Dyrehospitalet i Vordingborg – Flåter

Dyrehospitalet i Vordingborg – Flåter

Katte kommer ikke nær så ofte til dyrlægen som hunde – men på Evidensia Dyrehospital i Vordingborg er de fleste patienter katte.  Dyrlæge og daglig leder, Lene Thaulow, fortæller her om de mest almindelige lidelser hos katte. Lopper og flåter er nogle af de store syndere.

Al Pacino smyger sig om hjørnet i døråbningen, stopper op et øjeblik og går så målrettet mod madskålen. Egentlig var han én af de vildkatte, der holdt til i Vordingborgs industriområde, hvor Evidensia Dyrehospital flyttede til for nogle år siden. Men i dag bor han inde og er én af klinikkens faste beboere. Han er kontaktsøgende og kælen – bare man ikke prøver at ae ham på maven. Der sætter han grænsen.

Dyrlægerne startede med at indfange vildkattene i fælder, da de flyttede hertil. Kattene blev neutraliserede, loppebehandlede og sat ud igen. Da en af de vilde katte havde killinger, blev der naturligvis sat killingefoder ud dagligt. En af de voksne katte, som også nød godt af det, var Al Pacino.

“Han var helt vild, vi kunne slet ikke komme i kontakt med ham, så efter at han var blevet neutraliseret og loppebehandlet, slap vi ham ud igen. Men den dag, killingerne var vokset op og ikke blev fodret længere, blev han pludselig tam,” fortæller Lene Thaulow med et smil. Hun er dyrlæge og daglig leder af Evidensia Vordingborg Dyrehospital.

Da der ikke længere var killingefoder udenfor, kiggede den store kastrerede hankat ind ad terrassedøren. Der stod mad- og vandskåle. Og så flyttede han ind. Han havde en god appetit, og det endte med, at han måtte på slankekur. I dag vejer han 8,8 kg efter at have tabt ca. ét kg.

Det er ikke bare Al Pacino, der har en særlig historie. Det har klinikkens andre katte også, og man er ikke et sekund i tvivl om, at dyrlæge Lene Thaulow og hendes kolleger har en stor kærlighed og interesse for katte. Faktisk er to tredjedele af klinikkens patienter katte.

Katteejere er ikke så flinke til at gå til dyrlægen

De mange katte på klinikken i Vordingborg skyldes ikke, at katteejere generelt går meget til dyrlægen med deres kat. Nok snarere, at klinikken tiltrækker klienter med katte, fordi katteejerne ved, at der både er interesse for og ekspertise i katte her på klinikken.

For generelt går katteejere ikke så meget til dyrlægen, som fx hundeejere gør med hunde. Tværtimod. Videncenter for Dyrevelfærd udgav først på året 2016 en undersøgelse af danskernes måde at holde kat på. Den blev offentliggjort i Dansk Veterinærtidsskrift, og i denne kunne man læse, at omkring halvdelen af Danmarks katte ikke bliver regelmæssigt vaccineret og derved heller ikke får et regelmæssigt sundhedstjek hos dyrlægen. Lene Thaulow har samme oplevelse:

“Generelt er katteejere ikke så gode til at passe på kattene, som fx hundeejerne er til at passe på deres hunde. Jeg tror, det skyldes, at katte får man gratis – hunde køber man, ” siger dyrlægen og skynder sig at supplere med, at det dog går i den rigtige retning.

Så mange katte – men hvad fejler de?

Kattene, der kommer på Vordingborg Dyrehospital, fejler meget forskelligt, men der er gengangere. “Der er nogle ting, som vi ser igen og igen. Det er f.eks. katte med infektioner efter bidsår, så er det nyrelidelser, og så ser vi også mange loppe- og flåtrelaterede lidelser,” fortæller Lene Thaulow.

Infektioner efter bidsår skal renses, og måske skal katten have antibiotika. Nyreproblemerne, som også ses ofte hos katte, er knap så simple at have med at gøre. For det første fortæller Lene Thaulow, at katte er rigtig gode til at skjule, at de er syge, og derfor finder dyrlægen oftest kun nyrelidelserne, hvis de leder efter dem. Og det gør Lene Thaulow og hendes kolleger.

Hun fortæller om et studie, de har lavet på klinikken, hvor alle katte, der ellers bare skulle vaccineres, blev undersøgt. Det viste, at omkring 25 procent af kattene, som så helt raske ud, faktisk havde nyreproblemer. “Det skyldes to ting, for det første er katte som nævnt gode til at skjule sygdomme, og for det andet, fordi nyrelidelsen blev opdaget tidligt i forløbet, ” forklarer dyrlægen.

Lopper og flåter giver kattene hudproblemer

“Så er der de loppe- og flåtrelaterede hudlidelser. Dem er der rigtig mange af, ” siger Lene Thaulow og lægger tryk på ”rigtig”. Hver gang der kommer en kat på klinikken med en hudlidelse, så regner hun med, at den har lopper, indtil andet er bevist. Det gælder både katte, der klør sig hele tiden, eller katte, der har sår.

Men når man taler om lopper, må man også komme ind på flåter. Det er ellers ikke noget, der har været så stor fokus på, når det gælder katte. Men det mener Lene Thaulow, at der skal laves om på:  “Det er dumt ikke at give katte forebyggende behandling mod lopper OG flåter, for flåter er også ofte årsag til hudirritation på katte.”

Derimod mener hun ikke, at katte får flåtoverførte sygdomme på samme måde som mennesker og hunde.

“Jeg tror aldrig, at jeg har oplevet en kat blive syg af en flåtoverført sygdom, som fx borrelia. Men vi ser ofte, at katte kan få en byld eller infektion dér, hvor flåten har siddet, siger hun.

