Da Tina vandt Inges Kattehjems Facebook konkurrence vidste hun straks, hvad hun ville bruge logo-armbåndet til.

”Jeg tænker på at bruge det som et kædearmbånd, hvor jeg sender det rundt til forskellige. De skal så betale 20 kr. til Inges Kattehjem,” sagde Tina Thybo, der selv er aktiv for at hjælpe herreløse katte og som p.t. har hele huset fyldt med flere kattefamilier.

Hun vil dog først selv gå med armbåndet et stykke tid.

”Jeg er helt vild med armbåndet og jeres logo. Det er meget flot.”

Inges Kattehjem udskrev konkurrencen om logo armbåndet i anledning af den nye hjemmeside, www.inges-kattehjem.dk, der blev lanceret i maj . Vinderen blev fundet blandt de over 900 indmeldinger, der svarede rigtigt på, hvornår Inges Kattehjem blev etableret. Der var mange gode historier og søde tilkendegivelser imellem.

Det begyndte med en kattefamilie

Tina har altid selv haft dyr, men det er først i de senere år, at hun aktivt er gået ind i arbejdet for at hjælep herreløse katte. I Det begyndte i 2012, da en af hendes kollegaer henvendte sig til Tina om en morkat, som ikke ville have sine killinger mere. Tina kørte derud og fandt, at moderen ikke havde mælk til de små kræ, der kun vejede 237 g. Så hun tog dem alle sammen med i sin bil og kørte over stok og sten hjem. Her fik de godt med mad og snart gik hunkattens mælkeproduktion også i gang.

Tina holder en af sine plejekillinger.

Snart efter begyndte hun på Killingehjælpen og med plejekillinger, hvor Tina hurtigt fandt ud af, at hun var god til katte. Snart begyndte hun selv at hjælpe herreløse katte og har i dag hjulpet 60-65 katte og killinger videre til nye hjem. I dag får Tina ofte henvendelser fra folk, der har fundet herreløse katte. De vil gerne hjælpe, men giver hurtigt op, hvis de skal køre længere for at aflevere katten på et internat med plads, betale penge for aflevering og neutralisering af katten eller det på anden måde er besværligt.

”Udgangspunktet er, at jeg henviser dem [herreløse katte] til Inges Kattehjem, Kattens Værn eller Min Ven Katten. Jeg hjælper bl.a. med at få dem kørt hen til det nærmeste internat, men nogle gange tager jeg dem også selv,” siger Tina.

Tina forklarer, at hun har et rigtig godt samarbejde med tre dyrlæger på Fyn, som neutraliserer, vaccinerer og tester kattene.

Tina tager sig både af mennesker og katte

Til daglig arbejder Tina som natsygeplejerske i Odense Kommune og tager rundt til plejecentre og borgere, der har brug for akuthjælp eller støtte op om døende patienter. Det er hårdt, men hun elsker sit job, som hun har haft de sidste otte år. Det har også inspireret hende til at arbejde mere intensivt for at hjælpe herreløse katte.

”Jeg har ændret mig meget af at blive sygeplejerske. Det har også medvirket til, at jeg har gjort alt det her for kattene,” siger Tina.

 

 

Se flere billeder af Tinas katte og killinger:

tina_bobbitina_plejebarn

tina_plejebørn2 tina_plejebørn4