
30. juni 2023
Inges Kattehjem søger 2 nye kollegaer
Brænder du for at gøre en forskel for de hjemløse katte i Danmark? Så er du måske vores nye kollega. Vi har lige nu 2 ledige stillinger i vores afdelinger i Glostrup og Odense.
Du får mange kasketter på hos os. De fleste opgaver er selvfølgelig henvendt mod kattene, men der er også en del, der er henvendt mod kunderne. Så har du gåpåmod, ordenssans, er glad for at give en god service til kunderne, og kan du holde overblikket også i travle situationer? Så er et job hos Inges Kattehjem måske noget for dig.
Hvem søger vi?
Vi vil særligt lægge vægt på, at du har gode kommunikationsevner, er udadvendt, tager selvstændige initiativer og kan lide arbejdet med både dyr og mennesker. Stillingen vil bl.a. indeholde en del kundekontakt og kundepleje, hvorfor det er vigtigt, at du trives med disse opgaver. Dine arbejdsopgaver vil være alt fra at gøre rent og passe kattene, herunder medicinering og assistere vores dyrlæge, ekspedere kunder, formidle katte til nye hjem og ikke mindst tage imod de mange katte der kommer ind. Der sker mange uforudsigelige ting, når man arbejder med dyr, hvilket er med til at gøre dagen ekstra spændende. Det er derfor vigtigt at man trives med dette.
At arbejde hos os kræver evnen og lysten til at præstere i et tempofyldt miljø med hurtigt skiftende prioriteter. Du skal brænde for det og føle at det er en livsstil at arbejde med dyreværn.
Din baggrund:
Vi har ingen krav om en bestemt uddannelsesbaggrund. Men vi ønsker at vores kommende kollegaer har en bred viden og stor interesse for katte. Du er god til at samarbejde og er en værdsat kollega, der bidrager til det gode arbejdsmiljø.
- Du er løsningsorienteret
- Du er god til at tale med mennesker
- Du er IT-kyndig, da meget af vores arbejde foregår digitalt
- Jobbet kræver en robust fysik og et godt psykisk helbred
- Behersker engelsk på brugerniveau
- Er stærk i skrift og tale og evner at formidle løsninger på en forståelig måde
- Er ansvarsfuld med et godt humør og motiveres af at skabe resultater og have styr på dine opgaver
- Er fleksibel i forhold til vagtplansdækning
Glostrup: Stillingen er på 37 timer ugentligt med tiltrædelse 1 september 2023 eller snarest derefter. Daglig arbejdstid er i tidsrummet 8:00 – 18:00, fast ugentlig vagtplan, og så skal du være parat til at arbejde hver 3. weekend i tidsrummet 8:00-14:00.
Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at sende en mail til Jørgen S Petersen på jsp@inges-kattehjem.dk. Vi glæder os til at modtage din ansøgning snarest muligt. Vi holder løbende samtaler, så hold dig ikke tilbage.
Odense: Stillingen er på 20-25 timer med tiltrædelse 1 september 2023 eller snarest derefter. Daglig arbejdstid er i tidsrummet 8:00 – 18:00, fast ugentlig vagtplan, og så skal du være parat til at arbejde hver 2. weekend i tidsrummet 8:00-18:00.
Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at sende en mail til Sidsel Nymark på sidsel@inges-kattehjem.dk. Vi glæder os til at modtage din ansøgning snarest muligt. Vi holder løbende samtaler, så hold dig ikke tilbage.
Frivilligt arbejde
læs mere om at være frivillig her
25. august 2022
Vi søger en frivillig fundraiser
Inges Kattehjem er en non-profit organisation som ikke modtager offentlig støtte. Vi er derfor dybt afhængige af de midler vi kan indsamle via private donationer, testamenter og fonde.
Inges Kattehjem fra 1970 er i dag en af Danmarks største katteorganisationer med afdelinger i Glostrup, Næstved og Odense.
Vi hjælper hvert år mere end 3000 hjemløse katte og killinger til nye, kærlige hjem. Vores mission er at hjælpe og formidle hjemløse katte til nye hjem. Oplyse befolkningen om ansvarlig hold af katte og medvirke til at kattene bliver neutraliseret og ID-mærket.
Vi søger en fundraiser der:
- Har erfaring med fundraising (det er ikke et krav, men et stort plus).
- Brænder for dyreværn.
- Har en god evne til at kommunikere og samarbejde, både over telefon, på skrift og ansigt til ansigt.
- Kan formidle og skabe interesse for Kattehjemmets sag.
- Har en struktureret tilgang til arbejdet.
Som fundraiser er det ikke nødvendigvis penge du skal søge, det kan også være f.eks. nye sponsorer, en ny vaskemaskine eller foder til kattene.
Lyder det ovenstående som noget for dig, så send os en mail på ik@inges-kattehjem.dk
Vi glæder os til at høre fra dig!
NB! Vær opmærksom på at stillingen er ulønnet!