Herreløse katte er et hyppigt syn i sommerhusområderne i de nordsjællanske kommuner. De bliver fodret af sommerhusgæster om sommeren og derefter efterladt. Det er erfaringen fra Inges Kattehjem, som løbende får herreløse katte til adoption fra Frederikssund, Helsingør og Roskilde kommuner, samt telefoniske henvendelser om, hvad man skal gøre med en kat man har taget sig af og som så får killinger.
Katten dukkede pludselig op og begyndte at holde til omkring sommerhuset. Den ville gerne kæles for og komme ind i huset samt lege med børnene. På en måde indgik den helt naturligt i sommerhusidyllen, så det blev efterhånden en vane at stille mad ud til den. Men lige pludselig var den ikke alene. Der var fem killinger med den. Det var meget hyggeligt, men så sluttede sommerferien, hvor familien skulle hjem igen – og lod katten og dens killinger tilbage.
Det er noget, som Inges Kattehjem oplever mange gange – enten ved at folk faktisk ringer ind og spørger, hvad de skal gøre, eller at andre kommer ind med moren og de små herreløse killinger. Folk vil gerne fodre og kæle for de herreløse katte, men de opfatter dem ikke som deres egne. De får dem ikke neutraliseret og mærket og lige pludselig står de ikke alene med en hunkat, men med hendes killinger og ved ikke, hvad de skal gøre. I årene 2005-2016 har Inges Kattehjem fået i alt 378 katte fra Frederikssund, Helsingør og Roskilde kommuner. Her er 60 fra Frederikssund, 87 fra Helsingør og 231 fra Roskilde.
”Problemet er, at folk tager sig af den søde kat, der kommer og ligger under sengen. De fodrer den og lige pludselig har den killinger. Hvis de fik den steriliseret og mærket før, så havde de kun en kat og stod ikke med problemet om, hvad de skulle gøre med killingerne,” siger Jørgen S. Petersen, der er leder på Inges Kattehjem.
Han har erfaring med, at reaktionerne på herreløse katte er meget forskellige. Nogle forlader bare katten, når de tager hjem fra ferien, mens andre faktisk prøver at gøre noget.
Katten er ikke min
Inges Kattehjem får særligt i sommerperioden mange opringninger fra mennesker, der står med problemet om, hvad de skal gøre med en kat de har taget sig af og som så får killinger.
“Der var f.eks. en dame, der henvendte sig til os for at få en hunkat steriliseret. Hun sagde, at det ikke var hendes, men hun havde fodret katten i de foregående seks måneder.,” siger Jørgen S. Petersen.
Katten havde strejfet om ved hendes sommerhus i Frederikssund Kommune og var endda kommet ind i huset og ligget under hendes seng. I mellemtiden havde den også fået killinger, som nu var omkring 12 uger gamle.
“Hun skulle være kommet før, men i det mindste kom hun nu, så hunkatten ikke får flere killinger,” siger Jørgen S. Petersen.
Mulighederne er forskellige alt efter kommune
Frederikssund, Helsingør og Roskilde er alle kommuner, som Inges Kattehjem får mange katte fra. Ingen af dem har en aftale med Kattens Værn eller andre om at indfange herreløse katte. Derfor bliver det op til personer, som finder katten, om de vil få indfanget katten, få den steriliseret og videreformidlet til adoption – på egen regning.
”Det er meget forskelligt, hvordan folk forholder sig til en kat, som de ikke opfatter som deres egen – særligt hvis de selv skal betale for det. Ideelt vil de jo skulle tage ansvar for katten, hvis de har givet den mad, og få den neutraliseret med det samme. Men når det ikke sker, må det være kommunens ansvar. Ellers går det ud over kattene,” siger Jørgen S. Petersen.
Frederikssund Kommune er bare en ud af mange kommuner, der ikke har en aftale med Kattens Værn eller på anden måde hjælper med at indfange herreløse katte.
Hvis katten er herreløs, er det gratis at indlevere den til Inges Kattehjem, som også checker den for chip- og øremærkning. Den bliver dog ikke anset som herreløs, hvis man over en periode har fodret den og/eller ønsker den som genudsætningskat. Så koster det 675 kr. at indlevere en voksen kat, hvilket indkluderer omkostninger til neutralisering og mærkning.