Af Kaja Wagner
Håndværkeren Niels Pedersen bor sammen med sin kone Rikke, og deres dyrehold, som pt. tæller en kat, en hund, en kvælerslange og en guldfisk. Altså bare sådan en helt almindelig husstand, hvor man er glad for dyr. Man kan ikke lige se det, hvis man ikke lige ved det, men den næsten to meter høje og 120 kg tunge håndværker ved ikke noget bedre i verden end at sidde med favnen fuld af bittesmå kattekillinger og siden 2015 har han været plejefar for det lokale kattehjem. Godt hjulpet af sin kone Rikke og hunden Bodil Kjær har han nusset og pusset, passet og plejet over et hundrede og halvtreds hjemløse kattekillinger med og uden kattemødre, indtil de har været klar til at komme ud og få deres eget hjem.
Niels har altid været glad for alle dyr. Men han har bestemt ikke altid været kattemand. Det var først efter at han var flyttet sammen med Rikke, at han blev introduceret til og lod sig henføre i kattenes magiske verden. Det begyndte alt sammen med, at Rikke blev frivillig hos det lokale kattehjem i 2015. Her ringede fruen en dag hjem og spurgte, om det var ok, at hun tog en killing med hjem i pleje. Niels kunne høre internatlederen sige i baggrunden, at nu skulle Rikke lige huske at sige det som det var, at hun faktisk gerne ville adoptere katten og ikke bare have den i pleje. Der skulle jo gerne være rene linjer, hvis katten kom med Rikke hjem, så der ikke blev noget ballade med manden i huset.
Da Niels sagde god for, at den lille sorte kattekilling kunne flytte ind hos dem, var det egentlig bare med tanken ”Happy wife, happy life”. Han havde på ingen måde gjort sig overvejelser om, at han på nogen som helst måde skulle gå hen og blive involveret i den. Der gik dog ikke længe inden den lille sorte Batman havde tryllet sin snedige kattemagi på Niels, som øjeblikkeligt overgav sig og blev kæmpefan. Og resten er historie. Som man siger.
Kaffe og killinger
Desværre nåede Batman kun at blive to år gammel. Hun blev kørt ned og mistede livet. Det var et stort tab for både Niels og Rikke. Der skulle dog ikke gå længe før en ny internatkat flyttede ind. Denne gang var det katten Cleo, som havde et kuld killinger med. Cleo blev desværre meget syg og selv med alverdens kærlighed og pleje, stod hendes unge katteliv ikke til at redde, så Rikke, Niels og ikke mindst hunden Bodil, påtog sig at opgaven med at opfostre killingerne til de var klar til at blive adopteret ud i nye hjem. Det skulle vise sig at blive det allerførste sæt plejekillinger af mange, mange flere på matriklen.
Niels elsker at have killinger i huset. Ifølge ham findes der simpelthen ikke nogen bedre måde at drikke en kop kaffe på, end siddende på gulvet sammen med en bunke frygtløse killinger, som kravler rundt over det hele. ”Det kan man da kun blive i godt humør af.” Fastslår han. Den glæde, der bliver i huset med en flok kattekillinger i lømmelalderen, er uvurderlig.
Selvom Niels har hældt kærlighed i hver eneste killing, der har trådt sine små poter i hans hjem, har han faktisk aldrig været trist, når et kuld killinger har forladt huset. ”Det er jo præmissen at de skal videre.” Siger han. ”Vi har hjulpet dem, så de er klar til at komme ud i nye gode hjem. Og så kommer der et nyt hold killinger, vi skal tage os af og hjælpe.”
