Laban vil gerne være med overalt – om det er i køkkenet, øverst på brændestablen, eller i haven. Han har sammen med Heidis to andre katte været en fast del af Heidis liv siden hun hentede dem fra Inges Kattehjem.
”Vi ville ikke være vores tre katte foruden,” fortæller Heidi Bethina Rytoft.
Heidis liv har i over 25 år været fyldt med katte, som hun har adopteret fra Inges Kattehjem. Hun ville derfor også gerne fortælle om dem, da hun deltog i Facebook konkurrencen i juni.
Han så tynd og sørgmodig ud

Laban.
Laban kom til Heidi i efteråret 2002. Hendes forrige kat, Lewis var lige død, og det var egentlig ikke meningen, at de skulle have en ny kat lige med det samme. Men alligevel gik turen til Inges Kattehjem den førstkommende weekend. Her sad en 1-årig sort/hvid handkat, som var grøn der hvor han burde være hvid pga. øretatoveringsfarven.
”Det var en tynd og sørgmodig dreng. Ham fik vi med hjem og han kom til at hedde Laban,” fortæller Heidi.
Laban fandt hurtigt sin plads sammen med deres kat Lulu, der også kom fra Inges Kattehjem. Det var hende, der bestemte, men så længe han fik lov at putte med hende, når han havde brug for en lur, var han godt tilfreds.
Først Lewis, derefter Lulu

Lewis og Lulu.
Heidi fik sin første kat fra Inges Kattehjem, Lewis, i 1989. På Glostrup-afdelingen så hun en lille 12-ugers grå killing, som bestemt skulle med hende med hende hjem.
”Lewis faldt hurtigt til og var mors kat. Da min datter kommer til verdenen i 1990 blev han en rigtig vagtkat, der passede godt på hende, når hun sov på sofaen, i barnevognen eller på sengen,” siger Heidi.
Men som årene gik, virkede det som om Lewis havde brug for selskab, og i 2001 besluttede Heidi at få en kat til, der kunne holde ham med selskabet. Så turen gik igen til Inges Kattehjem i Glostrup. Her faldt Heidi med det samme for den 1½ år gamle Lulu.
”Her sidder der en grå dame og kigger bedende på mig. Da jeg tager hende ud, spinder hun højt og dejligt, og jeg tvivlede aldrig på, at hun skulle med mig hjem,” siger Heidi.
Lulu faldt til med det samme og hun og Lewis lærte at tåle hinanden, indtil Lewis døde i 2002.
Laban kommer til
Lulu og Laban havde det godt sammen. Om sommeren lå de på spisebordet på altanen og nød udsigten. Skaderne fandt hurtigt ud af, at misserne ikke kunne nå ud til dem. De satte sig på altankasserne og ordnede fjerdragten, alt imens Lulu og Laban lå på den anden side og var svært utilfredse.

Laban – også kaldet bjerggeden
I sommeren 2008 flyttede Heidi og hendes familie med de to katte i hus. De to katte fandt sig hurtigt til rette – på hver sin måde.
”Lulu var aldrig ret langt væk fra hun, hun var en tryghedskat og ville helst være der, hvor jeg var. Laban var mere modig og fandt hurtigt ud af, hvordan man fangede dyr som mus, fugle og frøer. Han kom altid hjem og viste den store fangst frem, inden den blev spist,” fortæller Heidi.
Vinteren er Labans bedste højtid. Det var hvådt og koldt, men sjovt at lege i, og juletræet kunne han bruge til kradsebræt og klatretræ. Gavernes fine bånd skulle tygges i og hvis pakken også kom med var det ekstra sjovt, ligesom han fik meget tid til at gå med at slå til julepyntet og lege med det nye legetøj på gulvet.
Laban bliver alene

Det seneste billede af Laban.
Så i januar 2015 måtte Heidi en tur forbi dyrlægen og sige farvel til Lulu, da Lulus gigt i bagbenene var blevet for smertefuld for hende. Heidi mindes stadig de 14 år hun havde sammen med hende, når hun sætter sig på katteværelset, hvor hendes urne står. Laban mistede også en trofast ven, som han havde gået sammen med i 13 år.
”Det har været meget hårdt for ham. Han har sørget længe,” fortæller Heidi.
I dag fylder Laban snart 15 år, og alderen er ved at sætte sine spor. Laban har lige været forbi dyrlægen, fordi han har tabt sig meget og han spiser kun sin mad i små mængder. Så han har fået lagt fem portioner vand under huden og appetitstimulerende piller med hjem.
”Vi håber, at det hjælper, for vi ønsker ikke at sige farvel til den mest lækre og kærlige dreng endnu,” siger Heidi.
Af Annette Birch og Heidi Bethina Rytoft. Billeder af Heidi Bethina Rytoft.