Kære Inges Kattehjem,

 

For 18 år siden adopterede jeg Batman fra jer. Ved den første dyrlægekontrol blev jeg informeret om, at han havde en alvorlig hjertefejl og højst ville leve 3-5 år. På den baggrund ville I gerne have ham tilbage, men der havde jeg haft ham i en måned og knyttet bånd til ham, så mit svar var: “Så får han 3-5 gode år hos mig.”

I dag er Batman 18 år gammel. Han har ikke bare levet langt ud over alle forventninger – han har været min bedste ven gennem alle årene. Selvom alderen nu begynder at vise sig, har han haft et liv fyldt med tryghed, kærlighed og masser af dåsetun – hans absolutte yndlingsmad.

Jeg ville dele historien med jer for at vise, at selv de mindste og mest udfordrede katte kan få et liv fyldt med glæde og kærlighed, hvis de får chancen. Batman har givet mig så meget mere, end jeg nogensinde kunne have drømt om.

 

Tak for Batman, tak for en fantastisk kat og bedste ven.

Med venlig hilsen,
Kenneth Walbum