Hvad om vi stiller skarpt på den danske kat? Hvilke kår har den haft de sidste hundrede år, mens Danmark har undergået en stor teknologisk og kulturel forandring?
Kattene på landet:
Som gammelt landbrugsland har vi herhjemme en mange hundrede år gammel tradition med gårdkatte: Kattene fangede mus og rotter og andet utøj, og til gengæld fik de lov at søge ly på hølofter og i stalde, og bonden sørgede for, at der stod en skål mælk eller vand klar til dem – samt lidt kød eller grøntsager, hvis familien kunne undvære. Således har arbejdsfordelingen alle dage fungeret godt mellem mennesker og katte, og det vil den formentlig fortsætte med, så længe der er opgaver for de dygtige musefangere.
Byens katte:
Nok har landbrugslivet ændret betragteligt karakter siden begyndelsen af 1900-tallet. Men for kattene har den største forandring uden tvivl ligget i storbyernes opståen, hvorfor vi vil bruge mest tid på at beskrive bykattenes liv. I takt med at byerne voksede sig større, fik de herboende katte anderledes vilkår, end deres slægtninge på landet: De vildtlevende katte, som strejfede omkring i baggårdene, sloges og lavede en farlig larm, når de var elskovssyge, var af mange mennesker anset som et onde, man ikke ønskede at holde til, selvom de så nok så sultne og forkomne ud. At kattene var
et irritationsmoment oversteg mange steder deres agtelse som skadedyrsbekæmpere.
Bykattenes stand:
Om disse bykatte fortælles, at de oftere var i dårligere stand end deres artsfæller på landet, da det var vanskeligere for dem at finde føde. De levede typisk ikke mere end 7 år, da hunkattenes mange fødsler tærede på deres i forvejen udsultede kroppe, og hankattene flåede hinanden i stykker i kampen om hunner og overlevelse.
Dyreværn?
Dyreværnsloven af 1916 foreskrev, at man skulle behandle dyr med værdighed, og at man ikke måtte tilføje dem unødig skade. Men mange mennesker ignorerede dette påbud, indfangede de omstrejfende katte og tog dem af dage på bestialske måder for at blive fri for dem i en fart.
Desuden var katten stadigvæk forbundet med overtro, som langt fra altid faldt ud til dens fordel. I visse egne af Danmark slog man stadigvæk katten af tønden til fastelavn, da man troede, at man derved jog onde ånder på flugt. Men skal man rette sig efter gammel overtro, forlyder det at en kat, man gør uret, vil tage hævn; ikke direkte – men man vil siden være forfulgt af uheld.
Ikke nok med at bykattene havde mange fjender iblandt de mennesker, de opholdt sig i nærheden af for at finde mad. Også rotterne – deres naturlige fødekilde – blev et svimlende antal kattes endeligt:
Kampen mod rotterne:
Når der samles mange mennesker på et relativt lille område, har rotter gode muligheder for at formere sig, og som indbyggertallet steg i de større byer, blev rotterne for talrige. Derfor begyndte man i 1920’erne at lægge store mængder rottegift ud. Desværre led mange katte en smertefuld død, fordi de blev forgiftet af de rotter, som de slog ihjel og spiste.
Selvom Dyreværnsloven af 1916 foreskrev, at gift skulle udlægges på en sådan måde, at kun de dyr, som giften var tiltænkt, kunne komme til den, havde mange ikke denne omtanke. Desuden skal det nævnes, at gifteudlægningen gjorde mange gårdkatte arbejdsløse, da det var billigere for bønderne at investere i gift end i deres trofaste musefangere.
Ikke kun giften var med til at gøre kattenes forhold dårligere. For at blive fri for rotterne, begyndte folk at lukke deres kældere af, og dette var ensbetydende med, at det blev meget sværere for de herreløse katte at søge ly for vind og kulde. Mange omkom derfor; særligt i vinterhalvåret.
En kats værd:
Forfatteren Alfrida Krarup skriver i sin bog
”Den danske kats liv” fra 1934 følgende: ”Katten behandles skammeligt pga. Menneskets Egenkærlighed. Dyret vurderes sædvanligvis efter den grad, det kan udnyttes i Menneskets Tjeneste, mindre ud fra Højden af dets legemelige og aandelige Fuldkommenheder og ud fra det Synspunkt, at Dyreverdenen som Menneskets Medbeboer paa Jorden ogsaa i sig selv har et Formaal.”
Desværre er Alfridas ord ikke blot et ekko fra fortiden, men en realitet for alt for mange katte i Danmark anno 2008; næsten et århundrede efter, at hendes bog blev udgivet.
Kattenes få venner:
Der har dog altid været dyrevenner, som bekymrede sig om bykattenes skæbne, og trofast lagde mad ud til de ofte meget menneskesky dyr. Kattene lærte hurtigt, hvor der var en hjælpende hånd at finde, og ikke sjældent så man, at de kendte både det præcise tidspunkt og sted, hvor de kunne være heldige at få en tiltrængt godbid.
I Frihaven i København var det således kendt blandt mange katte, at man kunne få sig en bid brød og en skål mælk af damerne i kvarteret, som punktligt overholdt deres pligter som selvudnævnte kattemødre. På billedet ses en dame i færd med at lægge mad ud til en flok ivrige katte omkring 1930.
Ligeledes fortælles om en fattig kone, at hun hver aften lagde vejen forbi Rosenborg Have og lagde mad til de katte, som opholdt sig i nærheden. Fik hun nys om, at nogen ønskede at gøre kattene fortræd, fandt fodringen først sted om aftenen.
Stuekatte:
Selvom katten primært blev anset som værende et nyttedyr til bekæmpelse af mus og rotter (eller selv blev opfattet som et skadedyr!), holdt en del familier katte som kæledyr. Disse katte var i reglen højt elskede medlemmer af familien, og blev forkælet efter alle kunstens regler. Stuekatte fandtes primært i byerne, da livet på landet fordrede, at kattene gik ude og jagede, selvom de var nok så vellidte af deres familier. Ofte blev stuekatte gamle, da de ikke behøvede at tilkæmpe sig føden, og altid havde en lun krog at ligge i.
Katte som legetøj:
Desværre anskaffede folk sig ind imellem killinger, som de tog sig af, indtil disse blev ældre og mere krævende; så lukkede man dem ud, og dette var ensbetydende med at afsige deres endeligt, da de ikke havde en chance mod de halvvilde bykatte. Desuden var problematikken omkring sommerhuskatte allerede kendt for 100 år siden: Folk begyndte at tilbringe deres ferier i kolonihaverne, hvor de muntrede sig med de omstrejfende katte, indtil man rejste hjem og efterlod de små dyr sultne og ulykkelige.
Før og nu:
Vi og andre dyreværnsforeninger knokler videre for de mange hjemløse katte: Formidling til nye hjem, indfangning, neutralisering, øremærkning, genudsætning og rådgivning. Dyreværnsarbejde har mange ansigter, og har været i fremgang navnlig de sidste 50 år, hvor opmærksomheden på dyrenes velfærd eller mangel på samme er kommet væsentligt mere i fokus. Mange nye foreninger med engagerede medlemmer er kommet til.
Den danske kats historie er ikke altid rar læsning. Katten har idag betydeligt bedre vilkår og lad os håbe på og arbejde for, at dens fremtid bliver endnu bedre.