Kattemand hvor kragerne vender
Af: Kaja Wagner
I realityshovet ”Kærlighed hvor kragerne vender”på TV2, kan man i den seneste sæson 6, som for kort tid siden er afsluttet, bl.a. møde den 28-årige bilsælger Thomas Grimstrup fra Vestjylland, som i afsnit 9 har sin date med på besøg hos ni kattekillinger fra Inges Kattehjem. Thomas (eller Thomas G, som han kaldes i udsendelsen, fordi der er to Thomas’er med), er nemlig svært glad for katte og han er bestemt ikke bange, for at sige det højt. Vi har talt med Thomas, for at høre lidt om, hvordan hans fascination af katte er opstået og om hvordan det går i spænd med datinglivet, at proklamere sig som kattemand.
Det stod ikke ligefrem skrevet i kortene, at Thomas skulle gå hen og blive en stolt kattefar til to. I hele sin barndom og tidlige ungdom har han nemlig altid følt sig som værende et hundemenneske. De har altid haft hund i hans barndomshjem, så man kunne jo fristes til at tænke, at det nok er derfor. Men faktisk havde de også på et tidspunkt kat i barndomshjemmet, erindrer Thomas. Han husker dog ikke, at han på nogen som helst måde, havde noget forhold til den. Den sagde ham overhovedet ingenting. Den var der bare.
Kattemand ved et trylleslag
Thomas’ kattehistorie begynder under Coronaen, hvor han og hans daværende kæreste, ligesom så mange andre, anskaffer sig en kattekilling fra et af landets internater. Det er på ingen måde hans idé med anskaffelsen af katten. Faktisk ved Thomas på daværende tidspunkt ikke, om han overhovedet bryder sig om katte. For han betragter stadig sig selv som værende rendyrket hundemenneske. Han lader sig dog alligevel overtale, og de adopterer en lille tuxedo kat med polypoter, som får navnet Milo. Og så er det ellers sket. Milo rammer bulls eye i hjertekuglen på Thomas ved allerførste øjekast. Ingen over, ingen under, og ingen ved siden af. Thomas falder pladask for det lille væsen og nærmest ved et trylleslag bliver han kattemand. Det går da heller ikke hverken værre eller bedre end, at det er Thomas, der beholder Milo, da forholdet til kæresten senere brister.
Efter bruddet flytter Thomas kortvarigt ind på en landejendom sammen med Milo, mens han kommer sig over det forliste forhold. Her støder han en dag på en gåtur på en forhutlet killing, som sidder og ser meget fortabt ud. Thomas, som i den periode selv føler sig lidt fortabt, føler straks et stærkt bånd til den lille fyr, og han tager den med hjem til Milo, som øjeblikkeligt træder ind i storebroderrollen overfor den lille ny. ”Det føles fuldkommen ment to be”, fortæller Thomas, som da heller ikke er et sekund i tvivl om, at killingen, som han navngiver Alf, skal blive boende hos ham og Milo.
Det bedste ved katte
Det er ikke sådan, at Thomas ikke kan lide andre dyr. ”Men kattene kan noget helt specielt” siger han og uddyber: ”Der er altså bare noget majestætisk over katte. De har så meget personlighed, og de lader sig ikke styre af nogen eller noget. Det er dem, der vælger dig, ikke omvendt. Og hvis der er et eller andet, de ikke gider, så går de bare. Det kan jeg virkelig godt lide.”
Noget andet, som Thomas fremhæver, er rutinerne. Kattene er vanedyr og deres rutiner kan man ikke bare sådan slå hul i. ”De er virkelig gode til at holde fast i f.eks., at det er nu, vi spiser og det er nu, vi sover.” Katte er jo gode til bare at være i nuet. Det giver en ro, som man ikke kan finde ret mange andre steder. ”Og så er de mine to hovedpuder på fire ben”, tilføjer Thomas.
Stolt kattefar
Til spørgsmålet om, hvornår man fortæller en potentiel kæreste, at man er kattemand, er svaret promte, at det siger man med det samme. Det er der overhovedet ikke noget hemmeligt i. ”De fleste tager det helt cool, når de får at vide, at jeg har katte, fortæller Thomas ”Og de, der ikke kan lide katte, har jo sådan set alligevel ikke noget at gøre i mit liv.”
Thomas synes i det hele taget ikke, at han møder ret mange fordomme hos det modsatte køn grundet sin kattemandstatus. Alligevel tror han, at der er mange mænd, som ikke rigtig vil indrømme det, hvis de godt kan lide katte, måske fordi det ikke lyder helt macho nok. Hvilket han slet ikke kan forstå. Han kalder stolt sig selv for ”Catdad til Alf og Milo” på sin instagramprofil. For som han siger: ”Tænk, at jeg har de her to helt fantastiske katte, som har valgt mig, som jeg tager mig af og passer på. Det er jeg da vildt stolt af.”
Der er ingen tvivl om, at Thomas tager sit ansvar som kattefar meget alvorligt. Det er hans helt klare holdning, at når man vælger at tage dyr til sig, uanset hvilke slags, så har man påtaget sig ansvaret for deres skæbne. Og så sørger man for deres ve og vel, til den dag de skal herfra.
For nylig har Thomas købt hus. Her har Milo og Alf fået deres eget værelse. Ikke fordi de er forkælede, men fordi; hvad skal han ellers bruge al den plads til? Det leder hen til interviewets sidste spørgsmål om hvorvidt det er Thomas eller kattene, der bestemmer. Der bliver lidt tavshed på linjen, inden svaret lyder: ”Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at det er mig, men det er jo nok dem”.
