Det er de mærkeligste ting, der gennem tiden er blevet kastet ud fra en flyvemaskine, fra skruenøgler med påhæftede beskrivelser af forhold vedrørende fjenden under Første Verdenskrig, over kærestebreve under Anden Verdenskrig, til et klaver. Resterne af et sådant ligger et eller andet sted blandt Himalaya-bjergenes tinder, efter at et fragtfly livsnødvendigt måtte kaste det ud for at klare at komme over bjergkæden. Klaveret var bestilt af den kinesiske førstedame, Soong Mei-Ling, og flyet var på vej fra Indien med forsyninger til et berømt jagerregiment, som var stationeret i Kunming i Kina, nemlig De Flyvende Tigre. Efter således på passende vis at have iklædt beretningen pels, klør og knurhår vil vi gå videre til den historie, som er relevant for alle katteelskere.
I 1950’erne iværksatte verdenssundhedsorganisationen WHO et program til udryddelse af malariamyggen på verdensplan. I den forbindelse blev der i den svært tilgængelige landsby Bario, som ligger i Kelabit-bjergene i Sarawak på det nordlige Borneo, i årene 1952-1955 sprøjtet kraftigt med DDT og hexachlorbenzen. I en kortere periode blev det mere effektive insektmiddel dieldrin også anvendt, men blev i Bario opgivet af logistiske og økonomiske årsager. Beboerne levede deres liv i stråtækte langhuse, der rummede op mod 100 personer, og det var især undersiden af disse stråtag, som to gange om året blev mål for WHO’s sprøjtedyser. Årsagen dertil var, at det var der malariaparasitten holdt til.
Bekæmpelsen var drastisk effektiv, men så meldte en sideeffekt sig. Områdets katte begyndte at dø. Om årsagen findes forskellige teorier, men det er en kendsgerning, at dødeligheden blandt lokale katte også er kendt fra andre steder i verden, hvor DDT er blevet anvendt til malariabekæmpelse, f.eks. blev en død boliviansk kat i 1965 sendt til undersøgelse i USA, og prøverne viste, at giftkoncentrationen i dens krop var tilstrækkelig til, at den kunne have været dødsårsagen. Den sandsynlige grund til forgiftningen af Barios kattebestand skal nok findes i, at de har guffet døde kakerlakker og gekkoer i sig (som selv havde giften i sig, fordi de havde ædt af møllarver og insekter) – og ikke mindst i det faktum, at misserne ved deres trang til konstant pelspleje har fået giftstøv i sig ad den vej. Om en efterfølgende hidtil uset opblomstring af rottebestanden i området skyldtes forhold, der kunne henføres til naturforhold, eller fraværet af mjavserne, kan diskuteres, men hos landsbyboerne næredes ingen tvivl: Fænomenet skyldtes manglen på katteklør.
Den store mængde rotter ødelagde afgrøderne på markerne og øgede risikoen for sygdomme i befolkningen. Der måtte bringes nye katte til landsbyen. Hvordan idéen til det følgende opstod, er der flere bud på. Vi tager den sjoveste. På tidspunktet foregik en udvidelse af landingsbanen ved Bario, og til at holde opsyn med dette konstruktionsarbejde befandt en britisk distriktsembedsmand ved navn Malcolm McSporran sig på stedet. En morgen, da han vågnede, opdagede han, at rotter havde bidt hul i hans hovedpude, mens han sov, og havde hevet en god del af indholdet ud for at bruge det som redemateriale. En anden person på stedet havde tidligere anmodet Borneo Airways om at flyve katte ind, men fordi selskabet ikke havde et fly stående til rådighed, som kunne lande på Barios korte bane, måtte de afvise anmodningen. Sarawak var dengang en britisk
kronkoloni, og i desperation tog McSporran kontakt til Royal Air Force, det engelske flyvevåben, og forhørte sig om muligheden for at få kastet nogle katte ned med faldskærm. Det så RAF intet problem i. WHO, som jo var årsagen til miseren, blev indblandet, og de kontaktede forskellige småbyer langs kysten med fiskerlejer, og på kajerne dér gik en indfangning af herreløse katte i gang. De lokale flettede godt polstrede kurve til den enkelte kat, og det hele blev transporteret til lufthavnen i Sarawaks hovedstad, Kuching. Under betegnelsen Beverley Flight var fire fly af typen Blackburn Beverley tilknyttet Eskadrlle 48 i Singapore, som fløj med Hastings-transportfly. Beverley-flyet var specielt egnet til tunge, uhåndterlige lasteemner og var derfor som skabt til at transportere byggematerialer og maskineri til udbygningen af flyvepladsen i Bario, og med en last på lidt over tre tons, indbefattende fire kartoner Guinness’ Stout-øl til landsbyhøvdingen og en vibratortromle, gik en Beverley i luften fra RAF-basen Changi den 13. marts 1960. Efter en mellemlanding i Kuching, hvor 23 flettede kurve, indeholdende hver især 1 stk. missekat, blev placeret i en af RAF’s standard nedkastningsbeholdere med tre faldskærme, gik turen mod Kelabithøjdedragene. Mens maskinen ganske langsomt i godt og vel 120 meters højde fløj hen over startbanen ved Bario, blev beholderen med de af situationen nok noget skræmte katte puffet ud over rampen sammen med resten af lasten, og de dalede ned mod deres nye hjem.
Nogen tid senere modtog RAF en skrivelse fra landsbyen, hvori en del af teksten lød, ”Mange tak til RAF og alle med ansvar for gennemførelsen af nedkastningen af katte; også tak til kattedonorerne og dem, som lavede kurvene. Alle kattene kom sikkert ned og er meget værdsatte,” hvoraf må uddrages, at de straks er gået i lag med rotterne. I 1995 forsøgte WHO med en notits i deres nyhedsbrev at finde frem til folk, som personligt havde været involveret i indfangningen og nedkastningen af musejægerne over Sarawak, men desværre førte denne ikke til nogen respons.
Kilde: Denne historie er indsendt af en af vores trofaste støtter, Preben Bajlum