Julen står for døren, og vi leder alle efter lige netop de ting, der vil gøre vores nærmeste ekstra glade, når der skal deles gaver ud omkring juletræet. De fleste har nok set den klassiske tegnefilm fra Disney, Lady & Vagabonden (1955), hvor fruen i huset bliver helt ør af lykke, da der op af den farvestrålende æske dukker det sødeste hvalpeansigt, man kan tænke sig. Denne romantiske forestilling om, hvordan foræringen af et dyr til en nærtstående kan vække stor begejstring, er almindelig, når danskerne tager på julegaveshopping. Desværre hører den kun hjemme i eventyrenes univers; i den virkelige verden er det nemlig en meget dårlig idé at give levende dyr i gave. Man har som den glade giver måske nok taget højde for, at modtageren allerede ønsker sig et dyr, men man har ikke en jordisk chance for at sikre sig, at der er kemi mellem dyret og dets nye ejer. Og det betyder mere, end de fleste regner med, såfremt de overhovedet har skænket dette forhold en tanke.

Dyr er forskellige fra individ til individ – præcis ligesom mennesker. Der er f.eks. ikke to katte, der er ens; alle har deres egen unikke personlighed, og der vil derfor være stor forskel på, hvor godt man som menneske og kat passer sammen. På vores internater oplever vi dagligt, hvordan kattene reagerer vidt forskelligt på forskellige mennesker. Nogle kravler de op i favnen på, og andre værdiger de dårligt et blik. Den kommende katteejer har også behov for at fornemme, hvilken kat det skal være – og måske komme og besøge os nogle gange, før den helt rigtige er der. Vælger man en killing, forpligter man sig til at sørge godt for den de næste 15 – 20 år. Det er en stor beslutning, som man selv bør tage.

Vi kan altså kun opfordre til, at man ikke giver levende dyr i gave. I stedet kan man give et gavekort til f.eks. Inges Kattehjems internater, så modtageren og katten kan få lov at vælge hinanden. Dette er nemlig forudsætningen for et langt og godt liv sammen.

Se de søde gavekort i vores webbutik, som selvfølgelig også kan bruges til at købe foder, grus, kradsetræer og hvad man ellers lige står og mangler.

 

God jul til alle to- og firbenede fra

Inges Kattehjem