Katteinfluenza

En lang række af virus og bakterier kan forårsage luftvejsinfektioner hos katte, men de to hyppigste årsager er begge virusbetinget:

(1) felin herpesvirus 1 (fhv-1) og (2) felin calicivirus (fCv).

Infektion med disse virus kaldes i daglig tale for katte influenza.

Af disse to er fCv den hyppigst forekommende, men resulterer til gengæld oftest også i mere milde sygdomsforløb end fhv-1.

Symptomer

Symptomerne er for begges vedkommende som udgangspunkt luftvejsinfektioner i de øvre luftveje, men involverer ofte også mundhule og øjne. Fra katten bliver smittet og indtil den bliver syg går der ca. 2-9 dage.

De mere specifikke symptomer ved fhv-1:

  • betændelsessekret i og omkring øjne og næse, nysen og sommetider savleri og hoste.
  • Hos unge og svækkede katte kan i mere sjældne tilfælde ses regulær lungebetændelse og mere generaliseret sygdom.

Ved infektion med fCv er symptomerne:

  • i store træk som hos fhv-1 men som sagt ofte noget mildere.
  • Sårdannelser i mundhulen; typisk på tungen.
  • Der kan komme lammelser og høj feber.

Dette kan forekomme som eneste symptom hos fCv inficerede katte – altså uden luftvejssymptomer.

Behandling

For at stille den eksakte diagnose på infektionstilstanden udtages der typisk en svaberprøve fra mundhulen eller slimhinden i øjnene, hvorfra man på laboratoriet kan isolere og typebestemme det pågældende virus.

Der er endnu ikke registreret nogen behandling målrettet mod virusinfektionerne, hvorfor katte med katteinfluenza behandles med bredspektret antibiotika for at dække mod evt. sekundær bakteriel infektion.

Hvis katten er meget svækket kan f.eks. væskebehandling og sondefordring blive aktuel.

Smitte

Både fCv og fhv-1 smitter primært ved direkte kontakt mellem katte, hvorfor sygdommen hyppigst ses, hvor flere katte er samlet som f.eks. hos opdrættere og på katte internater.

Dog kan smitte også ske indirekte ved, at sekret utilsigtet føres fra den ene kat til den anden.

Luftbåren smitte udgør en mindre risiko, men dog kan virus, der spredes i luften ved nysen, smitte i en afstand på 1-2 meter.

Smitterisiko

Inficerede katte med kliniske symptomer udgør i sagens natur en stor smitterisiko, men også raske katte, der er kommet sig over fhv-1 virus, er virusbærere. Hos disse katte kan virusudskillelse aktiveres ved stress-situationer og smitte ske til andre katte.

Typiske stress-situationer, der kan aktivere virusudskillelse, kan være anden sygdom, omplacering til et nyt hjem eller til internat, fødsel og opfostring af killinger.

Når virusudskillelse aktiveres hos disse katte, vil en del selv få kliniske symptomer, mens andre optræder sunde og raske, hvorfor man ikke umiddelbart vil mistænke dem for værende en smittekilde.

For katte, der er kommet sig efter smitte med fCv, gælder derimod, at de stort set alle mere eller mindre vil være raske virusudskillere i lang tid. Først senere i livet vil en del rense sig fuldstændigt for virus.

En amerikansk undersøgelse viser, at 20-30% af alle katte er raske smittebærere af fCv, og disse katte udgør en konstant smittekilde i deres omgivelser.

Hvor stort tallet er i Danmark vides ikke, men der er ingen tvivl om, at også her er der mange raske smittebærer af fCv.

Vaccination

Den bedste måde at sikre sin kat mod infektion med fCv og fhv-1 er gennem vaccination. Killinger basisvaccineres med 2 vaccinationer. den første gives i 8-ugers alderen og 2. basisvaccination 4 uger efter.

Selv om beskyttelsen hos nogle katte varer mere end et år anbefales årlig genvaccination; specielt til udekatte hvor smitterisikoen alt andet lige er væsentlig større.

Reducering af smitterisikoen

Ud over at vaccinere og genvaccinere din kat, kan du også reducere smitterisikoen:

  • Ved at forhindre direkte og indirekte kontakt mellem katte f.eks. på katte internater, hos opdrættere og lignende steder, hvor flere katte er sammen.
  • Ved kontant at opretholde en god hygiejne og desinficere kattens omgivelser
  • Killinger i alderen 3-6 måneder er i stor risiko for smitte. Efterhånden som beskyttelsen fra råmælken rinder ud, hvilket sker omkring 10-12 ugers alderen, og indtil beskyttelsen fra vaccinen virker, vil de være specielt modtagelige for smitte.Ved udbrud af smitte kan evt. tidlig vaccination komme på tale hos raske katte for at forsøge at opnå en tidligere beskyttelse, men vaccinen virker ikke optimalt hos så unge killinger.