Rebecca er fra England og har været her i Danmark i seks år. Da hun er glad for katte, blev hun i januar frivillig på Inges Kattehjem. Her gør hun rent, vasker op og fodrer kattene fire timer en gang om ugen.
”Jeg har altid elsket dyr, men altid været lidt bange for dem, så det har været godt for mig [at være her],” siger 26-årige Rebecca Neale på perfekt dansk.
Hun forklarer, at hun ikke er så bange for katte mere, fordi hun på Inges Kattehjem har blevet bedre til at skelne mellem om kattene er bange eller om de er vilde. Hvis de er bange, så hjælper det, hvis hun er rolig. Hvis de er lidt vilde, passer hun mere på.
Nu har hun selv to katte derhjemme, som hun fik fra dyreinternatet i Rødovre for fire år siden. De hedder Ernesto og Jean Pierre og er syv og otte år gamle. De er ikke søskende, men har været sammen hele livet.
Gør en indsats for kattene
Rebecca kom til Danmark efter at være blevet bachelor i antropologi. Hun arbejde i tre år og startede derefter på kandidatuddannelsen i antropologi, som hun blev færdig med sidste år. Da hun gerne ville have noget at lave, meldte hun sig som frivillig på Inges Kattehjem.
”Jeg kan lide, at jeg kan se resultater hurtigt. Det er klart, at jeg gør en forskel for kattene,” siger Rebecca og smiler.
Hun forklarer, at det især var dejligt at få noget praktisk at lave efter at have studeret i to år.
Introduktionen er rigtig god
De første par gange hun var på Kattehjemmet som frivillig, blev hun introduceret til opgaverne ved at følge en af dyrepasserne og se, hvordan de gjorde tingene.
”Alle er meget flinke og venlige. Jeg tror, at det er godt, at man går rundt med en anden, før man får lov at prøve selv. Det er altid bedre at få det forklaret først,” siger Rebecca.
Nu er Rebecca helt inde i opgaverne og er selv med til at oplære andre frivillige. Hun er meget glad for at være her og kan kun anbefale det til andre.
”Nu gør jeg det alene. Det er godt at se, hvor meget jeg har lært, når jeg tager en anden med rundt,” siger Rebecca ikke uden en vis portion stolthed.
Nu glæder hun sig også til at starte på et nyt job her til august. Rebecca syntes selv, at arbejdet som frivillig har hjulpet med til at holde hende i gang og føle, at hun gjorde en forskel, mens hun var arbejdsløs.
Artiklen er skrevet af Annette Birch. Billede viser Rebecca med sine katte og kommer fra Rebecca.