Fodring generelt

 

Katte har ligesom mennesker bedst af at spise mad af høj kvalitet. Derfor anbefaler vi, at du køber tørfoder til din kat hos dyrehandleren eller dyrlægen. Forhør dig om produkterne. Læs grundigt på pakken og sørg for, at foderet indeholder alle de næringsstoffer det skal. Lovgivningen stiller kun mindstekrav til næringsstoffer i kattefoder, og derfor bør man se sig godt for, før man vælger foder.

 Spisemønstre

Der er individuelle forskelle på kattes spisemønstre. Nogle katte kan selv administrere skålen med tørfoder, hvorfor det kun er nødvendigt at fylde den op, hvis den er tom.

Andre katte spiser enten for meget eller for lidt, hvis de selv får lov at vælge, og så er det nødvendigt at dosere maden. Læs på foderet hvor mange gram din kat skal have dagligt afhængig af vægt. Husk at det ikke er nok at fodre to gange om dagen, hvis du selv doserer mængden. 3-5 gange er passende for en kat, der fra naturens hånd spiser små måltider i løbet af en dag.

Vådfoder er godt til katte, der ikke drikker nok vand

De fleste katte har kun behov for at spise tørfoder, men det kan være nødvendigt at give vådfoder, hvis man har mistanke om, at katten ikke drikker nok vand. Tal med din dyrlæge.

Mange synes, det er hyggeligt at give katten vådfoder, selvom det ikke er nødvendigt. I så fald skal man huske, at vådfoderet skal indgå i planlægningen af det daglige kalorieindtag, så katten bevarer en sund vægt.

Lad katten kæmpe for sin mad

En foderbold eller et aktvitetslegetøj, hvor katten skal kæmpe for at få maden ud, er et godt alternativ til den almindelige madskål. Bolden eller legetøjet fyldes med tørfoder, hvorefter katten selv skal finde ud af, hvordan den får fat i foderet, f.eks. ved at skubbe, gribe fast eller slikke for at få fat i foderet

Derved bliver katten både mentalt og fysisk stimuleret. Husk dog at fjerne foderskålen, da katten ellers vil vælge den nemme løsning.

Vand er vigtig

Frisk vand skal altid være frit tilgængeligt. Hav flere vandskåle så en væltet skål ikke er lig med en tørstig kat. Drikker katten ikke nok vand, kan årsagen være vandskålen. Katte bryder sig ikke om, at deres knurhår rører kanten. En flad, bred skål kan derfor være løsningen.

En del katte foretrækker at drikke rindende vand. Dette behov opfylder en vandfontæne til fulde som ligefrem kan virke opfordrende så katten drikker mere. En vandfontæne til katte kan købes i forskellige varianter hos dyrehandlere eller på Inges Kattehjem.