Årsager og symptomer på urinvejsproblemer

Årsagen til urinvejsproblemer kan være urinvejssten, blærebetændelse eller stress og symptomerne kan være:

  • At katten presser længe, når den tisser, og der ikke kommer noget eller kun ganske lidt urin ud ad gangen.
  • At katten tisser en stor sø i f.eks. sengen.
  • At katten tisser oftere end normalt.
  • At katten bruger længere tid på kattebakken end normalt.
  • At katten mijaver eller klager sig, når den tisser.
  • At katten vælger at tisse bløde steder såsom på tæpper og dyner.
  • At katten har blod i urinen (den ser mørkere ud).
  • At kattens urin lugter meget kraftigt.

Urinvejslidelser er meget farlige for katte og må endelig ikke ignoreres. Får du ikke behandlet katten, kan det ende med, at den skal igennem flere operationer, og i sidste ende kan katten dø. Mange katte får disse sygdomme på grund af dårligt foder, overvægt og manglende motion.

Hovedparten af katte i Danmark lever af tørfoder og drikker som regel ikke vand nok til at kompensere for den manglende væske i foderet. Deres urin bliver derfor meget stærk og kan udløse en betændelsesreaktion i blæren, der danner klumper af celler som blokerer urinrøret. Blæreslimhinden bliver irriteret og fortykkes og bløder. Enkelte gange er urinrøret også spærret af krystaller som dannes da surhedsgraden i urinen er ændret og der udfældes salte som krystalliserer.

Der findes to forskellige slags urinvejssten, som katten kan få i urinvejene og dannes af krystaller i urinen. Ens for dem begge er, at de sætter sig fast i væggene i urinrøret. Dette medfører, at urinrøret bliver indsnævret, hvilket gør det meget smertefuldt for katten at tisse, da urinen nærmest skal presses ud. Behandles katten ikke, vil stenene til sidst lukke urinrøret, så katten ikke kan komme af med sin urin, hvilket er dødelig, hvis katten ikke behandles.