Neutralisering

Neutralisering_red

Neutralisering er et lille, operativt indgreb udført af en dyrlæge, som fjerner kattens kønsdrift, så den ikke kan formere sig. Katten er i fuld narkose under indgrebet og kommer sig hurtigt.

For hankattens vedkommende lægger dyrlægen et snit på ca. 5 mm i pungen, lukker blodkarrene, skærer sædstrengene over og tager testiklerne ud. Hankatten sys ikke, da det lille snit hurtigt heler.

For hunkattens vedkommende lægger dyrlægen et snit på ca. 2 cm i den nedre del af bugen og skærer æggestokkene fri. Herefter syr dyrlægen bughulen og lukker til sidst snittet med ca. 3 sting, som forsvinder af sig selv.

Øremærk din kat i samme omgang

Det anbefales at øremærke katten samtidig med at den neutraliseres, da den i forvejen er i narkose. Ved øremærkning presses små huller i ørerne med en speciel tang som derefter fyldes med farve.

Inges Kattehjem anbefaler, at man neutraliserer og øremærker sin kat, når den er 4-5 måneder gammel.

Fordele ved neutralisering

  • Katten lever længere: Studier viser, at neutraliserede katte generelt kan lægge et par år til den forventede levealder.
  • Katten formerer sig ikke: Der er alt for mange katte i Danmark, og en neutraliseret kat bidrager ikke til overproduktionen.
  • Katten er lettere at leve sammen med: Neutraliserede katte strinter ikke med ildelugtende urin for at markere deres territorium, og de larmer ikke, når de er i løbetid eller vil ud for at parre sig.
  • Katten bliver mere kælen: Vores erfaring viser, at mange katte knytter sig stærkere til ejeren, når de bliver neutraliseret.
  • Katten får ikke FIV (katte-aids): Neutraliserede katte får sjældent FIV, da de ikke parrer sig eller slås så hyppigt som fertile katte.
  • Katten strejfer ikke: Neutraliserede katte har mindre territorier end fertile katte og forvilder sig sjældnere væk.
  • Katten kan bedre med andre dyr: Det er meget lettere at sætte to neutraliserede katte sammen, end hvis den ene eller begge er fertile.
  • Kattens risiko for cancer falder: Visse cancerformer ses sjældnere eller aldrig hos neutraliserede katte.

Ved at neutralisere sin kat bidrager den ikke længere til overproduktionen af killinger, der ikke er hjem til. Alternativer til neutralisering såsom p-piller frarådes konsekvent, da p-piller er skadelige for katten. Desuden anbefales det også at neutralisere og øremærke katte, der holdes inde.

Registrer din kat gratis i Dansk Katteregister