De fleste af os har heldigvis stærke holdninger til, hvordan man bør tage vare på sine dyr. Men hvad stiller man op, hvis man synes, at en andens måde at holde kat på er forkert?

I vores rådgivning modtager vi ind imellem opkald fra bekymrede mennesker, som giver udtryk for en vis skepsis i forhold til en fremmed kat og dens trivsel. Eksempelvis har vedkommende over en længere periode bemærket, at kattens ejer kommer sent hjem om aftenen, og at katten derfor må formodes at være overladt en del til sig selv. Det kan da ikke være rigtigt, at man må holde kat på denne måde? Vi kan sandsynligvis hurtigt blive enige om, at man kun bør anskaffe sig et kæledyr, såfremt man har tid og overskud til at beskæftige sig med det i en sådan udstrækning, at dyret får opfyldt sine behov for føde og social kontakt. Dyrevelfærdsloven er således indrettet, at et dyr i ens varetægt skal tilses dagligt og holdes under hensyntagen til dyrets fysiske og psykiske behov. De fysiske behov er relativt lette at afdække: Dyret skal have adgang til frisk vand og fodres, så det er i sundhedsmæssigt forsvarlig stand. Det er straks sværere at sætte en fasttømret grænse for, hvornår dyrets psykiske behov må formodes opfyldt. Der er tale om en formodning, eftersom vi ikke har mulighed for at spørge dyret, om det er tilfreds med sin generelle levevis. Naturligvis er det en selvfølgelig, at et socialt dyr som en kat har behov for mental stimuli i form af fysisk kontakt med sin ejer. Dyrevelfærdsloven har allerede foreskrevet, at en kat skal tilses dagligt. Men ”at tilse” er et vidt begreb. Er en time nok? Tre timer? Otte timer? 12 timer? Naturligvis kommer det an på katten; nogle katte er mere socialt indstillede end andre. Men de fleste kan formentlig blive enige om, at en time om dagen i selskab med katten er for lidt – og at det vil være i overkanten at forvente, at man bør tilgodese 12 timer. Således opstår et grænseområde, hvor det er op til den enkelte at vurdere, hvad der er rimeligt. Og det er her, vi har med holdninger at gøre.

Man kan vælge at opfatte Dyrevelfærdslovens paragraffer som minimumskrav til dyrehold; hvilke krav skal som minimum opfyldes, før det er forsvarligt at holde dyr. Men er disse minimumskrav opfyldt, vil en diskussion om dyrevelfærd altid basere sig på de involveredes holdninger til, hvordan man bør tage sig af sine dyr. Står man i en situation, hvor man mistænker, at en ejer ikke passer sit dyr forsvarligt, bør man i første omgang undersøge, hvad Dyrevelfærdsloven siger. Finder man ikke, at der er hjemmel i loven for ens vurdering, må man gøre op med sig selv, om man ønsker at gå videre – menneske til menneske. Myndighederne kan ikke hjælpe en, såfremt den pågældende ikke overtræder loven. Ved en gennemgang af Dyrevelfærdsloven vil mange dyrevenner finde, at denne lov er noget tyndbenet, og flere dyreværnsorganisationer såsom Inges Kattehjem arbejder aktivt på at forbedre vilkårene for Danmarks dyr via ændringsforslag. Eksempelvis er det tilladt at holde et dyr i en kælder hele dets liv, hvor det aldrig ser dagens lys, såfremt det tilses, fodres og har mulighed for at røre sig. Mon ikke vi er mange, som ville reagere med forbløffelse og vrede, hvis vi fandt, at vores nabo holdt en hund eller kat på denne måde?

Det er yderst vigtigt, at man som bekymret borger reagerer, når man opdager, at et dyr muligvis lider nød. Mennesker har pligt til at anmelde, hvis vi ser, at et andet menneske mistrives. Men denne pligt eksisterer ikke i relation til dyr, hvilket er særdeles bekymrende. Derfor er det helt essentielt, at man er opmærksom og tør at træde i karakter, hvis man har en stærk mistanke om, at et dyr holdes under uforsvarlige forhold. Som tidligere nævnt må man i første omgang tjekke Dyrevelfærdsloven og se, om der reelt er tale om ulovligt hold af dyr. Ring eventuelt til Politiet eller en dyreværnsorganisation og spørg. Finder man ikke, at loven understøtter ens påstand, men man alligevel ønsker at give sin mening til kende, er det vigtigt, at man bevarer roen, når man forsøger at tale med den pågældende om ens oplevelse. Man bevæger sig ind i et andet menneskes privatsfære, når man retter kritik mod noget så privat som personens måde at behandle sit dyr på, og man risikerer, at han eller hun lukker helt af. Selvom man er meget vred og ønsker at skælde ud, skal man have i baghovedet, at man ikke gavner dyret ved at hidse sig op. Desuden er der den mulighed, at man har misforstået situationen, og at det slet ikke er så galt fat, som man troede. Vær gennem hele samtalen bevidst om, at I er i færd med en holdningsudveksling, hvor der ikke er tale om noget ulovligt. Forsøg at lytte med et åbent sind og undgå at fremstå enten bedrevidende eller aggressiv. Få så mange informationer om dyret og dets forhold som muligt, og henvis gerne til en dyreværnsorganisation for gode råd. Summa summarum: Er der ikke tale om et ulovligt forhold, hvor politiet kan tage affære, har man kun den medmenneskelige samtale som redskab. Derfor må man træde varsomt over for ejeren, hvis man ønsker at bedre forholdene for et dyr, som man synes kunne have en bedre hverdag. Og man er naturligvis velkommen til at ringe til Inges Kattehjem for gode råd.