Det er altid kattene der vælger os
Det er ikke kun killinger, der har været igennem hjemmet hos Rikke og Niels. Også voksne katte, som af forskellige årsager har haft brug for ekstra pleje og kærlighed, har været omkring deres hjem. Kun en enkelt gang er der sket det for Niels og Rikke, som man på amerikansk kalder en ”foster fail”, nemlig at de har adopteret en kat, som egentlig kun skulle have været i pleje. Det var i 2018, hvor de valgte at adoptere katten Baron, som de stadig har. Samme år adopterede de katten Bobby med de smukkeste blå øjne. For det er nemlig til gengæld sket op til flere gange, at katte fra internatet har tryllet deres kattemagi på dem, så de har adopteret dem. Som Niels siger: ”Vi har aldrig selv valgt en kat. Det er altid kattene, der har valgt os.”
Når man vælger at tage katte ind, som har brug for ekstra pleje, fordi de af forskellige årsager er svækkede, enten fysisk, psykisk eller begge dele, så må man være på det rene med, at det ikke er alle, som kan reddes. Man kan ikke gøre andet, end at passe og pleje dem efter alle kunstens regler (og dyrlægens anvisning), give dem masser af kærlighed og sørge for, at de får chancen. For heldigvis er der jo rigtig mange, der kommer sig, når bare de får den rette pleje.
Kattegrus og mandehørm
Bortset fra smerten ved at miste en højtelsket kat, er det værste ved at have kat, ifølge Niels, lugten af kattebakke. Lige netop den del kunne han egentlig godt have været foruden. Men ligesom med så meget andet må man jo tage det sure med det søde, når man har katte i huset. Således også bakken. For katte i huset vil Niels ikke være foruden. Selvom maks to katte ad gangen må vist være nok fremover, funderer han. Udover plejekillingerne. For der er jo også hunden. Og slangen. Og fisken.
Selvom det ikke umiddelbart er mandehørm man forbinder med at sidde og give en kattekilling sutteflaske, så synes Niels, at den der holdning med at katte ikke er macho nok, og at de kun er for damer, er noget pjat, som hører fortiden til. Han mener, at det kun er visse af den ældre generation, som stadig hænger i den overbevisning. Selv har han aldrig oplevet, at nogen har så meget som kastet en drillende bemærkning til ham omkring hans status som kattefar. Hvorvidt om det skyldes, at folk i dagens Danmark slet ikke har fordomme om den slags længere, eller om man ganske enkelt ikke udfordrer 120 kilo håndværker på emnet, lader vi stå hen i det uvisse.
Midlertidigt stop for plejekillingerne
En af de ting, som Niels fremhæver, han rigtig godt kan lide ved katte er, at de er selvstændige. Men der er selvfølgelig ingen regel uden undtagelse. I 2022 adopterede de en Sfinkskat fra internatet, som var alt andet end dét. Ikke desto mindre havde sfinkspigen kastet sin kattemagi på Rikke og Niels, som kvitterede med at kaste deres ubetingede kærlighed på hende. Det skulle dog vise sig at komme til at sætte en stopper for killingeplejen i de næste to år.
”Den uro, der kommer i huset, når man har katte i pleje, stressede hende simpelthen for meget.” Fortæller Niels og fortsætter: ”Den eneste kat, hun kunne enes med, var vores egen, Baron. De to katte var ikke bare gode venner, de var nærmeste uadskillelige. Derfor begyndte vi at kalde hende Baronessen”.
Men hun var så bange og urolig omkring alle andre, at Rikke og Niels valgte at indstille killingeplejen på ubestemt tid. Baronessen havde desværre en tarmsygdom og sidste år var sygdommen så fremskreden, at de måtte sige det tunge farvel til hende. ”Vi slikker stadig vores sår efter tabet af hende”, fortæller Niels. Selvom de har haft et enkelt kuld killinger i pleje, siden hendes bortgang, så kan han mærke, at sorgen tynger endnu og han ved derfor stadig ikke helt, hvornår de er klar til at starte op på fuld skrue som plejefamilie igen.
Men killingesæsonen er fuldkommen ligeglad med om Niels er klar eller ej. Den kører allerede på højtryk, så mon ikke, at nogen af de nødstedte små kattekillingers poter finder vej til Niels’ trygge favn.
