NÅR EN BLIVER TIL TO

Katten er et semisolitært dyr. At være semisolitær betyder at den ikke er flokdyr og den kan klare sig alene, men er forholdende til det og er det til kattens fordel, så ynder de at finde sammen i floklignende sammen- hænge. På Inges Kattehjem bliver vi ofte spurgt, om det er en god idé at holde to katte sammen. Mange er stadig af den overbevisning, at en kat har det bedst med at være sig selv, og det kommer derfor bag på en del,
når vi svarer, at der er mange fordele ved, at ens kat ikke er alene – forudsat at den kan med andre katte, naturligvis.

Går du med tanken om at få en kat til den du har derhjemme, fordi det evt. virker som den keder sig eller er meget alene hjemme, er der nogen forhold man skal være opmærksom på.

HVILKEN KAT SKAL MAN VÆLGE?

Lige børn leger bedst er der et ordsprog som lyder og det passer bestemt også med katte. De færreste 15 årige katte synes det er en fest at der kommer en irriterende lille killing ind og springer på den og bider den i ørerne og i halen mere eller mindre konstant. Da det er levende væsner er der selvfølgelig ingen regler uden undtagelser og nogle ældre katte elsker killinger, men som udgangspunkt burde man vælge en ældre rolig kat, hvis det er det man har i forvejen. Omvendt bør man også vælge en ung aktiv kat, hvis det er det man har, så de får glæde af hinanden og kan berige hinanden med mange timers leg. Så se rigtig nøje på din kat og hvad der ville passe til den.

SELVE SAMMENFØRINGEN

Når den anden kat er fundet er det vigtigt at sammenføringen gnider så problemfrit som muligt. Det hele er meget nyt og stressende for den nye kat, som skal vænne sig til et nyt sted, med nye mennesker, dufte, lyde og også en anden kat og den gamle kat skal lære at dele sit territorie og menneske. Derfor er det meget vigtigt at det hele forløber stille og roligt og i kattenes tempo. Mennesker ønsker at det skal gå godt fra start. Derfor vælger de nogen gange at slippe den nye kat løs i hele huset/lejligheden med det samme, med stor stress og frustration hos begge katte. Derfor; start altid den nye kat ud i et rum for sig selv, det er ikke synd for andre end de menneskelige følelser. Her skal katten opholde sig med sin bakke, mad- og vandskål
og lukket dør.

Efter et døgns tid kan man blande kattenes dufte, f.eks. bytte rundt på de tæpper de har ligget på. Når der er gået et par dage med det og hvis kattene virker rolige, kan man åbne døren op på klem, evt med en avis i bunden så døren går i spænd. På denne måde kan kattene ”hilse på hinanden” men uden at gøre hinanden noget. Det er helt naturligt hvis kattene hvæser og spytter på dette stadie, det må de godt, det er sådan de finder ud af deres indbyrdes forhold og hvordan det fremadrettet skal være opbygget. Derfor er det meget vigtigt at mennesker ikke irettesætter dette, da det kan gøre sammenføringen længere, da kattene vil forbinde menneskets indgriben med noget negativt. Hvis mennesket ”hvæser” (i katte øre) er det endnu mere grund til at hvæse. Det er en rigtig god ide, hvis der er to mennesker i hjemmet, at sætte sig på hver sin side af døren, mens den er på klem og kattene kan se hinanden, at forstærke kattene positivt samt få dem til at udløse endorfiner. Det kan gøres ved masser af kæl og ros, lege eller nogen lækre godbidder. Når hvæseriet er afsluttet, eller det er på et minimun, er det tid at forsøge at lukke den nye kat ud og det er altid med en klump i maven.

Herfra finder nogen katte hinanden hurtigt og efter lidt gåen rundt efter hinanden, kan de begynde at lege eller acceptere hinanden og gå hver til sit. Andre gange vil kattene reagere voldsommere. Højlydt hvæsen, sprutten, skrig og skyden ryg. Skil dem ikke ad, med mindre de går på hinanden og fysisk kommer op og slås. Skil naturligvis kattene ad, når de ikke er under opsyn indtil sammenføringen er fuldstændig på plads og du føler dig tryg ved at efterlade dem. Nogen gange lykkedes en sammenføring ikke, lige meget hvor meget man gør rigtigt og hvor lang tid man bruger på det. Selv to katte, man ved kan med andre katte, kan have en kemi der overhovedet ikke passer sammen. Det er en fordel at have en plan for hvad man gør med den nye kat såfremt det ikke lykkedes. Adopterer man en kat fra Inges kattehjem, kan man altid aflevere den retur, hvis det ikke fungerer, inden for 30 dage.