Men hvis katte ikke bliver decideret syge af flåter, er det så nødvendigt at give katte forebyggende behandling? Til det spørgsmål er Lene Thaulow ikke i tvivl: ” Ja. Både fordi flåter er ulækre, men bestemt også, fordi det generer katten, og de bliver stressede af det. Vi ser ofte, at kattene får reaktioner i huden pga. flåter. Det bliver ofte så slemt, at de mangler hår, og de får røde og irriterede områder, der kan være lige så store som en femkrone.”

Der er endnu en årsag til, at Lene Thaulow synes, man skal beskytte sin kat mod flåter.

“Vi ved faktisk ikke, om borreliose kan forårsage symptomer på katte. Men vi ved fx, at bakterien hos hunde kan være årsag til, at de senere får problemer med nyrerne. Og vi ser jo rigtig mange katte med nyrelidelser. Hvem ved, om det kan være det?” siger dyrlægen og holder en pause.

“Måske. Better safe than sorry, og samtidig slipper katten for irritation over at have en flåt siddende – og for generende hudinfektioner og sår, ” siger hun. Desuden kan man behandle sin kat forebyggende mod lopper og flåter på én gang: – Det er genialt, at man kan behandle sin kat for begge dele på én gang, og det er kan godt betale sig at vælge en behandling, der varer i tre måneder.”.

De nyeste forebyggende lopper og flåtmidler kan man i øvrigt kun fås gennem dyrlægen. Det skyldes, at alle nye lægemidler ifølge en EU-lovgivning skal være på recept de første fem år.  Det skal være med til at sikre, at evt. bivirkninger bliver indberettet.

“Når man alligevel er hos dyrlægen, kan man samtidig bede om et middel, der virker længere end bare én måned. Derved skal katten ikke behandles så ofte, og det er jo ikke alle katte, der er vilde med at få spot-on i nakken.”

Katte skal passes
Men loppe og flåtbehandling kan ikke stå alene. – Som alle andre dyr, skal kattene passes. Få dem også neutraliseret og vaccineret. Så har de det bedre, og de udgør ikke en smitterisiko for børn og voksne. Desuden bliver katte bedre til at fange mus og rotter, når de har det godt, dvs. at der ikke skal bruges så meget gift rundt omkring. Det er win-win for alle parter, siger Lene Thau.

Udover at katte er hyggelige kæledyr, så har de også en meget nyttig funktion, som Lene Thaulow synes, at man skal sætte fokus på: “Man skal reklamere meget mere for katte. Rotter og mus kan jo ikke blive resistente for katte, og studier viser, at katte kan holde bygninger fri for rotter, ” slutter Lene Thaulow.

Flåter

Flåter

Flåten er en rund blodsugende parasit, der ofte ses på katte med fri adgang til buskads og krat. Flåten bider sig fast og fylder sig langsomt med værtsdyrets blod. De ligner små vorter og forveksles ofte med sådanne.

Fjern en flåt

Flåter fjernes effektivt efter, at de er bedøvet med æter, kloroform, sprit eller lignende. Hele kroppen drejes/nulres med uret, så de til sidst kan trækkes ud. Ellers brug en flåttang som vist på billedet (fås hos dyrehandleren eller på Inges Kattehjem webshop).

Hvis du trækker flåten ud med magt, risikerer du, at deres hoved bliver siddende i huden, hvor det kan blive årsag til et inficeret sår.

Katteinfluenza

Katteinfluenza

En lang række af virus og bakterier kan forårsage luftvejsinfektioner hos katte, men de to hyppigste årsager er begge virusbetinget:

(1) felin herpesvirus 1 (fhv-1) og (2) felin calicivirus (fCv).

Infektion med disse virus kaldes i daglig tale for katte influenza.

Af disse to er fCv den hyppigst forekommende, men resulterer til gengæld oftest også i mere milde sygdomsforløb end fhv-1.

Symptomer

Symptomerne er for begges vedkommende som udgangspunkt luftvejsinfektioner i de øvre luftveje, men involverer ofte også mundhule og øjne. Fra katten bliver smittet og indtil den bliver syg går der ca. 2-9 dage.

De mere specifikke symptomer ved fhv-1:

  • betændelsessekret i og omkring øjne og næse, nysen og sommetider savleri og hoste.
  • Hos unge og svækkede katte kan i mere sjældne tilfælde ses regulær lungebetændelse og mere generaliseret sygdom.

Ved infektion med fCv er symptomerne:

  • i store træk som hos fhv-1 men som sagt ofte noget mildere.
  • Sårdannelser i mundhulen; typisk på tungen.
  • Der kan komme lammelser og høj feber.

Dette kan forekomme som eneste symptom hos fCv inficerede katte – altså uden luftvejssymptomer.

Behandling

For at stille den eksakte diagnose på infektionstilstanden udtages der typisk en svaberprøve fra mundhulen eller slimhinden i øjnene, hvorfra man på laboratoriet kan isolere og typebestemme det pågældende virus.

Der er endnu ikke registreret nogen behandling målrettet mod virusinfektionerne, hvorfor katte med katteinfluenza behandles med bredspektret antibiotika for at dække mod evt. sekundær bakteriel infektion.

Hvis katten er meget svækket kan f.eks. væskebehandling og sondefordring blive aktuel.

Smitte

Både fCv og fhv-1 smitter primært ved direkte kontakt mellem katte, hvorfor sygdommen hyppigst ses, hvor flere katte er samlet som f.eks. hos opdrættere og på katte internater.

Dog kan smitte også ske indirekte ved, at sekret utilsigtet føres fra den ene kat til den anden.

Luftbåren smitte udgør en mindre risiko, men dog kan virus, der spredes i luften ved nysen, smitte i en afstand på 1-2 meter.

Smitterisiko

Inficerede katte med kliniske symptomer udgør i sagens natur en stor smitterisiko, men også raske katte, der er kommet sig over fhv-1 virus, er virusbærere. Hos disse katte kan virusudskillelse aktiveres ved stress-situationer og smitte ske til andre katte.

Typiske stress-situationer, der kan aktivere virusudskillelse, kan være anden sygdom, omplacering til et nyt hjem eller til internat, fødsel og opfostring af killinger.

