man siger her i Danmark: Hvor der er hjerterum er der husrum. Og det må der i den grad siges at være hjemme hos Tatiana.
Tatiana har slutteligt en besked til det danske kattefolk, som lyder: ”Værdsæt fred og frihed i jeres land, kære danske kattefolk. Og glæd jer over hver eneste kats spinden, når de trækker jer ind i deres cirkel af kærlighed og nærer hele det indre og ydre rum med jer. Når du skal vælge mellem godt og ondt, så vælg altid kærlighed.” Sidstnævnte sætning er ikke hendes egen, men en, hun har taget til sig fra en film. Hun finder den dog så god, at hun mener at den til hver en tid tåler gentagelse, ligesom hun også har skrevet den ned til sine børn.