Hvad gør du, hvis din kat er urenlig

Hvis din kat begynder at urinere eller lave afføring udenfor kattebakken, er det vigtigt, at du først finder kattens mønster. Observer, hvor katten urinerer eller har afføring. Prøver den at fortælle noget? Du kan finde ud af meget ved at kigge på kattens adfærd.

Prøv eventuelt at flytte kattebakken hen, hvor katten besørger for en periode. Eller prøv at begrænse kattens adgang til dér, hvor den besørger og stil en kattebakke i nærheden for at se, om adfærden ændrer sig. Tisser katten i sengen, så luk døren til soveværelset. Gem alle bløde ting væk såsom tøj og lignende, som katte kan lide at besørge i. Folie eller plastik kan bruges til at begrænse kattens adgang til udsatte steder.

Det kan sommetider hjælpe at begrænse kattens omgivelser til ét rum (helst badeværelse eller bryggers) med kattebakke, mad, vand og soveplads. Her holdes katten i et par dage med lukket dør – selvfølgelig med besøg af dig. Det tvinger katten til at gå på bakke, da der ikke er andre muligheder. Her kan man så observere, om kattens vaner ændrer sig.

Kattebakken skal være i orden

Hvis katten har haft en urinvejslidelse, kan den forbinde bakken med noget, der gør ondt – også efter den er behandlet. Prøv derfor at købe en ny bakke, der ikke ligner den anden, og stil den eventuelt et andet sted. I andre tilfælde kan det være et spørgsmål om at skulle flytte kattens bakke 2 meter. Den bør stå et uforstyrret sted i boligen – uden for meget gennemgang og væk fra foderet og vandet.

Det er vigtigt at holde kattebakken ren. Nogle katte er ekstremt renlige, og kræver, at du har flere kattebakker. Alle katte skal have adgang til en kattebakke – også selv om de normalt besørger udendørs. Er der f.eks. en anden kat i haven, eller er det koldt, skal de have mulighed for at bruge en bakke indendørs.

Du kan ikke tvinge din kat til at besørge uden døre ved at fjerne kattebakken. Mange katte kan ikke lide de lukkede kattebakker (med tag på), da de ofte skal træde over deres egen afføring eller urin for at kunne komme til det rene grus bagerst. Desuden har mange katte prøvet, at lemmen i bakken svinger tilbage og slår dem i numsen, når de er gået ind af den.

Kattegruset har også en betydning. Det er ikke ligegyldigt, hvilket grus man bruger i kattebakken. Skifter man pludselig til andet grus, kan det medføre urenlighed hos katten, hvis den ikke kan lide det nye grus. Mange parfumerede former for grus er ubehagelige for katte. Desuden findes der meget grus, der støver, så katten får det ned i lungerne, når den skraber i kattebakken. Brug naturgrus som f.eks. træpiller eller grus her fra Kattehjemmet, der er lavet af presset tang. Spørg eventuelt andre, du kender, der har kat, hvilket grus de har gode erfaringer med.

Killinger skal have bakken i nærheden

Killinger har ikke udviklet deres evne til at orientere sig endnu og skal derfor have en bakke i det rum, de opholder sig i. Killinger har desuden svært ved at holde sig og kan derfor ikke overskue det, hvis der er for lang vej til kattebakken. Deres trang er størst, når de lige har sovet, leget og spist.

Gør rent med Rodalon eller Urinoff

Det er vigtigt at gøre rent, hvor katten har besørget, så der ikke lugter af ”kattebakke”. Brug Rodalon eller Urinoff, som du kan købe hos Inges Kattehjem, i butikkerne eller hos Matas. Bruger du et rengøringsmiddel, der indeholder salmiak, opfordrer det katten til at besørge samme sted igen. Man kan også bruge Rodalon i vaskemaskinen til f.eks. sengetøj. Har katten besørget på dit gulvtæppe eller en sofa, kan du putte Rodalonen i en vandforstøver til planter og sprøjte det på stedet.

Spørg os eller din dyrlæge Vi er vant til at besvare spørgsmål omkring urenlighed og har mange gode råd. Lad være med at tænke aflivning, fordi katten er urenlig. Hvis du kan gøre en lille ting anderledes og derved få en glad og afbalanceret kat, må det da være at foretrække. Det er din opgave at finde ud af, hvad der er galt. Katten prøver jo desperat at fortælle dig noget.

Årsager til urenlighed

Normalt er katte renlige dyr, men de kan blive urenlige af forskellige årsager. I det følgende kan du læse om mulige årsager til urenlighed samt forslag til løsning af problemet.

1.Fysiske årsager til urenlighed (sygdomme, kønsmodne katte)
2.Psykiske årsager til urenlighed (kedsomhed, forandringer i kattens liv)
3.Praktiske årsager til urenlighed (kattebakken, gruset)

1. Fysiske årsager til urenlighed

Hvis din kat bliver urenlig, går første stop til dyrlægen. Det er vigtigt, at du søger hjælp hurtigt i forløbet, så katten kan få behandling, hvis der er tale om en fysisk sygdom. Dette er ofte tilfældet, og ellers er det rart at få det udelukket som en årsag til urenligheden.

Er katten syg?

Mange katte bliver urenlige på grund af forskellige ubehagelige sygdomme. Meget udbredt er f.eks. problemer med urinvejene såsom blærebetændelse eller urinvejssten. Af andre sygdomme kan nævnes nyresten, diarré, forstoppelse, gigt og diabetes. Du kan ikke se på din kat, om den har en af disse sygdomme, men det kan undersøges hos dyrlægen eventuelt via en urinprøve fra katten. Men katten kan også fejle noget helt andet, der ikke har noget med urin eller kattebakken at gøre. Det kan være kattens måde at fortælle dig, at den har ondt, eller der er noget galt.

