Foråret på Inges Kattethjem gik forholdsvis stille for sig, uden den store indfluks af killinger (savnet af kunderne), da de først var klar til adoption var der så mange om budet, at man var nødt til at udele nr. ved døren. Næste gange der da var 3 kuld klar, blev der formidlet 7 voksne og to killinger.
Sommeren har ikke været præget af de store sygdoms udbrød, på den front har vi været heldige. Hovedkontoret kom med et forespørgsel om vi havde modtaget mange fra korsløkke området, svaret var: næsten ingen. Få dage senere modtog vi 2 kulde halvvilde killinger derfra, ni killinger i alt. Efter behandling kom de i pleje med intensive kæleture og socialisering, som er en vigtig del af vores plejefamilies stor opgave. Ved skrivende stund ved jeg at flere af killingerne, er blevet virkelig nogle skønne killinger, og er kommet i nyt hjem. Stort tak til alle vores plejefamilier som gør det muligt at rede så mange som vi gør.
Sommeren på kattehjemmet i Odense har også været det store “sammenførings år”. Det startede egentligt med nogle mennesker der havde fundet en killing, kun en uge gammel. De vil gerne opflaske den og beholde den, men ville gerne have et godt råd, da den skreg hele tiden. Jeg undersøgte den, og konstateret at den var sulten og dehydreret. Det forstod de ikke, den havde lige fået sutteflaske. Efter en samtale deromkring tog jeg dem ind, og viste dem hvordan tilfredse killinger så ude. Imens jeg talte, nussede og roste jeg missemor, imens jeg malkede lidt mælk ude, da den lille killing ikke kunne finde ude af det. Da jeg endelig fik den til det, sad den fast som en sugemalle. Der var glædestårer hos damerne, og de tog derfra med en del billeder til børnene.
To killinger reddet via Facebook
Derfra rullede lavinen med forladte killinger. Heldigvis er der en del, der reagerer prompte. En god kvinde så to killinger på Facebook, der havde ligget i flere dage, og var døden nær af sult. Hun sprang i bilen, kørte til Nyborg, købte killingemælk på vejen. Hun ankom en time senere smurt ind i mælk med killingerne i hænderne. Dyrlægen tog den ene, og løb over i klinikken med den. Så fandt vi mælken frem og var klar til fodring. De blev nogle virkelige søde killinger, der først var i plejefamilie og derefter blev adopteret til nye hjem.
Superkarla og Tyson
To killinger blev fundet, liggende i skovbunden, efterladt uden mor. Det var hunkillingen Superkarla, der først lå apatisk og lod til at have opgivet. Og hankillingen Tyson, der bed, boksede og flåede i alt, hvad han troede var mad. Det var en hård kamp at få mad i dem, men det lykkedes. Så blev de pakket ind og madet hvert 10. minut. Nu er de begge blevet adopteret til gode hjem.
Gøgeungen og hendes plejefamilie
Bruiser og Leo, fundet 3-4 dage efter deres mor var fundet død, umættelige, men svage. Da de havde kommet sig blev de sat sammen med den kærligste mor og Fedora [Gøgeungen], som på det tidspunkt kunne ikke gå for hendes mavedelle, hende fik de sat gang i.
Læs mere her: Gøgeungens historie
Ellie og Anemone
Ellie fra Korsløkke området var en killing, der blev fundet liggende på trappen af viceværten, som kontaktede en af de ihærdige fodreværter i området. Hun blev sat sammen med en morkat og et kuld killinger, der var lidt yngre end hende. Hun har det godt, men er 8 uger gammel stadig på Inges Kattehjem, da det har været svært at finde en plejefamilie, der vil tage en morkat og killinger.
Anemone blev fundet med en masse mælk men ingen killinger af en af Svendborgs Kattevenner. Alle forsøg på at finde killinger var forgæves, men hun fik efterhånden 3 plejekillinger fra 3 vidt forskellige steder.
En sørgelig historie
Til sidst vil jeg nævne en sørgelig historie. En kat blev desværre lukket ud for tidligt og løb væk. Ejerne gjorde ikke noget for at få fat i hende. En dame i området fandt hende efter fem uger, afkræftet, og indleverede hende til Inges Kattehjem. Dyrlægen så hende næste dag og en frivillig tog sig af hende. Hun spandt også og var meget kælen, men hun havde mistet halvdelen af sin kropsvægt. Trods intensiv pleje og liflen med alskens lækkerier stod hun ikke til at redde og måtte aflives da hendes indre organer begyndte at stå af. Man kan ikke redde alle siger man. Men man kan gør et forsøg. Som en Falk mand sagde “Den største skade er at gør intet.”
Artiklen er skrevet af Sharon O’Connor.