To katte sammen

To katte sammen

Det kan godt lade sig gøre at sætte to katte sammen, hvis du følger vores råd

Det er en forudsætning, at kønsmodne katte er neutraliserede (steriliserede eller kastrerede), inden du sætter kattene sammen. Ellers vil de slås på grund af hormoner og kamp om territorium. Desuden må to voksne katte aldrig sættes sammen for hurtigt. Katte vil – fra naturens side – ikke bare uden videre acceptere en anden kat.

 

Sådan sætter du to katte sammen

Ny kat på begrænset plads Den ”nye” kat begynder med at opholde sig i et begrænset rum; f.eks. badeværelset med kattebakke, mad og vand. En kat kan få stress (diarré og nægte at spise), hvis du giver den for meget plads i starten. Den har brug for tid til at vænne sig til de nye lyde og lugte – og den nye “fremmede” kat.

De to katte introduceres Sæt døren på klem med en avis (i spænd) under, der forhindrer døren i at åbne eller lukke. Gennem sprækken (på 3-4 cm) kan kattene snuse til hinanden og gradvist vænne sig til hinandens lugte. Du fører også duftene frem og tilbage, når du har kælet med kattene. Du skal ikke opholde dig sammen med kattene 24 timer i døgnet, da kattene også har brug for ro til at vænne sig til den nye situation. Gå på arbejde eller forlad hjemmet, og lad kattene være alene hjemme – stadig med mellemrummet i døren.

I starten vil kattene hvæse ad hinanden og måske oven i købet af dig, fordi de er bange. Når kattene er ovre den værste ”sprutten”, kan den ”nye” kat tages med ind i en transportkasse til den ”gamle” kat, som kan få lov til at snuse. Lad eventuelt kattene bytte rum, så de også kan vænne sig til hinandens lugte på denne måde. Efter 1-4 uger lader du kattene møde hinanden.

De to katte mødes

Når kattene ikke hvæser og gemmer sig mere, åbner du døren op og lader kattene møde hinanden. Hvis kattene stadig er skræmte og hvæser meget, skiller du dem ad igen. Vent lidt længere med at sætte dem sammen. En udekat holdes inde, mens de to katte lærer hinanden at kende. Ellers risikerer du, at den ”gamle” kat tilbringer mere tid væk fra huset, og så får du aldrig kattene til at vænne sig til hinanden. Når den ”gamle” kat er tryg ved den ”nye” kat, kan du lukke den ud som sædvanligt. Den ”nye” kat holdes inde i minimum 14 dage. Du bør først lukke den ud, når den er helt tryg ved sit nye hjem. Det vil sige, at den først skal have vænnet sig til den anden kat og alle de nye lyde, lugte og mennesker.

Hvis de to katte pludselig bliver uvenner

Nogle gange oplever katteejere, at to katte, som i en længere periode har haft et godt forhold til hinanden, pludselig bliver uvenner. Det skyldes ofte, at den ene kat ikke er rask – f.eks. har
tandpine. Et dyr med smerter reagerer gerne aggressivt. Omvendt kan et dyr, der er svækket af sygdom, udsende nogle andre signaler end vanligt, der gør det andet dyr utrygt, hvorfor det angriber. Få kattene undersøgt hos dyrlægen for at udelukke sygdom som årsag til uvenskabet.

Fjendtlighed mellem to ellers gode venner kan også opstå ved utryghed pga. forandringer; f.eks. endnu en kat i flokken, en ny baby i familien eller flytning. Skil kattene ad og sammenfør dem på ny, som vi forklarer længere oppe.

Katte og gnavere

kat-efter-mus_red

Gnavere (marsvin, kaniner, hamstrere, m.fl.) og fugle er byttedyr for en kat. Kattens instinkt fortæller den, at den skal jagte og nedlægge byttedyr. Nogle katte kan dog blive gode venner med f.eks. kaniner og marsvin.

Men lad aldrig kat og byttedyr alene uden opsyn. Tag ingen chancer! Pas især på med mindre byttedyr. Luk døren ind til rummet, hvor buret står, så katten ikke kan få fat i f.eks. en hamster eller en fugl gennem tremmerne.

Katte og hunde kan blive gode venner

Katte og hunde kan blive gode venner

Hunde og katte kan blive rigtig gode venner, hvis man følger nogle retningslinjer. Her beskriver hundetræner Priscilla Mejlstrup og Fransiska Andersen fra Inges Kattehjem, hvordan man på bedst mulige vis introducerer dyrene for hinanden.