Når virusudskillelse aktiveres hos disse katte, vil en del selv få kliniske symptomer, mens andre optræder sunde og raske, hvorfor man ikke umiddelbart vil mistænke dem for værende en smittekilde.

For katte, der er kommet sig efter smitte med fCv, gælder derimod, at de stort set alle mere eller mindre vil være raske virusudskillere i lang tid. Først senere i livet vil en del rense sig fuldstændigt for virus.

En amerikansk undersøgelse viser, at 20-30% af alle katte er raske smittebærere af fCv, og disse katte udgør en konstant smittekilde i deres omgivelser.

Hvor stort tallet er i Danmark vides ikke, men der er ingen tvivl om, at også her er der mange raske smittebærer af fCv.

Vaccination

Den bedste måde at sikre sin kat mod infektion med fCv og fhv-1 er gennem vaccination. Killinger basisvaccineres med 2 vaccinationer. den første gives i 8-ugers alderen og 2. basisvaccination 4 uger efter.

Selv om beskyttelsen hos nogle katte varer mere end et år anbefales årlig genvaccination; specielt til udekatte hvor smitterisikoen alt andet lige er væsentlig større.

Reducering af smitterisikoen

Ud over at vaccinere og genvaccinere din kat, kan du også reducere smitterisikoen:

  • Ved at forhindre direkte og indirekte kontakt mellem katte f.eks. på katte internater, hos opdrættere og lignende steder, hvor flere katte er sammen.
  • Ved kontant at opretholde en god hygiejne og desinficere kattens omgivelser
  • Killinger i alderen 3-6 måneder er i stor risiko for smitte. Efterhånden som beskyttelsen fra råmælken rinder ud, hvilket sker omkring 10-12 ugers alderen, og indtil beskyttelsen fra vaccinen virker, vil de være specielt modtagelige for smitte.Ved udbrud af smitte kan evt. tidlig vaccination komme på tale hos raske katte for at forsøge at opnå en tidligere beskyttelse, men vaccinen virker ikke optimalt hos så unge killinger.

Kattesyge

Kattesyge kan være en dødelig sygdom for din kat, hvis den ikke er vaccineret. Før i tiden, da katte ikke blev vaccineret imod kattesyge, var det en af de hyppigste dødsårsager blandt killinger og ungkatte.

Smitte

Sygdommen angriber primært kattens mavetarmkanaler og er meget smitsom, hvorfor en smittet kat bør isoleres. Sygdommen kan overføres ved direkte kontakt med en smittet kat, men også indirekte gennem urin, afføring, opkast, savl og slim fra en smittet kat. Er en kat blevet smittet med kattesyge, går der ca. 2-9 dage før sygdommen kommer i udbrud.

Symptomer

Virussygdommen kendetegnes ved følgende symptomer:

  • Diarré
  • Opkastning
  • Feber
  • Appetitløshed
  • Nedstemthed

Behandling

Den bedste måde at forebygge mod kattesyge er gennem vaccination.Der findes ikke en egentlig behandling mod selve sygdommen, hvorfor et behandlingsforløb koncentrere sig om selve symptomerne. Det vil sige genoprettelse af væskebalancen, stoppende midler mod diarré og eventuelt antibiotika mod andre bakterieinfektioner. Behandlingen er kun effektiv, hvis den indledes i de tidlige stadier af sygdommen.

Forebyggelse og behandling af urinvejsproblemer

Du kan selv sørge for at fore+bygge, at din kat får urinvejsproblemer ved at følge nogle enkle råd. Hvis katten alligevel viser tegn på urinvejsproblemer, vil det i de fleste tilfælde være en god ide at kontakte din dyrlæge.

Forebyggelse

  • Sørg for at din kat drikker vand.
  • Sørg for at din kat altid har adgang til frisk vand i rigelige mængder. Husk at skålen skal være så bred, at kattens knurhår ikke rører ved kanterne, og den må ikke være dybere, end at katten kan ligge og kigge over den.
  • Bland eventuelt vand i dåsemaden.
  • Sørg for at give katten tørfoder, der er af god kvalitet med lavt mineralindhold (kan købes hos dyrlægen). Billigt tørfoder fører ofte til dannelse af krystaller i urinen, som kan give risiko for urinvejsstop.

Hvad du børe gøre

  • Har din kat svært ved at tisse, går på bakken hyppigt, tisser uden for bakken eller klager sig når den tisser, bør du kontakte din dyrlæge. Både blærebetændelse og urinvejssten er smertefulde for din kat og kræver akut behandling. Går din kat i længere tid med urinvejsproblemer kan det påvirke og eventuelt skade deres nyrer.
  • Er der blod i urinen, bør du kontakte din dyrlæge snarest
  • Kan din kat ikke komme af med urinen, bør du strakt søge dyrlæge (også selvom det er aften eller weekend). Hvis urinvejene først er blokeret, kan situationen hurtigt blive kritisk.
  • Urinvejsproblemer kan være tilbagevendende, hvorfor et skift af foder til et specielt tørfoder, der tager højde for urinvejsproblemer kan være en fordel.
  • Tisser din kat uden for bakken, men har ikke andre symptomer, kan din kat lide af stress.

 

Hvis dyrlægen har konstateret, at der ikke er noget fysisk galt med katten, bør du overveje, om der kan være psykiske eller praktiske årsager til, at katten er urenlig.

Årsager og symptomer på urinvejsproblemer

Årsagen til urinvejsproblemer kan være urinvejssten, blærebetændelse eller stress og symptomerne kan være:

  • At katten presser længe, når den tisser, og der ikke kommer noget eller kun ganske lidt urin ud ad gangen.
  • At katten tisser en stor sø i f.eks. sengen.
  • At katten tisser oftere end normalt.
  • At katten bruger længere tid på kattebakken end normalt.
  • At katten mijaver eller klager sig, når den tisser.
  • At katten vælger at tisse bløde steder såsom på tæpper og dyner.
  • At katten har blod i urinen (den ser mørkere ud).
  • At kattens urin lugter meget kraftigt.

