Den forhistoriske kat
Katten er et dyr, vi alle kender, og som de fleste heldigvis holder meget af. Men har den altid lignet sig selv? Nej, faktisk langt fra. Når vores katteven ligger i sofaen og strækker sig velbehageligt, rummer hans afslappede krop en mange millioner år gammel historie. Og vi ville slet ikke kunne genkende ham, hvis vi fik mulighed for at spole tiden tilbage og se ham, som han så ud, længe før vi mennesker begyndte at befolke Jorden.
Den første:
Kattens udviklingshistorie begynder for 60 millioner år siden med et lille, væselagtigt rovdyr, som forskerne har døbt Miacis. Miacis var lidt mindre end vores huskat, og levede i Nordamerika og Europa. Den var intelligent og adræt. Man ved ikke meget om dette dyr, men man regner med, at det er forfaderen til både bjørne, hunde og katte. Selvom disse dyr ikke umiddelbart minder meget om hinanden, har de nogle tætte genetiske ligheder som fortæller, at de alle kan spores tilbage til Miacis.
Et vigtigt led:
Miacis og dens efterkommere var dygtige jægere og trivedes, og 10 millioner år senere udviklede det første egentligt kattelignende dyr sig. Dets navn var Dinictis, og alle moderne kattedyr, store som små, er efterkommere af Dinictis. Dinictis var en meter lang, en halv meter høj, og lignede af statur en leopard. Dog var dens snude kortere og mere lig en moderne kat. Efterkommere af Dinictis spredte sig i løbet af nogle millioner år over alle verdens kontinenter.
En skillevej:
Dinictis efterkommere delte sig i to familier: Ægte katte og sabelkatte. Sabelkattene beboede Jorden i 34 millioner år, og de sidste uddøde først for 10.000 år siden. Disse prægtige dyr varierede i størrelse, men flere slægter blev så store som bjørne.
Sabelkatten:
Når man forestiller sig, hvordan en sabelkat må have set ud, er det garanteret den såkaldte Smilodon, man tænker på: Et stort og stærkt kattedyr med enorme hjørnetænder, som kæmpede med vores forfædre om bytte og territorium. Mennesket og sabelkatten var uundgåeligt fjender, da de havde de samme interesser i byttedyr og boligforhold. Og i løbet af en mangeårig periode fik mennesket gennem intensiv jagt skrevet sabelkatten ud af historiebøgerne. At se en sabelkat jage må have været et fantastisk syn: Den havde umådeligt mange kræfter fordelt på sin korte men muskuløse krop, og den var i stand til at klare spring på flere meter. De voldsomme hjørnetænder blev benyttet som dolke, der spiddede deres bytte og holdt det fast, mens kløerne gjorde resten af arbejdet.Desværre må vi nøjes med at studere sabelkatten i form af dens knogler, så vi ved ikke meget om dens sociale adfærd. Dog er det rimeligt at antage, at sabelkatten må have haft visse fællestræk med de store kattedyr, som lever i dag. Men hvor vi må give fortabt i forhold til sabelkatten, ved vi til gengæld en masse om de ”ægte katte”. Denne betegnelse dækker nemlig både over løven på den afrikanske savanne – og vores sammenrullede mis i sofahjørnet.
Vildkatten tæmmes:
Vildkatten, som eksisterer den dag i dag, er stamfaderen til vores huskatte. For 10.000 år siden begyndte mennesket at tæmme de vilde dyr, det levede i blandt, og holdt dem som brugsdyr. Ulven blev jægerens trofaste makker, kvæget sikrede en fast tilgang til kød og hjalp til med at pløje jorden i langbrugets spæde begyndelse – og katten? Den passede perfekt som skadedyrsbekæmper. Siden har vildkattens tamme fætter, huskatten, haft sin sejrsgang Jorden rundt, og man kan møde en huskat over hele verden. Hvert land har sine foretrukne kattetraditioner: F.eks. symboliserer en japansk bobtail lykke og venskab i Japan, og egypterne er stadigvæk berømte for deres tusindårige tradition med de hellige tempelkatte. Men en ting har alle disse katte tilfælles, hvor forskellige de end er i udseende og temperament: De skylder alle deres fjerne forfædre en tak for deres succes. Og alle vi kattevenner er ligeledes Miacis og dens efterkommere meget taknemmelige.