Voksen kat og hvalp

PM: En hvalp er meget nysgerrig og opmærksom på alt, der bevæger sig. Hvis katten løber, er det naturligt for hvalpen at sætte efter, så sørg for at have hvalpen i snor, til dyrene er trygge ved hinanden. Hvalpen er dog nem at aflede fra en ellers interessant kat, da dens opmærksomhed hurtigt vil rette sig mod hygge med kærlige stryg langs ryggen eller konstruktiv leg. Vigtigst er dog, at katten ikke er aggressiv, så hvalpen ikke bliver angst.

FA: En voksen kat kan have svært ved at acceptere hvalpens høje energiniveau. Derfor skal katten altid have mulighed for at søge væk, hvis den har brug for at være i fred. Katten skal lære, at hvalpen ikke udgør en trussel, og at den derfor kan accepteres på kattens territorium. Oplever katten, at den har kontrol over situationen og opnår hvalpens respekt, vil der formentlig ikke opstå problemer.

Voksen kat og voksen hund

PM: Benyt øvelser som hunden kender og er tryg ved til at holde den mentalt beskæftiget, så den ikke tager mere notits af katten, end godt er. Hunden skal altid være i snor. Det er en god idé at give godbidder, så hunden opfatter samværet med katten som noget rart. Brug eventuelt dit kropssprog til at blokere for hundens syn ved at gå imellem hund og kat for at aflede hunden.

FA: Hvis katten tidligere har været vant til hund, vil den muligvis acceptere en anden voksen hund relativt let. Har katten ikke før stiftet bekendtskab med hunde, skal den sandsynligvis bruge en rum tid på at vænne sig til hundens tilstedeværelse. Som med en hvalp gælder det om at sikre kattens muligheder for at søge tilflugt til områder, hunden ikke kan komme til. Desuden må man væbne sig med en god portion tålmodighed: katten vil forsvare sig med hyl, hvæs og måske endda kløer, til den føler sig fuldkommen tryg, og der kan gå lang tid.

Voksen hund og killing

PM: Hunden er et flokdyr i forhold til sin egen art, og dette flokinstinkt kan overføres til at dække andre dyr – herunder katte. Dog skal man være opmærksom på, at nogle hunderacer egner sig bedre i samvær med katte end andre. F.eks. er labrador retriever kendt for at være en god hund til både børn og andre dyr, mens flere hunde af spidshundetypen er for egenrådige. Læs på nettet og kontakt opdrættere før du beslutter dig for en hunderace.

FA: En killing på 12 uger er som udgangspunkt gammel nok til at udvise forsigtighed over for fremmede situationer, men dens nysgerrighed vil næsten altid få krammet på den i sidste ende. Derfor vil en killing nemt kunne acceptere en hund, hvis blot hunden ikke jager den. Sørg dog for at killingen ikke driver rovdrift på hundens tålmodighed, men afled dens opmærksomhed med eksempelvis en snor, hvis den stresser hunden.

Killing og hvalp

PM: Husk at der er stor forskel på størrelsen af hvalpe. En chihuahuahvalp er mindre end en killing, og en grand danois hvalp er mange gange større. Hvalpen ved ikke, hvor mange kræfter den har, så man skal holde dyrene under opsyn, til man er tryg ved, at de kender hinandens signaler.

FA: Her findes det bedste udgangspunkt for et livslangt venskab. Begge dyr er små, nysgerrige og fulde af energi. Desuden er de meget lærenemme, og det gælder i særdeleshed i forhold til forståelsen for hinandens kropssprog.

Vil alle hunde og katte kunne finde melodien sammen, hvis man blot giver forholdet tid?

PM: Som tidligere nævnt er der stor forskel på hunderacer i forhold til, hvor godt de egner sig til at blive ført sammen med katte. Desuden er der stor forskel fra hund til hund inden for samme race. Tal med en hundekyndig om, hvorvidt din hund egner sig til at blive sammenført med en kat.

FA: Bestemt nej. Har ens kat et nervøst sind, og er den ikke vant til hunde, vil jeg som udgangspunkt fraråde at føre den sammen med en hund. Det kræver en vis selvtillid hos en lille kat at matche en måske fem gange så stor hund. Hunden skal opfatte katten som lederen af deres lille flok, og det vil den ikke gøre, hvis katten konstant er usikker. I så fald er det bedre at vente med at anskaffe sig en hund, til katten er gået bort.