Urinvejslidelser er meget farlige for katte og må endelig ikke ignoreres. Får du ikke behandlet katten, kan det ende med, at den skal igennem flere operationer, og i sidste ende kan katten dø. Mange katte får disse sygdomme på grund af dårligt foder, overvægt og manglende motion.

Hovedparten af katte i Danmark lever af tørfoder og drikker som regel ikke vand nok til at kompensere for den manglende væske i foderet. Deres urin bliver derfor meget stærk og kan udløse en betændelsesreaktion i blæren, der danner klumper af celler som blokerer urinrøret. Blæreslimhinden bliver irriteret og fortykkes og bløder. Enkelte gange er urinrøret også spærret af krystaller som dannes da surhedsgraden i urinen er ændret og der udfældes salte som krystalliserer.

Der findes to forskellige slags urinvejssten, som katten kan få i urinvejene og dannes af krystaller i urinen. Ens for dem begge er, at de sætter sig fast i væggene i urinrøret. Dette medfører, at urinrøret bliver indsnævret, hvilket gør det meget smertefuldt for katten at tisse, da urinen nærmest skal presses ud. Behandles katten ikke, vil stenene til sidst lukke urinrøret, så katten ikke kan komme af med sin urin, hvilket er dødelig, hvis katten ikke behandles.

Hvis din kat har indvoldsorm

Katte kan blive smittet med en række forskellige typer orm. De to mest almindelige former for orm er spolorm og bændelorm. Der findes selvfølgelig andre typer orm, men behandlingen er den samme – dvs. en ormekur.

 Spolorm

Spolormen (Toxocara Cati) er som voksen mellem 5 og 12 cm lang og lever af indholdet i mavesækken og tyndtarmen hos katten. Den voksne spolorm lægger æg i kattens indvolde, der udskilles med afføringen. Voksne katte er mere modstandsdygtige overfor spolorm og viser typisk færre symptomer end yngre katte (også selvom de er smittet). Hos den voksne kat kan det eneste symptom derfor være elastiklignende orm i afføringen eller i opkast.

Symptomer for spolorm

  • Elastiklignende orm i afføringen eller i opkast
  • Diarre
  • Hoste
  • Træt, inaktiv kat som ikke vil lege
  • vægttab

Udspilet bug, tør og kedelig pels samt hæmmet vækst ved killinger kan også forekomme.

Spolormens æg udskilles med en kats afføring og optages af mellemværter som f.eks. mus, rotter og fugle. Når en kat spiser mellemværten aktiveres spolormen og udvikler sig til en voksen orm i kattens tarmkanal.

Hvis katten selv indtager æggene, vil larverne vandre ud af tarmkanalen, gennem leveren og videre til lungerne, hvor de vandre op igennem luftrøret. Herefter vil katten sluge dem, og de vil udvikle sig til voksne orm i kattens tarmkanal.

De unge larver kan også vandre ud og indkapsle sig i kattens væv. Hos hunkatten kan de aktiveres, når hun bliver drægtig, og vandre ned i mælkekirtlerne og smitte killingerne når de dier.

Bændelorm

Der findes flere arter af bændelormen, men den der oftest ses hos katte i Danmark er Dipylidium. Bændelormen sætter sig fast i tarmvæggen og  lever af tarmindhold. Deres længde varierer men de kan bliver over en meter lang og vokser sig længere og længere i små led, der hver indeholder æg. Leddene afgives som regel ét af gangen og ledes ud med kattens afføring.

Katte har normalt ikke symptomer selvom de har bændelorm. Dog kan følgende forekomme:

  • kløe omkring endetarmsåbningen når led med æg forlader katten
  • små led der ligner riskorn i pelsen omkring endetarmen
  • Bændelormeled i opkast

Bændelormens æg frigøres fra det led som de befandt sig i inde i katten og optages af en mellemvært som f.eks. en loppe eller mus, hvor de udvikler sig til larver. Kattens smittes med ved at spise mellemværten. Ofte får katte bændelorm ved at indtage en smittet oppe når den soignere sig.

Hvad du bør gøreOrm_0

  • Din kat skal have en ormekur. Ormemidler er receptpligtige så kontakt din dyrelæge for at starte behandlingen.
  • Det er altid en god idé med en kattebakke inden døre, så du kan holde øje med afføringen.

Billedet til højre (øverst): Spolorm: Hvidlige, elastiklignende.

Billede til højre (nederst): Bændelorm: Små ”risengryn” i pelsen omkring endetarmen.

 

Råd og tips om sukkersyge

Råd og tips om sukkersyge

Sukkersyge eller Diabetes Mellitus hos katte er en stofskiftelidelse, hvor produktionen af insulin er helt eller delvist ophørt. Kroppen har brug for insulin for at kunne transportere sukker fra blodet over i kroppens celler.

Symptomer

Katte udvikler typisk sukkersyge over nogle uger, og det kan være svært for kattens ejer at opdage. Sukkersyge ses oftest hos katte over syv år. Katten taber i vægt til trods for, at den har en stor appetit, drikker meget og tisser meget. Mange katte med sukkersyge bliver svage i bagbenene og “går på haserne”.

Undersøgelse

Har man mistanke om, at katten drikker mere, tisser mere og stadig spiser, skal man opsøge dyrlægen med det samme. Dyrlægen tager både en blodprøve og en urinprøve og undersøger for indhold af sukker (glukose).

Da katte ofte i stresssituationer vil have et forhøjet blodsukker, skal katten have vedvarende forhøjet blodsukker og sukker i urinen for at diagnosen sukkersyge kan stilles med sikkerhed.

For at sikre den korrekte diagnose måles tillige fructosamin i blodet og andre sygdomme udelukkes.

