Øjne, ører og snude

Øjnene

De tårer, der holder øjnene fugtige, ledes bort via tårekanalen. Denne bortledning af tårer er vanskeligere for racer med fladt ansigt, f.eks. perseren, hvor tårerne ofte løber ned ad siden af næsen og danner en mørk aflejring. Denne aflejring kan fjernes med en tot vat eller vatpinde. Hvis din kat har kraftigt tåreflåd, sammenklistrede øjne eller har problemer med at holde øjnene åbne, skal du kontakte dyrlægen.

Ørerne

Ørerne skal være rene. Du kan rense dem med tørt vat. Brug ikke vatpinde eller andre genstande i øregangene, da der er risiko for, at disse skubber aflejringer ind mod trommehinden. Den mest udbredte ørelidelse hos katte er øremider. Det er små parasitter, der lever dybt nede i øregangen. Normalt er de ikke til at se, men deres ekskrementer ligner kaffegrums og ses tydeligt i øret. Katte smitter hinanden ved tæt kontakt. Så hvis din kat har store mængder sekret eller pus i ørerne, eller hvis den kradser sig voldsomt, skal du lade dyrlægen undersøge ørerne.

Snuden

Lugtesansen hos katten er cirka fire gange bedre end menneskets og meget vigtig for katten. Den har bl.a. stor betydning for den sociale adfærd. I kattens verden er duftmarkering og -orientering næsten vigtigere end synet. Derfor bliver en voksen kat bange og utryg, hvis den kan lugte en killing i nærheden. Det er ikke størrelsen, det kommer an på – men den fremmede lugt! Kattens snude er tør og føles ikke varm. Hvis der kommer flåd fra snuden, eller katten nyser, er det tegn på forkølelse. Hvis katten ændrer adfærd (er mere sløv end normalt og ikke spiser), kontaktes dyrlægen.