update_glostrup_ chilla_nuddelkat_redChilla er en flot sort-hvid kat, der bor hos Majbrit i en lejlighed i Tølløse. I dag sidder hun og knejser i lejligheden, som hun kun har kunnet kalde sit hjem i 1½ måned.

”Hun bliver møg forkælet og er en rigig lille mokke. Katten har alt, hvad den kan trække ,” siger Mette Kildegaard, der er en af Majbrits venner og tit er i hjemmet.

Men sådan har det ikke altid været. For bare et par måneder siden var hun en ud af otte katte, der blev indleveret til Inges Kattehjem efter at have levet i uhumske forhold. De blev kaldt ”Nudelkattene”, da ejeren mente, at de skulle leve af nudler. De havde alle helbredsproblemer, en havde en skæv ryg og en var dybt leversyg, men det lykkedes at få bortadopteret seks af kattene.

Venter i gangen på Majbrit

Chilla var en af de heldige nudelkatte. Da Majbrit og Mette var ude at kigge på hende faldt de for den smukke kat – og det på trods af, at hun første gang fandt på at gå til angreb. Men selv om Majbrit var lidt forskrækket, ville hun alligevel godt prøve Chilla og det har hun ikke fortrudt.

” Der har ikke været noget siden, bortset fra en enkelt gang hvor svigersønnen overskred Chillas grænser. Chilla kommer altid hen og vil nusse. Chilla sover hos Majbrit, nedenunder sengen, om natten. Chilla sidder og venter i gangen, når Majbrit kommer hjem,” fortæller Mette.

På vejen hjem fra kattehjemmet lå hun og småsov i buret. Hun løb straks ind under sofaen. Efter en lille times tid kom hun ud. Hun var faldet godt til efter et par dage.

Det perfekte match

Chilla var meget forsigtig i begyndelsen, men er nu tøet op, selv om hun stadig ikke bryder sig om larm og fremmede mennesker.  Men Majbrit har lært at læse Chilla og kender hendes grænser. Chilla har også sine gemmesteder, som hun kan bruge, hvis det bliver for meget.

”De passer rigtig godt sammen. Majbrit kæler, når katten vil kæle og det passer godt til Chilla, som går sine egne veje. De lever i fredelig sameksistens,” siger Mette og fortæller, at hun får meldinger om Chilla hver eneste dag.

Chilla er blevet en integreret del af hjemmet, det er der ingen tvivl om og Majbrit er glad for, at der er en, der har brug for hende og venter på hende, når hun kommer hjem.