Husker i mig, Maximus?
Mine nye mennesker var hurtige og ringede 5 minutter efter at jeg var kommet på hjemmesiden og kom lige til åbningstid og forelskede sig i mig, så nu bor jeg altså i Fensmark.
Jeg fik mit eget værelse, da der åbenbart boede 2 katte i forvejen og en hund, men allerede første nat måtte jeg lige vise mig som den atletiske kat jeg jo er, jeg forsøgte gentagende gange at åbne døren og hoppede op på dørhåndtaget og vækkede huset. Hvad ligner det at lade mig være helt alene, når der er bløde senge, varme hænder og andre dyr- der sikkert alle sammen er til kun for mig?!
Så lad mig bare sige at jeg hurtigere end de kære mennesker havde planlagt, fik gjort hele huset til min legeplads og indtaget alverdens bløde møbler.
De andre dyr synes min klipning var lige lovlig fancy, men Melvin blev hurtigt min ven, han hoppede op til mig i vindueskarmen så nulrede vi snuder og sad og kiggede ud på naturen, lige siden har Melvin været min makker.
Så er der hende tøsekatten Magda, hende siger menneskerne er gammel og sær. Men i nat var hun med på ballade, vi kravlede op på hylderne i vaskerummet hvor alle vores godbidder m.m står i en stor bøtte med skrue låg, fordi de to andre katte åbenbart kan bide sig igennem de der poser godbidderne kommer i, så nu har menneskerne gjort det alt for besværligt. Men tre katte hjerner er bedre end en og i nat holdte vi så fest, vi væltede bøtten ned på klinkegulvet, den gik ikke engang i stykker, men vi fik låget af og der var party – så mange godbidder så vi ikke engang kunne spise dem alle sammen.
Hunden Chino synes at jeg var lige lovlig spændende de første par dage, så hold op hvor jeg kunne hvæse. MEN NU, nu synes han ikke engang jeg er interesant og går bare lige forbi mig, hvad giver i mig? Så nu gider jeg ikke hvæse mere.
4 mennesker der står klar til at nusse og legekammerater, what a life!
Det eneste minus er at menneskerne siger at min pels skal vokse ud før jeg må få lov til at følge Magda og Melvin udenfor, det glæder jeg mig til!
Ja så her går det godt!
Tak fordi at I passede på mig, samt jeres store arbejde.
Jeg nyder livet.
Mange hilsner fra Maximus i Fensmark