Flyverkatten Sally

Da Dorthe, Søren og deres 5-årig søn Mads adopterede den 3-måneder gamle killing Sally vidste de ikke, at de havde adopteret en rejselysten dame. Dengang boede de i et hus i Odense, men kort efter flyttede de til Tronhjem i Norge på grund af en udstationering med Sørens arbejde – og de ønskede, at Sally skulle med.

”Vi ønskede, at Sally skulle flytte med og gik straks igang med at undersøge, om det var tilladt at have den med på flyet. Vi var heldige, da både SAS og Norwegian tillader katte,” fortæller Dorthe. Hun valgte SAS, hvor Sally kunne komme med i kabinen i en meget lille taske, mens hun skulle have været i lastrummet med Norwegian.

Dorthe var meget spændt på, hvordan Sally ville tage hele rejsen. De sørgede for at spraye Sallys taske med det beroligende “Feliway” samt undlade at give den mad nogle timer inden afrejse. Men alt gik godt. Både bilturen fra Odense til København, det at være i en lille taske så længe, at komme igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen med dyrepas, checkning af chip og kattetaske, og ikke mindst op- og nedstigningen med flyet. Sally mjavede måske fem gange og forholdt sig ellers rolig under hele rejsen, havde ingen uheld og besørgede heller ikke under flyrejsen.

Kærlighed ved første blik

Dorthe og hendes familie adopterede Sally som 3 måneder gammel i august 2015. Dorthe ville gerne have en ny kat, fordi hun elsker katte, og fordi deres tidligere kat desværre lige var blevet kørt over. På Inges Kattehjem i Odense var det kærlighed ved første blik.

”Hun gik lige ind i hjertet på os alle tre. Da den frivillige åbnede buret, hvor hun lå sammen med et par andre kattekillinger, kom hun stormende os i mødet. Det var som om hun fornemmede, at det var nu det gjaldt om at slå charmen til, hvis man skulle formidles videre,” fortæller Dorthe.

Sally gjorde sin entre i hjemmet med pomp og pragt. Da hendes nye familie åbnede katteburet, spankulerede hun uden tøven direkte ud af det og begyndte at afsøge det første rum. Hun fik hurtigt smag for mere, og indenfor et par dage var hele huset underlagt hende.

Den altædende kat

Den største udfordring for Dorthe og hendes familie var at få Sally til at lade være med at spise alt spiseligt, den kunne komme i nærheden af. Sally benyttede enhver chance til at hoppe op på bordene og spise mad.

”Kattehjemmet sagde godt, da vi valgte Sally (Joha), at den var ekstremt glad for mad, og at vi måske ville komme til at skulle holde lidt igen på dens mad. Det viste sig at holde stik.  Vi kunne ikke vende ryggen til i selv få sekunder, så var den oppe at slikke i havregrøden, leverpostejen, hapse en vaffel eller stikke sin lille krop ind i en pose chips,” siger Dorthe.

I dag er Sally 1 år og 3 måneder gammel og stortrives i Norge. Dorthe og hendes familie bor i byen, men i et roligt kvarter med langsom kørsel på vejene, så Sally tager det hele med ophøjet ro og slænger sig tit på gaden. De har også en høj stueetage med altan, hvor hun nyder at sidde på altankanten med overblik over al aktivitet på gaden.

”Den største glæde ved Sally er at følge dens gøren og laden, nusse med den og få min søn til at opleve glæden ved at have en kat,” fortæller Dorthe.