Behandling:

  • Diæt: speciel diæt med lavt indhold af stivelse og højt indhold af protein. Denne specielle sammensætning nedsætter behovet for insulin, og nogle katte kan klare sig med diæt alene. Diæter kan købes hos dyrlægen
  • Tabletter: Ønsker en katteejer ikke at give insult via indsprøjtning, er en mulig løsning på kort sigt Glipzide. Tabletterne anbefales ikke til længere tids behandling af sukkersyge og vil i mange tilfælde slet ikke hjælpe katten. Det vil desuden ofte være langt sværere at give katten tabletter frem for insulin i indsprøjtning.
  • Insulin: Der findes flere slags insulin, f.eks. har det syntetiske produkt, Insulin Glargine, vist gode behandlingsresultater. Ofte vælges et produkt som skal gives 2 gange med 12 timers mellemrum. I starten skal katten kun have en meget lille dosis som øges med 1-2 ugers mellemrum. Ejeren bliver instrueret i at måle kattens blodsukker derhjemme, så den rigtige dosis kan findes.
  • B12 mod “Svage bagben”: Sukkersyge giver en skade på nervevævet, så katten falder sammen i bagbenene. Det kan bedres af sig selv i løbet af 6-10 uger, når sukkersygen bliver behandlet med insulin. Desuden kan gives et tilskud af vitamin B12, som hjælper med at reparere det beskadigede nervevæv.

1 ud af 400 katte rammes af sukkersyge

Sukkersyge rammer 1 ud af 400 katte, men desværre ser det ud som om, der kommer flere tilfælde. Hos katten er op til 95 % af sukkersygetilfældene type-2 diabetes som næsten altid kræver behandling med insulin i indsprøjtning.

Behandles sukkersygen korrekt, vil det hverken forringe eller afkorte kattens liv. Kommer man i gang med behandling hurtigt, kan sukkersygen endog forsvinde igen. Risikofaktorer for at udvikle sukkersyge er bl.a. som hos mennesker overvægt, behandling med medicin (steroider, progesteron) og anden sygdom (f.eks. forhøjet stofskifte).

Øremider

Øremider er en lille parasit, der lever dybt nede i øregangen. Man kan ikke umiddelbart se øremider, men dens afføring ligner kaffegrums og ses tydeligt i øret. Øremider ses mest hos killinger og smitter ved tæt kontakt kattene imellem.

Symptomer på øremider

  • Kløe i ørerne
  • hovedrysten
  • Store mængder sort ørevoks
  • ”Kaffegrums” i ørene
  • Rød og irriteret hud i øret

Kontakt din dyrlæge, hvis du tror, din kat har øremider.

Ringorm

Ringorm er ikke en ”orm” men en infektion i huden, der skyldes mikroskopiske svampe. Den viser sig ved pletvist hårtab (typisk på ørerne, omkring snuden og på poterne). Hvis du har mistanke om, at din kat har ringorm, bør du søge dyrlæge, så katten hurtigst muligt kan sættes i behandling.

Smitte

Ringorm kan smitte mennesker, og symptomerne er kløende, ringformet udslæt. Søg læge hvis du har mistanke om, at du har ringorm.

Ringorm smitter ved direkte kontakt eller indirekte via inficerede hår, skæl eller støvpartikler.

Lopper

Lopper

At katten på et tidspunkt får lopper er næsten uundgåeligt. Selv indekatte kan få lopper. Risikoen for smitte med lopper er størst om foråret og særligt om efteråret.

Loppens livscyklus

En hunloppe lægger 15-20 æg pr. dag og kan lægge ca. 1000 æg i sit liv. De udklækkede larver er meget lyssky og gemmer sig hurtigt i sprækker, revner, tæpper, m.m., hvor de på kort tid forpupper sig. Hele loppens livscyklus fra æg til loppe kan nås på to uger. Loppen udklækkes, når temperatur og fugtighed er optimal, eller når den kan mærke liv omkring sig.

Smittet med lopper

Den voksne loppe lever i kattens omgivelser og i dyrets pels, hvor den lever af at suge blod. Det kan være svært at finde lopperne i dyrets pels, for de er hurtige og meget lyssky.

Et tegn på lopper er loppeafføring i pelsen. Brug en tæt kam og placer afføringen på et stykke vådt papir. Hvis det farves rødbrunt (indeholder blod), er det et sikkert tegn på lopper.

Hvis katten sluger lopper, mens den slikker sin pels, er der risiko for, at den får bændelorm (en parasit, der overføres via lopper).

Mange katte er allergiske over for loppens spyt. Allergien kan forårsage skæl, sår og hårfældning samt rødme og irritation. I disse tilfælde bør dyrlægen kontaktes.Læs mere om allergi her.

Mennesker kan også blive bidt, men lopperne kan ikke leve eller formere sig på mennesker.

Forebyggelse og behandling

1. Behandling af katten.

Der findes ikke et middel, der udrydder alle stadier af loppens livscyklus, så det kan være nødvendigt at anvende flere behandlingsmidler samtidigt. Der findes en del forskellige midler, som virker og anvendes på forskellig vis. Det er vigtigt at gennemlæse og overholde brugsvejledningen for midlet.

Program Vet: Indvortes brug. Kan anbefales som forebyggende middel, da det som regel kan anvendes sammen med andre loppe- og ormemidler. Efter at loppen har suget blod, virker Program Vet på afkommet (larven), som ikke kan udvikles.

Frontline/Advantage: Udvortes brug. Findes som spray eller som pipette. Virker i pels og hårsække, så lopperne ikke behøver at bide for at optage midlet, og de dør, før de når at lægge nye æg. Advarsel: Frontline Vet må ikke bruges sammen med loppehalsbånd. Generelt kan det siges, at de gammelkendte midler som pudder og halsbånd ikke længere synes at være effektive nok. Lopperne er måske blevet immune.

