Vaccination

Vaccination

Den årlige vaccination er en let og smertefri måde at beskytte sin kat mod kattesyge og katteinfluenza. Desuden får katten samtidig et sundhedstjek, så du er sikker på, at den er sund og rask.

Hvorfor skal katten vaccineres?

En killing kommer fra en tryg, steril tilværelse i livmoderen til en verden fuld af bakterier og virus. Killingen får antistoffer fra moderen gennem den første modermælk, råmælken, som beskytter den mod forskellige sygdomme. Jo flere antistoffer hunkatten har i blodbanen, des flere overføres til killingen med råmælken.

Antistofferne forsvinder langsomt, og ved 8-12 ugers alderen giver de ikke længere beskyttelse. For at undgå sygdom må killingens eget immunsystem producere antistoffer, og det er denne produktion, som sættes i gang ved vaccination.

Hvad skal katten vaccineres imod?

De to vigtigste sygdomme at vaccinere imod er kattesyge og katteinfluenza. Før i tiden, da kattene ikke blev vaccineret mod kattesyge, var det en af de hyppigste dødsårsager blandt killinger og ungkatte. Katteinfluenza er ikke så farlig som kattesyge, men det er en meget ubehagelig sygdom. Både kattesyge og katteinfluenza skyldes virus, og de er begge meget smitsomme.

Hvornår skal katten vaccineres?

Killingen basisvaccineres; dvs. to vaccinationer med ca. 4 ugers mellemrum. Første vaccination gives i 10-12 ugers alderen. Mange eksperter mener, at netop basisvaccinationen er den mest betydningsfulde for kattens modstandskraft fremover.

For at sikre et højt indhold af antistoffer i blodet hos den voksne kat er det nødvendigt at revaccinere en gang årligt.

Hvilke bivirkninger er der?

Der er sjældent bivirkninger i forbindelse med vaccination. I enkelte tilfælde kan katten dog blive lidt mere stille eller miste ædelysten. I løbet af et døgns tid er katten sig selv igen. Hvis ikke kontaktes dyrlægen.

Fakta:

På Inges Kattehjem benytter vi vacciner, der dækker kattesyge, katteinfluenza, chlamydia og FeLV (katteleukæmi). Alle vores katte er altid vaccineret mod kattesyge, katteinfluenza og chlamydia, og afhængig af landsdel vaccinerer vi også mod FeLV.

På vores klinikker kan man som kunde i samråd med dyrlægen vælge mellem de to typer vacciner.