Øjne, ører og snude

Øjnene

De tårer, der holder øjnene fugtige, ledes bort via tårekanalen. Denne bortledning af tårer er vanskeligere for racer med fladt ansigt, f.eks. perseren, hvor tårerne ofte løber ned ad siden af næsen og danner en mørk aflejring. Denne aflejring kan fjernes med en tot vat eller vatpinde. Hvis din kat har kraftigt tåreflåd, sammenklistrede øjne eller har problemer med at holde øjnene åbne, skal du kontakte dyrlægen.

Ørerne

Ørerne skal være rene. Du kan rense dem med tørt vat. Brug ikke vatpinde eller andre genstande i øregangene, da der er risiko for, at disse skubber aflejringer ind mod trommehinden. Den mest udbredte ørelidelse hos katte er øremider. Det er små parasitter, der lever dybt nede i øregangen. Normalt er de ikke til at se, men deres ekskrementer ligner kaffegrums og ses tydeligt i øret. Katte smitter hinanden ved tæt kontakt. Så hvis din kat har store mængder sekret eller pus i ørerne, eller hvis den kradser sig voldsomt, skal du lade dyrlægen undersøge ørerne.

Snuden

Lugtesansen hos katten er cirka fire gange bedre end menneskets og meget vigtig for katten. Den har bl.a. stor betydning for den sociale adfærd. I kattens verden er duftmarkering og -orientering næsten vigtigere end synet. Derfor bliver en voksen kat bange og utryg, hvis den kan lugte en killing i nærheden. Det er ikke størrelsen, det kommer an på – men den fremmede lugt! Kattens snude er tør og føles ikke varm. Hvis der kommer flåd fra snuden, eller katten nyser, er det tegn på forkølelse. Hvis katten ændrer adfærd (er mere sløv end normalt og ikke spiser), kontaktes dyrlægen.

Kløer og tænder

Kløer og tænder

Udekatte har naturlig adgang til træer til at hvæsse kløer. Indekatte har ikke samme muligheder. Her får du råd til at hjælpe din kat – også hvis den er indenfor.

Kløer

Katte får i naturen plejet sine tænder og hvæsset kløer  tænder ved Kattens kløer skal kun klippes, hvis det er strengt nødvendigt. Katte har behov for at hvæsse kløer. Derfor er det vigtigt, at der er adgang til et kradsetræ, træstamme med bark eller en kokosmåtte. Derved undgår du, at katten bruger dine møbler, tapet eller lignende. En udekat slider sine kløer naturligt og bruger kløerne til overlevelse (som forsvar mod andre dyr og til at gribe fat, hvis de falder ned fra noget) og bør derfor ikke klippes. En indekat har ikke samme muligheder for at slide kløerne. Men klip kun kløerne på indekatten, hvis det skaber problemer såsom, at den hænger fast i tæpper eller lignende. Der skal bruges en speciel klosaks (fås hos dyrlægen). Pas på ikke at ramme blodåren. Det er kun lige spidsen, der klippes af.

Tænder

Det er meget vigtigt at få fjernet tandsten hos katten i forbindelse med den årlige vaccination. Det kan være nødvendigt at gøre det under fuld narkose, hvis det er slemt og ikke er blevet gjort længe. Tandsten kan med tiden føre til betændelse i tandkødet, give dårlig ånde og endda medføre tab af tænder. Tørfoder fra dyrlægen eller dyrehandleren forebygger tandsten. Et sundt tandsæt har stor betydning for kattens generelle helbred.

Pelsen

Pelsen afspejler kattens helbred En kraftig, blød og skinnende pels afspejler et godt helbred hos katten. En forværring af pelsens tilstand er et tegn på sygdom, mistrivsel eller dårlig kost. Vi anbefaler tørfoder købt hos dyrlægen eller dyrehandleren. Kontakt dyrlægen i tilfælde af sygdom og Kattehjemmet i tilfælde af mistrivsel.

Børst din kat! Især langhårskatte skal børstes regelmæssigt. På den måde undgår du hårknuder, som er meget generende for katten og kun kan fjernes ved klipning. Katte rengører sig selv meget grundigt, og derved kan de indtage store hårmængder, der danner hårboller i maven. Disse hårboller kan hæmme tarmpassagen og resultere i opkast. Særligt foder købt hos dyrlægen kan hjælpe katten med at slippe af med disse hårboller gennem forbedret tarmpassage. Derfor kan det også være en god idé at børste katte med kort hår – især når de fælder, så mængden af løse hår mindskes. Kattegræs hjælper katten til at kaste hårbollen op, og kattemalt hjælper til at få hårbollen til at passere ud med afføringen.