Urinvejslidelser er meget farlige for katte og må endelig ikke ignoreres. Får du ikke behandlet katten, kan det ende med, at den skal igennem flere operationer, og i sidste ende kan katten dø. Mange katte får disse sygdomme på grund af dårligt foder, overvægt og manglende motion.

Symptomer på en urinvejslidelse kan være:

            • At katten presser længe, når den tisser, og der ikke kommer noget eller kun ganske lidt urin ud ad gangen.
            • At katten tisser en stor sø i f.eks. sengen.
            • At katten tisser oftere end normalt.
            • At katten bruger længere tid på kattebakken end normalt.
            • At katten mijaver eller klager sig, når den tisser.
            • At katten vælger at tisse bløde steder såsom på tæpper og dyner.
            • At katten har blod i urinen (den ser mørkere ud).
            • At kattens urin lugter meget kraftigt.

Du kan forebygge, at katten får urinvejslidelser ved at fodre med et kvalitetsfoder, der er købt hos dyrlægen eller en dyrehandler. Desuden skal katten altid have adgang til frisk vand i rigelige mængder. Husk at skålen skal være så bred, at kattens knurhår ikke rører ved kanterne, og den må ikke være dybere, end at katten kan ligge og kigge over den. Har katten en urinvejslidelse, skal den som udgangspunkt behandles med antibiotika i cirka 14 dage og have et forebyggende foder.

Der findes to forskellige slags urinvejssten, som katten kan få i urinvejene. De dannes af krystaller i urinen. Ens for dem begge er, at de sætter sig fast i væggene i urinrøret. Dette medfører, at urinrøret bliver indsnævret, hvilket gør det meget smertefuldt for katten at urinere, da urinen nærmest skal presses ud. Behandles katten ikke, vil stenene til sidst lukke urinrøret, så katten ikke kan komme af med sin urin, hvilket medfører døden.

De fleste katte er urenlige, fordi de er fertile (ikke steriliseret eller kastreret). De afmærker deres territorium for at tiltrække en mage. Det er meget vigtigt at neutralisere, inden problemet opstår – altså inden kønsmodningen i 4-5 måneders alderen.

Fakta: At kattene bliver neutraliseret vil sige, at de bliver steriliseret eller kastreret. Det er et mindre kirurgisk indgreb, som dyrlægen foretager, mens katten er under fuld narkose. Kattene kommer sig hurtigt efter indgrebet og får ingen men. Det er synd for katten, hvis det IKKE bliver gjort, da der vil opstå mange problemer på grund af kattens kønsdrift. F.eks. vil ikke neutraliserede katte være frustrerede og urenlige. De slås, strejfer og producerer uønskede killinger. Neutraliserede katte er afbalancerede, renlige, holder sig til hjemmet og producerer ikke flere hjemløse katte.

2. Psykiske årsager til urenlighed

Hvis dyrlægen har konstateret, at der ikke er noget fysisk galt med katten, bør du overveje, om der kan være psykiske eller praktiske årsager til, at katten er urenlig.

Den stressede kat kan benytte urinafladninger eller afføring som sin egen form for aromaterpi. Det skaber tryghed for katten at sprede sin duft i et miljø, der gør den utryg. Det kan være svært at se på en kat, om den er stresset. Derfor skal du tage stilling til, om en eller flere af følgende stressfaktorer er til stede:

            • Et nyt dyr i hjemmet/et andet dyr er gået bort
            • En ny baby i familien eller et familiemedlem, der er flyttet hjemmefra
            • Nye møbler/renovering af hjemmet/omrokering af møbler

Er der flere katte i samme hjem?

Mange vælger at have flere katte sammen, f.eks. fordi de bor i lejlighed. Vælger du at have mere end en kat, er det en tvingende nødvendigt, at alle kattene er neutraliserede (steriliseret eller kastreret). Ellers vil de slås om territorium og blive urenlige på grund af stress. Du skal desuden sørge for, at der er en kattebakke pr. kat. En kattebakke bliver meget hurtigt beskidt, hvis der er flere katte om den.

Ny kat i et fremmed hjem

Hvis du anskaffer dig en ny kat, bør du holde den i et mindre rum (f.eks. badeværelset) i starten – med mad, vand og kattebakke. Når katten er tryg, kan du gradvist introducere den til resten af rummene. Hvis katten får for meget plads til at starte med, kan den blive så stresset, at den bliver urenlig og nægter at spise.

Keder katten sig, eller føler den sig overset?

Har du ikke tid nok til katten, kan den blive utryg. Sørg for at tilgodese kattens behov for kontakt, selvom du har travlt.

Det er vigtigt ikke at straffe katten eller blive vred på den, selvom det kan være svært. Husk at katten har et problem, du skal finde ud af at løse. Du må endelig ikke bære katten vredt ud i kattebakken, da den så vil forbinde bakken med noget negativt. Den vil kun blive mere bange af, at du er vred, og problemet bliver værre. Beløn i stedet den ønskede adfærd med godbidder.

Den dominante, neutraliserede kat vil typisk ikke benytte sig af urinmarkering, men alligevel ser man fra tid til anden denne adfærd.

3. Praktiske årsager til urenlighed

Nogle gange skal der ikke ret meget til at få katten til at blive renlig igen. Måske skal du blot flytte lidt på kattebakken eller skifte gruset ud.