Pelsen

Pelsen afspejler kattens helbred En kraftig, blød og skinnende pels afspejler et godt helbred hos katten. En forværring af pelsens tilstand er et tegn på sygdom, mistrivsel eller dårlig kost. Vi anbefaler tørfoder købt hos dyrlægen eller dyrehandleren. Kontakt dyrlægen i tilfælde af sygdom og Kattehjemmet i tilfælde af mistrivsel.

Børst din kat! Især langhårskatte skal børstes regelmæssigt. På den måde undgår du hårknuder, som er meget generende for katten og kun kan fjernes ved klipning. Katte rengører sig selv meget grundigt, og derved kan de indtage store hårmængder, der danner hårboller i maven. Disse hårboller kan hæmme tarmpassagen og resultere i opkast. Særligt foder købt hos dyrlægen kan hjælpe katten med at slippe af med disse hårboller gennem forbedret tarmpassage. Derfor kan det også være en god idé at børste katte med kort hår – især når de fælder, så mængden af løse hår mindskes. Kattegræs hjælper katten til at kaste hårbollen op, og kattemalt hjælper til at få hårbollen til at passere ud med afføringen.