2. Behandling af omgivelserne.

Det kan være vanskeligt at komme en veletableret loppebestand til livs. Derfor kan det være nødvendigt at behandle omgivelserne. Som forberedelse bør man støvsuge meget grundigt og smide støvsugerposen ud bagefter. Det fjerner de fleste æg og det meste af larvernes føde. Da loppeæg er meget klæbrige, er det ofte nødvendigt at sprøjte f.eks. tæpper, hvor æggene kan ligge gemt. Forskellige spray med Methopren eller Absolut-D (Diazinon) kan købes.

Behandling af slidgigt

slidgigt2

Behandling af slidgigt

Slidgigt kan ikke helbredes, men i mange tilfælde kan man minimere symptomerne og i perioder fjerne dem.

1: Overvægt er en vigtig faktor

Vægttab er uden sammenligning den mest effektive vej til at minimere symptomer på slidgigt. En overvægtig kat har ofte tydeligere symptomer end en kat med normalvægt og er klart mere påvirket af sin sygdom. Noget tyder også på, at den fortsatte udvikling af slidgigt går hurtigere hos overvægtige katte. Desuden kan katte med lav kropsvægt ofte klare sig med mindre medicin.

2: Fiskeolie og glucosamin som kosttilskud

Man har undersøgt de positive virkninger af fiskeolie og glucosamin som kosttilskud ganske grundigt hos mennesker, men effekten på katte er endnu ikke undersøgt med den samme grundighed. Noget tyder dog på, at katte også kan få glæde af kosttilskuddene.

Fiskeolie og glucosamin indeholder nogle af de samme byggesten som findes i ledbrusk. Tanken er, at ved at tilføre rigelige mængder af disse byggesten, vil leddet have nemmere ved at reparere på sig selv. Der er fremstillet diætfoder, som du kan købe hos dyrlægen, der indeholder disse kosttilskud.

3: Smertestillende medicin

Det kan blive nødvendigt med smertestillende medicin i kortere eller længere perioder. Metacam er det eneste godkendte produkt i Danmark til længere tids behandling af katte. Det er heldigvis forholdsvis sikkert og nogenlunde nemt at give. Udover at være smertestillende har det den effekt, at det hæmmer noget af irritationstilstanden omkring leddet og dermed også udviklingen af nogle af de kroniske skader.

Få din kat undersøgt

Det er vigtigt at slidgigt hos katte bliver opdaget, så katten kan få et bedre liv. Er du i tvivl om din kat har slidgigt, så bed dyrlægen om at undersøge kattens led og bevægelser. For eksempel ved næste vaccination.

Symptomer på slidgigt

Symptomer på slidgigt

Min kat er ikke så selskabelig mere. Min kats pels filtrer sammen og ser mere trist ud end tidligere. Min kat kalder og klager sig mere. Min kat har flere og flere ”uheld” uden for bakken. Min kat sover mere og er mindre legesyg. Måske er den bare ved at blive gammel.” Alle disse tegn kan være udtryk for slidgigt og skyldes ikke blot, at katten er blevet ældre.

Opdages for sjældent

Slidgigt hos katte er svær at opdage, da katte ikke særlig tydeligt viser symptomer på gigt og nogle ejere fejlagtigt tolker kattens symptomer som tegn på almindelig alderdom.

Symptomer på slidgigt

Symptomerne er svære at få øje på, men de mest almindelige hos katte kan inddeles i fire grupper:

1: Nedsat bevægelighed

En kat halter kun sjældent af gigtsmerter, men får derimod en mere stiv gang. Den kan lægge an til spring og ombestemme sig, og hvis den alligevel prøver, vil den oftere forfejle springet. Nogle katte vælger at holde sig mere på gulvet og i lave møbler end tidligere.

2: Mindre aktivitet

Katten hviler sig og sover mere og i længere tid på samme sted. Den kan også miste lysten til at lege eller bliver hurtigere træt af det end tidligere. Den mindre aktivitet kan også give mindre muskelmasse i ryggen og på lårene.

3: Dårlig soignering

Katten får sværere ved at holde sin pels, vaske sig og eventuelt ikke nå bestemte steder på ryggen. Kløerne kan også blive forvoksede, hvis de ikke bliver brugt som tidligere. Nogle katte undgår også kattebakken og har derfor ”uheld” på gulvet.

4: Ændret adfærd

Nogle katte vil begynde at snakke mere eller klage sig. De kan også blive mindre tålmodige eller måske ligefrem aggressive. Nogle mister interessen for andre katte og for ejeren.

Udvikling af slidgigt

Sygdommen udvikler sig som en langsom nedbrydelse af brusken i leddene. Nedbrydelsen kan starte helt af sig selv eller for eksempel efter et brækket ben, en skade på ledbåndene eller som følge af medfødte skavanker. Det kan for eksempel være dårlige hofter eller løse knæskaller.

Kroppen vil forsøge at hele skaderne, og der samler sig arvæv i og omkring leddet. Efter nogen tid vil der også dannes ny knogle omkring leddet. Hvis man mærker rigtig godt efter, kan man på dette tidspunkt mærke at leddet er blevet tykkere. Noget af den fortykkelse vil også kunne ses på røntgenbilleder.

Hos katte sidder problemerne hyppigst i ryggen, dernæst i albuen og sjældnere i hoften og knæet.

Forskellige typer af allergi

Forskellige typer af allergi

Din kat kan have forskellige typer af allergi. Den kan være allergisk overfor bestemte fødevarer eller den kan være hudallergiker, hvilket betyder, at den optager allergien gennem huden, f.eks. når der er meget pollen i luften. Det er vigtigt at være opmærksom på, hvilken slags allergi katten lider af, da behandlingen også er forskellig.

Fødemiddelallergi

Fødemiddelallergi vil sige, at kroppen reagerer allergisk på en specifik kulhydrat- eller proteinkilde (f.eks. kylling), så det har ikke noget med kvaliteten af et foder at gøre. Hudreaktionen kan være udtalt med store væskende sår og kan begynde i alle kattens livsstadier fra 5 måneder til 14 år.

Diagnosen bliver stillet ved at fodre katten med en specieldiæt, som fødemiddelallergikere normalt ikke reagerer på. Det kan være en færdigproduceret diæt, der købes hos dyrlægen, eller en hjemmelavet diæt bestående af kulhydrat- og proteinkilder katten ikke tidligere er blevet præsenteret for (f.eks. kanin eller hest). Katten fodres med diæten og intet andet i 6-8 uger, hvilket kan være et problem for udekatte, der fanger mus eller fugle.

Observeres en bedring af symptomerne inden for denne periode, giver man katten sit normale foder i 1-2 uger og afventer, om der sker et tilbagefald. Hvis dette er tilfældet, er diagnosen fødemiddelallergi stillet, og der skal findes et foder, katten kan leve symptomfrit på.

Hvis symptomerne kun bliver lidt eller slet ikke bedre på specialdiæten, fortsættes udredningen og der testes for atopisk dermatitis.

Atopisk Dermatitis

Atopisk dermatitis er en samlebetegnelse for allergiske hudreaktioner, hvor katten primært optager allergenet over huden. Allergenerne kan være mangeartede, og her kan nævnes pollen, husstøvmider, lagermider og lopper. Denne form for allergi starter oftest ved 1-2 års alderen, og anses for at være arvelig.

Diagnosen atopisk dermatitis kan være svær at stille. Mistanken om atopisk dermatitis kan vækkes i tilfælde af symptomer (f.eks. kløe, typiske hudreaktioner) og/eller en forhistorie (f.eks. sæsonbetingede symptomer eller opstart af problemet i den typiske alder), som er forenelige med allergi.

Mistanken om atopisk dermatitis kan blive yderligere forstærket, hvis symptomerne forsvinder ved behandling med stoffer, der dæmper immunforsvaret (f.eks. binyrebarkhormon, antihistaminer). Peger alt i retning af, at katten har atopisk dermatitis, skal der tages stilling til, hvilken behandlingsstrategi der er praktisk og økonomisk mulig.

Behandling af atopisk dermatitis

Den mest skånsomme behandling er hyposensibilisering, hvor der først laves en allergitest for at finde ud af, hvilket eller hvilke allergener katten reagerer på. Der tages enten en blodprøve, som undersøges for antistoffer mod allergener, eller der laves en priktest, hvor små mængder udvalgte allergener sprøjtes ind under huden.

Der laves en vaccine ud fra de fundne allergener, og katten vaccineres efter et fastlagt skema for at vænne kroppen til allergenerne og derved stoppe den allergiske reaktion. Der ses god effekt hos ca. 60 % af kattene, og behandlingen skal anses som livslang.

Hvis hyposensibilisering ikke giver tilstrækkelig effekt eller fravælges grundet praktiske eller økonomiske årsager, kan symptomatisk behandling komme på tale. Samtlige former for medicin, der dæmper atopisk dermatitis og fødemiddelallergi (eks. binyrebarkhormon, antihistaminer eller cyclosporin), kan give bivirkninger af forskellige grader, så valget af medicin vil altid være en opvejning af fordele og ulemper. Kosttilskud i form af Omega 3 og 6 fedtsyrer kan desuden have en gavnlig effekt på dæmpning af symptomer.

Symptomer og diagnosticering af allergi

For både dyr og mennesker gælder, at allergi forekommer, når immunsystemet overreagerer på et stof, der egentlig ikke er skadeligt for kroppen. Et stof, som fremprovokerer en allergisk, reaktion kaldes et allergen. For at et allergen giver allergi, skal kroppen som regel have mødt det pågældende allergen flere gange tidligere i løbet af livet. Allergi hos en kat kan give symptomer fra huden men også fra luftvejene i form af allergisk astma. Denne artikel vil udelukkende koncentrere sig om de typer for allergi, der giver hudsymptomer hos katte.

Symptomer

Det gennemgående symptom for allergi i huden er kløe. Katten er mere tilbøjelig til at slikke end at kradse sig, og da katten kan være meget diskret, er det ikke altid, at ejeren opfatter, at den har kløe. Katten kan desuden virke mere kælen eller renlig end sædvanligt.

Allergi kan give forskellige typer af symptomer. Hos en del af de allergiske katte ses ikke en synlig reaktion i huden, men katten slikker med sin ru tunge pelsen af, så den får bare/pelsløse områder; f.eks. på maven, inder- eller bagsiden af lårene, den bagerste del af ryggen eller på forbenene. Andre katte får væskende og kløende sår primært i nakke, på hals eller i ansigtet. I tilfælde af loppeallergi ses små knopper med rødme og skorper ned langs ryggen.

Diagnosticering

Overordnet skelner man mellem fødemiddelallergi og atopiske dermatitis. En given kat kan godt have flere former for allergi, hvilket gør diagnosen mere vanskelig. Den gængse fremgangsmetode, når der undersøges for allergi, er først udelukkelse eller behandling af andre årsager til lignende symptomer (f.eks. parasitter, ringorm, bakterielle hudinfektioner, mm.). Dernæst udelukkes eller bekræftes en mulig fødemiddelallergi. Til sidst undersøges katten for atopisk dermatitis, hvis det er aktuelt.

FeLV

FeLV

Kræftformen FeLV har været kendt siden 1969, og virussen er udbredt over hele verden. Har katten først fået sygdommen, kan vi desværre ikke helbrede den, men du kan forebygge sygdommen ved at vaccinere din kat.

Ikke alle katte dør af FeLV

Ca. 30% af de smittede katte bliver kroniske smittebærere, og disse vil typisk få symptomer og deraf dø 2-3 år efter, at de er blevet smittet. Andre 30% af de smittede katte har – for en periode – virus i kroppen og vil typisk være raske igen efter 4-6 uger. Disse katte producerer antistoffer, der kan neutralisere virus. De resterende 40% er latent inficerede, hvilket vil sige, at sygdom og symptomer kan aktiveres ved stress, anden infektion eller ved brug af medicin, der undertrykker kattens immunforsvar.

Om katten „renser sig selv“ og bliver rask, eller om den udvikler sygdommen afhænger af mængden af påført virus, varigheden af påvirkningen, alder, og hvor godt kattens immunsystem fungerer generelt.

Spredning

Der findes virus i blod, spyt, tårer og næsesekret hos katte smittet med FeLV. Kattene smitter hinanden, når de er sammen og vasker hinanden samt deler mad- og vandskål. Smitte via moderkage, ved diegivning og fødsel ses sjældent sammenlignet med smitte via den almindelige kontakt. Virus kan ikke overleve ”udenfor” katten og heller ikke i urin og afføring. Man kan ikke helbrede katteleukæmi, og katte der er testet positive for FeLV  bør isoleres eller aflives for at undgå smittespredning.

Symptomer

Symptomerne ved FeLV er ikke specifikke. De kan være appetitløshed, vægttab, nedstemthed, diarré, opkast og sår i munden. Katten kan drikke og tisse unormalt meget, lide af inkontinens, blodmangel, og den kan have svært ved at styre sine bevægelser. Desuden kan kræftformen sprede sig til tarmene, lymfeknuder, lever og nyrer. Hos hunkatte kan der desuden være problemer med reproduktionen i form af abort, dødfødte killinger eller eventuelt manglende frugtbarhed.

Diagnose

Diagnosen stilles på baggrund af en blodprøve, og der testes for både FIV (katte-aids) og FeLV på én gang.

FIV

FIV, som også kaldes Felin Immunodefekt Virus eller katte AIDS, er som HIV og AIDS hos mennesker en alvorlig og ofte dødelig sygdom. FIV er udbredt over hele verden og har været kendt i Danmark siden 1970. FIV kan desværre ikke helbredes og sygdommen kan ikke forebygges via vaccination.

Spredning

Infektionen overføres primært fra kat til kat gennem spyt, f.eks. hvis kattene smitter hinanden med virus, når de slås og bider hinanden. Derfor har udekatte en større risiko for at blive smittet end inde katte. Desuden kan smitte fra en FIV-inficeret moderkat til killinger spredes via morkattens mælk, mens det er yderst sjældent, at sygdommen spredes fra moderkat til killinger via moderkagen.

Symptomer

Virussen angriber kattens immunforsvar. Katten bliver nedstemt, holder op med at spise og bliver afmagret. Den kommer med tiden til at lide af blodmangel og får hævede lymfeknuder. Desuden vil den muligvis også få infektioner i mundhulen, i mave-tarmsystemet og evt. få diarré og feber. Smittede katte kan dog være smittet i mange år, før de viser symptomer og bliver syge.

Diagnose

Diagnosen stilles på baggrund af en simpel blodprøve, der kan foretages af enhver dyreklinik. Når man undersøger for FIV via blodprøven, kan man være uheldig at få et falsk-negativt blodprøvesvar. Det vil sige, at testen viser, at katten ikke er smittet, selvom den er. Dette kan forekomme, hvis katten er blevet smittet umiddelbart inden, blodprøven udtages, og der derfor er et for lavt indhold af antistoffer i blodet til, at det kan måles i testen.

Desværre kan vi ikke helbrede katte med FIV. Er katten FIV positiv men symptomløs, bør den isoleres fra andre katte eller aflives for at undgå smittespredning,

Årsager og forebyggelse af hårboller

Årsager og forebyggelse af hårboller

Hårboller er et helt normalt fænomen for de fleste katteracer, men de ses især hos langhårskatte.

Årsag og symptomer

Hårboller er ikke en sygdom men skyldes kattens daglige soignering. Når katten rengør sin pels får den samtidig slikket sine egne hår. Hårene samles i kattens mavesæk og kan kun komme ud gennem tarmsystemet eller ved at katten kaster op. Opkastningerne kan både være hyppige og kraftige og hårbollerne kan sætte sig som en prop i tarmen og føre til forstoppelse.

Forebyggelse

Fænomenet er helt normalt men kan forebygges på flere måder:

      • Giv din kat tørfoder fra dyrlægen, som er specielt udviklet til at forebygge hårboller
      • Børst din kat for at mindske mængden af løse hår den kan slikke i sig
      • Giv din kat adgang til kattegræs. Kattegræs påvirker maven og får din kat til at kaste op. Ligger hårbollen stadig i mavesækken vil hårbollen følge med.
      • Giv din kat kattemalt.Kattemalt vil få hårbollen til at passere ud med afføringen

Hvad du bør gøre

Hvis din kat kaster op på grund af hårboller, er det helt normalt og du behøver ikke at gøre noget. Overvej dog at forebygge mod hårboller. Hvis din kat bliver ved med at kaste op eller opkastningerne ikke skyldes hårboller, anbefaler vi, at du gør følgende:

              • Den voksne kat bør faste i et døgn, dog med adgang til frisk vand. Derefter gives skånekost (Intestinal fra Royal Canin eller grød af kogt torsk og mosede ærter) i små portioner og gerne hyppigt, så maven har noget at arbejde med.
              • Små killinger må IKKE faste, da de dehydrerer hurtigt. Sæt derfor killingen på skånekost med det samme.

Opkastningerne skal være ophørt eller aftaget betydeligt efter 1-2 døgn ellers skal du kontakte din dyrlæge. Ved forstoppelse bør du kontakte dyrlægen.

Sundhed og sygdom

Det er vigtigt at holde sin kat sund og rask. I menuen til venstre har vi samlet vores bedste artikler om katte sygdomme,  behov og pleje.

Tjek også vores symptom og sygdom oversigt. Ud fra din kats symptomer kan du læse, hvad din kat eventuelt fejler. Vi anbefaler dog altid, at du kontakter dyrlægen for at få bekræftet diagnosen og påbegynde en behandling.